søndag den 23. maj 2021

BOB DYLAN 80 - DETTE ER IKKE NOGEN LOVE STORY



EN PERSONLIG HYLDEST TIL BOB DYLAN

En tale af Michael Falch ved det internationale virtuelle symposium arrangeret af University of Tulsa, Oklahoma, Institute for Bob Dylan Studies (oversat fra engelsk). 


Tilbage i 1970, da jeg var 14 år, havde min barndomshelt, John Lennon, og min fremtidige stjerne, Neil Young, hver et kammer i mit hjerte. Jeg følte ikke, at jeg havde plads til flere sangskrivere derinde - ikke engang til Bob Dylan. 
Jeg boede i Tønder, en mindre dansk provinsby tæt på den tyske grænse, og jeg spillede i en akustisk duo med sønnen af den lokale præst. Denne dreng var virkelig interesseret i Dylan - ligesom hver eneste person, jeg har arbejdet tæt sammen gennem hele mit liv lige siden. Jeg har altid været omgivet af hardcore Dylanfreaks!

  I vores duo spillede vi forskellige Dylan-sange som “Don’t think twice”, “Just like a woman” og “Girl from the North country”, og jeg indrømmede dengang, at Dylan naturligvis var en stor sangskriver, men med  drenget selvtillid mente jeg faktisk, at vores versioner af sangene var federe end hans egne - ligesom Jimi Hendrix´ version af "All along the Watchtower" klart var bedre end Dylans, ikke? Mit mundharpespil var i hvert fald mindre enerverende end Dylans med alle hans djævletoner, der lød, som om han enten ikke var ret musikalsk, eller som om han bevidst brugte det som en slags sabotagevåben. Eller hans ustemte guitarer både her og der, værst af alt i "Queen Jane Aproximately”. Guitaren stemte så helt forfærdeligt, at det gav mine unge, følsomme ører allergiske reaktioner, og oven i det hele så Dylans skrattende skadestemme, der undertiden endda lød som en grusom profeti om punkens Johnny Rotten, der skulle dukke op mange år senere.

  Alligevel havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg ikke var i stand til at se det store billede. Bob Dylans geni lurede stadig bare som et spøgelse i skyggen for mig.


Dylan syntes at dyrke en slags konstant oprør; han gemte sig væk og holdt med tiden helt op med at tale mellem numrene på scenen; han skabte mystik omkring sig og brød ud af enhver form for 'tidsånd'.  Han lod sig aldrig indfange af nogen eller noget, hvilket altid har fået folk til at undre sig over, hvad der mon egentlig foregik. Ikke nogen Mister Nice Guy her!  Han tog sarkasme til et nyt niveau sammenlignet med The Beatles’ charmerende måde at tage pis på de naive og forvirrede journalister under pressemøderne i tresserne.

  Var Dylan bare mere mærkelig end alle andre; mere intelligent; skjulte han en alvorlig generthed bag disse manerer; havde han en eller anden mental lidelse, der faktisk gjorde ham uegnet til showbiz?

  Uanset årsagerne var det i hvert fald ikke showbusiness as usual med Dylan. Det var, som om han måske ville dræbte dig, men ikke ligefrem med venlighed. Alle de menneskekærlige kristne dyder og den favnende hippiefilosofi inspireret af Østens buddhisme syntes ikke at være integreret i Dylans mentale og åndelige attitude, som om det at opføre sig uhøfligt, ironisk og endda somme tider brutalt var hans måde at skabe sin offentlige persona på. Og på samtidig forsøgte han måske at overleve al omklamringen og den endeløse motorvej af dumme spørgsmål og al den hysteriske buhen, der fulgte i kølvandet på den berømte 'going electric'-Newport-hændelse i 1965.  Det var helt sikkert en definerende periode for Dylan, der drev mange beundrere fra folkemusikken væk fra ham og skaffede ham så mange nye rockfans.


Da jeg blev ældre, syntes Dylan for mig at tale til hovedet snarere end til hjertet. Jeg kunne godt se, at han havde et enormt mod til at være ærlig, og han så ud til at undgå enhver form for utilsigtet sentimentalitet og romantisering, undertiden til et punkt, som om han var en tilhænger af ‘grimhedens æstetik’ og ‘kreativ destruktion’.

  Havde jeg mon en pointe dengang? Var Dylans superskarpe intelligens primært intellektuel og ikke særlig følelsesbetonet, undtagen når han udtrykte vrede, hån, desillusion og melankoli. Ja, han sang mest til hjernen, konkluderede jeg, da jeg var 20. Neil Young derimod sang også til hjertet, og forresten - Dylans "Knockin 'on Heaven's Door" var faktisk mere eller mindre løftet fra Neil Youngs  "Helpless", som jeg forsøgte jeg at bevise for alle, der gad lytte dengang.


