BOB DYLAN 80 - DETTE ER IKKE NOGEN LOVE STORY

EN PERSONLIG HYLDEST TIL BOB DYLAN

En tale af Michael Falch ved det internationale virtuelle symposium arrangeret af University of Tulsa, Oklahoma, Institute for Bob Dylan Studies (oversat fra engelsk). 

Tilbage i 1970, da jeg var 14 år, havde min barndomshelt, John Lennon, og min fremtidige stjerne, Neil Young, hver et kammer i mit hjerte. Jeg følte ikke, at jeg havde plads til flere sangskrivere derinde - ikke engang til Bob Dylan. Jeg boede i Tønder, en mindre dansk provinsby tæt på den tyske grænse, og jeg spillede i en akustisk duo med sønnen af den lokale præst. Denne dreng var virkelig interesseret i Dylan - ligesom hver eneste person, jeg har arbejdet tæt sammen gennem hele mit liv lige siden. Jeg har altid været omgivet af hardcore Dylanfreaks!

  I vores duo spillede vi forskellige Dylan-sange som “Don’t think twice”, “Just like a woman” og “Girl from the North country”, og jeg indrømmede dengang, at Dylan naturligvis var en stor sangskriver, men med  drenget selvtillid mente jeg faktisk, at vores versioner af sangene var federe end hans egne - ligesom Jimi Hendrix´ version af "All along the Watchtower" klart var bedre end Dylans, ikke? Mit mundharpespil var i hvert fald mindre enerverende end Dylans med alle hans djævletoner, der lød, som om han enten ikke var ret musikalsk, eller som om han bevidst brugte det som en slags sabotagevåben. Eller hans ustemte guitarer både her og der, værst af alt i "Queen Jane Aproximately”. Guitaren stemte så helt forfærdeligt, at det gav mine unge, følsomme ører allergiske reaktioner, og oven i det hele så Dylans skrattende skadestemme, der undertiden endda lød som en grusom profeti om punkens Johnny Rotten, der skulle dukke op mange år senere.

  Alligevel havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg ikke var i stand til at se det store billede. Bob Dylans geni lurede stadig bare som et spøgelse i skyggen for mig.

Dylan syntes at dyrke en slags konstant oprør; han gemte sig væk og holdt med tiden helt op med at tale mellem numrene på scenen; han skabte mystik omkring sig og brød ud af enhver form for 'tidsånd'.  Han lod sig aldrig indfange af nogen eller noget, hvilket altid har fået folk til at undre sig over, hvad der mon egentlig foregik. Ikke nogen Mister Nice Guy her!  Han tog sarkasme til et nyt niveau sammenlignet med The Beatles’ charmerende måde at tage pis på de naive og forvirrede journalister under pressemøderne i tresserne.

  Var Dylan bare mere mærkelig end alle andre; mere intelligent; skjulte han en alvorlig generthed bag disse manerer; havde han en eller anden mental lidelse, der faktisk gjorde ham uegnet til showbiz?

  Uanset årsagerne var det i hvert fald ikke showbusiness as usual med Dylan. Det var, som om han måske ville dræbte dig, men ikke ligefrem med venlighed. Alle de menneskekærlige kristne dyder og den favnende hippiefilosofi inspireret af Østens buddhisme syntes ikke at være integreret i Dylans mentale og åndelige attitude, som om det at opføre sig uhøfligt, ironisk og endda somme tider brutalt var hans måde at skabe sin offentlige persona på. Og på samtidig forsøgte han måske at overleve al omklamringen og den endeløse motorvej af dumme spørgsmål og al den hysteriske buhen, der fulgte i kølvandet på den berømte 'going electric'-Newport-hændelse i 1965.  Det var helt sikkert en definerende periode for Dylan, der drev mange beundrere fra folkemusikken væk fra ham og skaffede ham så mange nye rockfans.

Da jeg blev ældre, syntes Dylan for mig at tale til hovedet snarere end til hjertet. Jeg kunne godt se, at han havde et enormt mod til at være ærlig, og han så ud til at undgå enhver form for utilsigtet sentimentalitet og romantisering, undertiden til et punkt, som om han var en tilhænger af ‘grimhedens æstetik’ og ‘kreativ destruktion’.

  Havde jeg mon en pointe dengang? Var Dylans superskarpe intelligens primært intellektuel og ikke særlig følelsesbetonet, undtagen når han udtrykte vrede, hån, desillusion og melankoli. Ja, han sang mest til hjernen, konkluderede jeg, da jeg var 20. Neil Young derimod sang også til hjertet, og forresten - Dylans "Knockin 'on Heaven's Door" var faktisk mere eller mindre løftet fra Neil Youngs  "Helpless", som jeg forsøgte jeg at bevise for alle, der gad lytte dengang.