Jeg var flyttet til den danske hovedstad og dannede mit rockband, MALURT, blot for at møde en nu række af Dylanfreaks. Én af dem gik på scenen med os en aften i København for at synge sin nyudgivne sang “Hungry Heart”.  Bruce Springsteen, ja - endnu en tidligere "ny Bob Dylan".

  Et år senere mødte jeg også Neil Young i Danmark, og mens jeg talte med ham, kom jeg i tanke om, hvordan hans gamle bandkammerat, Stephen Stills, engang havde sagt, at Neil Young mest af alt bare ville være Bob Dylan. Jeg vidste, at Neil Young i sine liner notes til et opsamlingsalbum havde skrevet, at kritikerne havde været hårde mod et album fra ham, men at han valgte at 'lytte mere til Bob', som åbenbart havde givet udtryk for sin begejstring.

  Jeg forstod endelig også, at John Lennons sangskrivning havde ændret sig dramatisk, efter at han begyndte at lytte til Dylan. Der ville ikke have været nogen “You’ve got to hide your love away”, “In my life”, “Come together” eller "Working Class Hero" uden indflydelsen fra Dylan. Så meget fattede jeg nu.

 For MINE helte var DYLAN helten. Jeg var omringet, jeg var trængt op i en krog, og jeg var ved at overgive mig.


Min karriere som rockmusiker i Danmark tog fart i firserne, og på det tidspunkt befandt Dylan sig i sin mindst imponerende kreative periode af alle, men lige da han nåede sin bund, løb jeg panden mod en mur og faldt til jorden. Da jeg vågnede op igen, var jeg blevet en discipel af Dylan. 

  Året var 1986, og jeg var taget på besøg hos min ven, Jim, ude på landet. Denne tur blev min egen lille ‘Damaskus-oplevelse’. Jim var en skotsk intellektuel og endnu en die hard Dylan-fan. På hans bord opdagede jeg Dylan-box settet, "Biograph". Med en følelse af at jeg endelig skulle have tingene på plads, satte jeg mig ned på gulvet med teksthæftet til de fem albums og begyndte bare at læse alle sangteksterne. Jim så mig ikke resten af ​​dagen, for jeg fortsatte bare med at læse sang efter sang, mere og mere forbløffet.  Bob Dylans ord kom endelig til mig for alvor.

 Så begyndte jeg at lytte til box settet fra a til z, og efter alle disse år ramte hans stemme mig nu pludselig på en måde, der fik mig til at forstå, hvilken fantastisk sanger, han også var. Numrene ramte mig på en så kraftfuld måde, at jeg efter denne lange lyttesession virkelig ikke kunne se årsagen til, hvorfor nogen andre i hele verden overhovedet skulle gøre sig den ulejlighed at skrive sange. Intet kunne alligevel måle sig med Dylans ord og melodier, indså jeg - andres sangskrivning var blot sørgeligt spild af tid, for der var ikke behov for det. Dylan havde været her, og alt var allerede skrevet på et niveau, som ingen andre kunne matche.

 Bob Dylan var som en rockens Søren Kierkegaard og Shakespeare. Han var ikke bare en kunstner, han var en filosof og skuespiller med så mange ansigter - der var et helt teaterkompagni inde i ham. Jeg forstod det endelig.


I måneder efter denne oplevelse forsøgte jeg ikke selv at skrive nye sange. Det føltes profant bare i et sekund at tro, at en lille dansk sangskriver kunne tillade sig at rode med ord på et eksistentielt felt, hvor Dylan var den eneste, der var nødvendig. 

  Det tog mig nogen tid at komme mig ovenpå det chok, men efterhånden indså jeg, at verden - på trods af omfanget af ​​hans sangskrivning med alle dens over- og undertoner - måske alligevel også havde brug for andre stemmer og andre ord end Dylans.


Mange år senere mødte jeg Dylans guitarist, Charlie Sexton, i et studie i Austin, Texas. Jeg ledsagede Poul Krebs, endnu en hårdt ramt Dylanfreak, der indspillede et album der, og i løbet af de næste år mødtes vi med Sexton, hver gang Dylan spillede i Danmark. En aften hang vi ud backstage med Charlie Sexton og resten af ​​Dylans band, indtil det var tid for dem at gå på scenen i Den fynske Landsby.

  Alle ventede nu bare på, at Dylan selv skulle komme til backstagerummet.

  Poul og jeg kiggede på hinanden, pludselig meget nervøse.  Hvad skulle vi egentlig sige til His Bobness hvis vi fik chancen, når han kom ind i lokalet? Hvad siger man til en person, der er rockmusikens øverste ypperstepræst? Ja, han er paven, eller måske endda pavens chef...