Jeg var flyttet til den danske hovedstad og dannede mit rockband, MALURT, blot for at møde en nu række af Dylanfreaks. Én af dem gik på scenen med os en aften i København for at synge sin nyudgivne sang “Hungry Heart”.  Bruce Springsteen, ja - endnu en tidligere "ny Bob Dylan".

  Et år senere mødte jeg også Neil Young i Danmark, og mens jeg talte med ham, kom jeg i tanke om, hvordan hans gamle bandkammerat, Stephen Stills, engang havde sagt, at Neil Young mest af alt bare ville være Bob Dylan. Jeg vidste, at Neil Young i sine liner notes til et opsamlingsalbum havde skrevet, at kritikerne havde været hårde mod et album fra ham, men at han valgte at 'lytte mere til Bob', som åbenbart havde givet udtryk for sin begejstring.

  Jeg forstod endelig også, at John Lennons sangskrivning havde ændret sig dramatisk, efter at han begyndte at lytte til Dylan. Der ville ikke have været nogen “You’ve got to hide your love away”, “In my life”, “Come together” eller "Working Class Hero" uden indflydelsen fra Dylan. Så meget fattede jeg nu.

 For MINE helte var DYLAN helten. Jeg var omringet, jeg var trængt op i en krog, og jeg var ved at overgive mig.

Min karriere som rockmusiker i Danmark tog fart i firserne, og på det tidspunkt befandt Dylan sig i sin mindst imponerende kreative periode af alle, men lige da han nåede sin bund, løb jeg panden mod en mur og faldt til jorden. Da jeg vågnede op igen, var jeg blevet en discipel af Dylan. 

  Året var 1986, og jeg var taget på besøg hos min ven, Jim, ude på landet. Denne tur blev min egen lille ‘Damaskus-oplevelse’. Jim var en skotsk intellektuel og endnu en die hard Dylan-fan. På hans bord opdagede jeg Dylan-box settet, "Biograph". Med en følelse af at jeg endelig skulle have tingene på plads, satte jeg mig ned på gulvet med teksthæftet til de fem albums og begyndte bare at læse alle sangteksterne. Jim så mig ikke resten af ​​dagen, for jeg fortsatte bare med at læse sang efter sang, mere og mere forbløffet.  Bob Dylans ord kom endelig til mig for alvor.

 Så begyndte jeg at lytte til box settet fra a til z, og efter alle disse år ramte hans stemme mig nu pludselig på en måde, der fik mig til at forstå, hvilken fantastisk sanger, han også var. Numrene ramte mig på en så kraftfuld måde, at jeg efter denne lange lyttesession virkelig ikke kunne se årsagen til, hvorfor nogen andre i hele verden overhovedet skulle gøre sig den ulejlighed at skrive sange. Intet kunne alligevel måle sig med Dylans ord og melodier, indså jeg - andres sangskrivning var blot sørgeligt spild af tid, for der var ikke behov for det. Dylan havde været her, og alt var allerede skrevet på et niveau, som ingen andre kunne matche.

 Bob Dylan var som en rockens Søren Kierkegaard og Shakespeare. Han var ikke bare en kunstner, han var en filosof og skuespiller med så mange ansigter - der var et helt teaterkompagni inde i ham. Jeg forstod det endelig.

I måneder efter denne oplevelse forsøgte jeg ikke selv at skrive nye sange. Det føltes profant bare i et sekund at tro, at en lille dansk sangskriver kunne tillade sig at rode med ord på et eksistentielt felt, hvor Dylan var den eneste, der var nødvendig. 

  Det tog mig nogen tid at komme mig ovenpå det chok, men efterhånden indså jeg, at verden - på trods af omfanget af ​​hans sangskrivning med alle dens over- og undertoner - måske alligevel også havde brug for andre stemmer og andre ord end Dylans.

Mange år senere mødte jeg Dylans guitarist, Charlie Sexton, i et studie i Austin, Texas. Jeg ledsagede Poul Krebs, endnu en hårdt ramt Dylanfreak, der indspillede et album der, og i løbet af de næste år mødtes vi med Sexton, hver gang Dylan spillede i Danmark. En aften hang vi ud backstage med Charlie Sexton og resten af ​​Dylans band, indtil det var tid for dem at gå på scenen i Den fynske Landsby.

  Alle ventede nu bare på, at Dylan selv skulle komme til backstagerummet.

  Poul og jeg kiggede på hinanden, pludselig meget nervøse.  Hvad skulle vi egentlig sige til His Bobness hvis vi fik chancen, når han kom ind i lokalet? Hvad siger man til en person, der er rockmusikens øverste ypperstepræst? Ja, han er paven, eller måske endda pavens chef...

  Da jeg stod der kom jeg pludselig i tanke om en sjov historie, som den canadiske rockmusiker Bryan Adams engang fortalte til et musikmagasin. Han var på et hotel i Paris, og han ville ud at gå en tur før hans soundcheck. Det regnede kraftigt, og da han kom ud af hotellet, stoppede han lige op for at slå sin paraply op.  Ved siden af ​​ham stod en mand med en hætte over hovedet og lignede en gammel munk.