  Da jeg stod der kom jeg pludselig i tanke om en sjov historie, som den canadiske rockmusiker Bryan Adams engang fortalte til et musikmagasin. Han var på et hotel i Paris, og han ville ud at gå en tur før hans soundcheck. Det regnede kraftigt, og da han kom ud af hotellet, stoppede han lige op for at slå sin paraply op.  Ved siden af ​​ham stod en mand med en hætte over hovedet og lignede en gammel munk.

  En forbløffet Bryan Adams indså pludselig, at denne mand faktisk var Bob Dylan. Adams forklarer morsomt og selvironisk, hvordan hans hjerne var på overarbejde for at finde ud af, hvad han skulle sige til Dylan, nu han endelig havde chancen. Han kom op med den ene linje efter den anden, men alt klingede corny og falsk. 

  Inden Adams beslutter sig for, hvad han skal sige, vender Dylan sig pludselig mod Adams og hvæser bare hæst: ‘'Hej, Bryan!' og går straks lige ud i regnvejret uden paraply og forsvinder.

  Jeg fortalte Poul historien der backstage, og vi kunne heller ikke beslutte os for noget relevant at sige til denne mand. For Poul havde Dylan været en ledestjern  lige siden drengeårene, og for mig som voksen mand havde Dylan forårsaget en slags åndelig opvågnen. Hvad siger man til sådan et væsen?

  Vi så på hinanden, og uden at vi behøvede at tale mere om det, rejste vi os, ønskede bandet held og lykke, flygtede ud af lokalet og skjulte os i publikum. Der er ikke noget, man kan sige.


Det har at gøre med mandens status og karisma. Der er sådan en enorm beundring og respekt for Dylan blandt næsten alle andre kunstnere.  Og der er en eller anden form for særlig utilnærmelighed over ham.  Jeg mener, han sagde ikke engang et ord til Obama, da de mødtes i Det Hvide Hus, vel?  Alle ved, at denne mand er et af de mest intelligente, talentfulde og betydningsfulde mennesker i moderne kultur. Han virker ophøjet; han lefler aldrig for noget, synes aldrig at have behov for accept og er overhovedet ikke særlig sympatisk, ikke høflig, ikke venlig, som om han slet ikke ønsker al den kærlighed, der konstant strømmer imod ham - for det meste er han lidt hård, kynisk og  især tidligere endda enormt arrogant og ligefrem ondskabsfuld. Han taler sjældent, han dukker sjældent op, og hvis han gør, kommer han alt for sent - spørg bare Nobelpris-komiteen i Stockholm.

  Faktisk synes han ikke at være den slags person, mange vil opsøge som ven. Hans opførsel er ikke, hvad jeg lærte mine børn at efterligne. Og forresten tog jeg engang mine tre teenagedøtre med ind for at se et Bob Dylan-show i København som en del af en anstændig opdragelse, tænkte jeg. Alt, hvad de dog oplevede, var en gnaven, ubehagelig gammel mand, der stod med siden til publikum ved et keyboard ude i den ene side af scenen under det meste af showet og endda saboterede sine største melodier. Sikke en skam, sagde de efter showet.


Men alle ved, at Bob Dylan ikke er som andre mennesker. Det er en del af mysteriet. Det gør ham mere fascinerende end nogen anden kunstner i verden. Vi bliver ved med at undre os over dette fænomen, denne mærkelige skabning, som Gud måske har plantet som en slags speciel agent blandt alle os andre. Vi ved, han er der, ser, tænker, synger, maler og er forhåbentlig lige nu optaget af at skrive det næste bind “Krønniker”, som han har lovet!

  Bob Dylan handler ikke om traditionel skønhed. Han handler om 'punkskønhed' - næsten altid med den skarpe kant og den rustne brummen og det sjældne og hemmelige Mona Lisa-smil og det specielle ‘noget’ i blikket. Som om øjnene siger: Jeg kender hemmeligheden!

  Ofte får han mig til at smile - nogle gange udløser han endda min hjertelige latter på grund af sin måde at fremhæve eller vride ord og betydninger på. Som et evigt, uroligt kunstnerisk ståsted, en måde at være i verden på.

  Faktisk kan man også bruge ham som en slags psykologisk 'narrativ'.  'Husk Bob Dylan!', kan man fortælle sig selv, når man ønsker at være cool og fattet og ikke blive for følelsesladet og bekymret over andres meninger. I så fald: Tag Bob med!


Nu om stunder har Bob Dylan en stor plads i mit hjerte, og bortset fra Søren Kierkegaard og hovedpersonen fra bind to af “Bibelen” er Bob Dylan det menneske, der får mig til at undre mig mest.