  En forbløffet Bryan Adams indså pludselig, at denne mand faktisk var Bob Dylan. Adams forklarer morsomt og selvironisk, hvordan hans hjerne var på overarbejde for at finde ud af, hvad han skulle sige til Dylan, nu han endelig havde chancen. Han kom op med den ene linje efter den anden, men alt klingede corny og falsk. 

  Inden Adams beslutter sig for, hvad han skal sige, vender Dylan sig pludselig mod Adams og hvæser bare hæst: ‘'Hej, Bryan!' og går straks lige ud i regnvejret uden paraply og forsvinder.

  Jeg fortalte Poul historien der backstage, og vi kunne heller ikke beslutte os for noget relevant at sige til denne mand. For Poul havde Dylan været en ledestjern  lige siden drengeårene, og for mig som voksen mand havde Dylan forårsaget en slags åndelig opvågnen. Hvad siger man til sådan et væsen?

  Vi så på hinanden, og uden at vi behøvede at tale mere om det, rejste vi os, ønskede bandet held og lykke, flygtede ud af lokalet og skjulte os i publikum. Der er ikke noget, man kan sige.

Det har at gøre med mandens status og karisma. Der er sådan en enorm beundring og respekt for Dylan blandt næsten alle andre kunstnere.  Og der er en eller anden form for særlig utilnærmelighed over ham.  Jeg mener, han sagde ikke engang et ord til Obama, da de mødtes i Det Hvide Hus, vel?  Alle ved, at denne mand er et af de mest intelligente, talentfulde og betydningsfulde mennesker i moderne kultur. Han virker ophøjet; han lefler aldrig for noget, synes aldrig at have behov for accept og er overhovedet ikke særlig sympatisk, ikke høflig, ikke venlig, som om han slet ikke ønsker al den kærlighed, der konstant strømmer imod ham - for det meste er han lidt hård, kynisk og  især tidligere endda enormt arrogant og ligefrem ondskabsfuld. Han taler sjældent, han dukker sjældent op, og hvis han gør, kommer han alt for sent - spørg bare Nobelpris-komiteen i Stockholm.

  Faktisk synes han ikke at være den slags person, mange vil opsøge som ven. Hans opførsel er ikke, hvad jeg lærte mine børn at efterligne. Og forresten tog jeg engang mine tre teenagedøtre med ind for at se et Bob Dylan-show i København som en del af en anstændig opdragelse, tænkte jeg. Alt, hvad de dog oplevede, var en gnaven, ubehagelig gammel mand, der stod med siden til publikum ved et keyboard ude i den ene side af scenen under det meste af showet og endda saboterede sine største melodier. Sikke en skam, sagde de efter showet.

Men alle ved, at Bob Dylan ikke er som andre mennesker. Det er en del af mysteriet. Det gør ham mere fascinerende end nogen anden kunstner i verden. Vi bliver ved med at undre os over dette fænomen, denne mærkelige skabning, som Gud måske har plantet som en slags speciel agent blandt alle os andre. Vi ved, han er der, ser, tænker, synger, maler og er forhåbentlig lige nu optaget af at skrive det næste bind “Krønniker”, som han har lovet!

  Bob Dylan handler ikke om traditionel skønhed. Han handler om 'punkskønhed' - næsten altid med den skarpe kant og den rustne brummen og det sjældne og hemmelige Mona Lisa-smil og det specielle ‘noget’ i blikket. Som om øjnene siger: Jeg kender hemmeligheden!

  Ofte får han mig til at smile - nogle gange udløser han endda min hjertelige latter på grund af sin måde at fremhæve eller vride ord og betydninger på. Som et evigt, uroligt kunstnerisk ståsted, en måde at være i verden på.

  Faktisk kan man også bruge ham som en slags psykologisk 'narrativ'.  'Husk Bob Dylan!', kan man fortælle sig selv, når man ønsker at være cool og fattet og ikke blive for følelsesladet og bekymret over andres meninger. I så fald: Tag Bob med!

Nu om stunder har Bob Dylan en stor plads i mit hjerte, og bortset fra Søren Kierkegaard og hovedpersonen fra bind to af “Bibelen” er Bob Dylan det menneske, der får mig til at undre mig mest.

  ‘How does it feel?’ bliver han ved med at spørge, uden at levere svaret, men spørgsmålet giver han videre til andre. Bob Dylan får alle til at undre sig, og det er måske den største kærlighedshandling, en kunstner kan tilbyde publikum: at få os til at undre os.

Så måske ER dette trods alt en love story.

Tak til University of Tulsa Institute of Bob Dylan Studies og til Syddansk Universitet for at invitere mig med her. Hav et godt symposium og held og lykke med alt jeres Dylan-arbejde rundt omkring i verden.

Tillykke Bob Dylan, 80 år. Tak.