  ‘How does it feel?’ bliver han ved med at spørge, uden at levere svaret, men spørgsmålet giver han videre til andre. Bob Dylan får alle til at undre sig, og det er måske den største kærlighedshandling, en kunstner kan tilbyde publikum: at få os til at undre os.


Så måske ER dette trods alt en love story.



Tak til University of Tulsa Institute of Bob Dylan Studies og til Syddansk Universitet for at invitere mig med her. Hav et godt symposium og held og lykke med alt jeres Dylan-arbejde rundt omkring i verden.


Tillykke Bob Dylan, 80 år. Tak.




fredag den 1. marts 2019

BAG OM MALURT 2020



                        

MALURT kører bandbussen ud af parkeringskælderen. Næste år er det 40 år siden, vores debutalbum Kold Krig udkom, og med Mød mig i Mørket-udgaven af MALURT sætter vi af med en eksklusiv forårstur i 2020 til 8 venues. Billetsalget er i fuld gang. VEGA blev udsolgt på få minutter, og ekstrakoncert sat i salg der.

Mød mig i mørket-MALURT var den vildeste og mest punkede udgave af vores band. Det var også i denne opstilling, vi solgte flest albums og nåede ud til flest mennesker ved hundredevis af koncerter i årene frem til vores første ‘langtidsparkering’ i 1984. Det var denne konstellation, som musikjournalisten Torben Bille og fotografen Søren Svendsen portrætterede i deres bog om MALURT på turné, Når bare rocken ruller, fra 1983.
  
Det er jo nok især som live-act, at MALURT bliver husket - som et dansk band i ånden fra Bruce Springsteen, The Clash og Neil Young. Det er da også udelukkende som live-navn, vi vender tilbage i 2020, og det bliver helt og aldeles uden tidens udbredte fifleri med backtracks og anden slags fikumdik. Det bliver råt og uforfalsket. Højt og heftigt. Som dengang.

I det seneste årti har jeg kunnet glæde mig over at udgive mange nye albums og spille for udsolgte huse såvel solo som med DÉT BAND. Nu sætter jeg så min solokarriere på pause for at vende tilbage til udgangspunktet med MALURT.

Vi fulgtes alle fem sammen til Parken i 2017, sidst The Rolling Stones var på besøg. Mens vi stod der, viste det sig, at vi kollektivt blev ramt af en brændende lyst til at mærke den der specielle MALURT-ånd igen. Vi spurgte hinanden, om vi gamle blodsbrødre mon kunne nå at realisere det, mens tid er, og alle mand stadig er i fuld vigør? Og om vi så også vil være villige til at betale prisen for at komme helt op i omdrejninger igen og få det til at blive til virkelighed. Det gav vi hinanden hånden på, og vi tillader os at tro på, at det også vil glæde mange andre derude.

Alle mand er gået i intensiv træningslejr, og der bankes rust og trimmes både musikalsk og fysisk. I 2020 vil jeg blive flankeret af guitaristen Christian “Kedde” Arendt, den uvorne præstesøn, som jeg begyndte at spille sammen med som 13-årig i Tønder. I 1977 hjalp han mig med at danne MALURT i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro. Den anden medstifter af bandet, Peter Mors, er naturligvis på trommer; bassisten er som altid Dia Nielsen, og tangenterne ligger i hænderne på Pete Repete.

Udover mig selv er Pete Repete det eneste af gruppens medlemmer, der fortsatte som professionel musiker efter den såkaldte ‘langtidsparkering’ af MALURT i sin tid. Christian Arendt har jævnligt optrådt som musiker, men har i årenes løb især skabt sig et navn i det fynske som musiklærer med en særlig evne til at motivere unge til at spille rock. Peter Mors arbejder som tv-fotograf på TV2 Bornholm, mens Dia Nielsen til daglig fungerer som it-arkitekt i en nordsjællandsk kommune. Nu stiller alle mand igen om til rock’n’roll. 

I MALURT betragter vi selv præmissen for comeback’et som rendyrket nostalgi. Men vi tænker vel at mærke nostalgi med ild i! Der er intet nyt under solen. Kun alle de gamle sange og den gamle gejst. Vi skal ikke ud og bide skeer med tidsånden og spille moderne. Det er bare gammelt rock-venskab med eventyrlyst, men vi brænder til gengæld for det. 
Ikke desto mindre klinger titlerne på vores gamle vel ikke ligefrem håbløst forældede: Kold Krig, Superlove, Mød mig i Mørket, Spøgelser, Black-out, Neonsolen, CPR, Den eneste i Verden, Sort Søndag og Lev stærkt...

Vi ses igen var titlen på den sang, vi altid afsluttede vores rockshows med i gamle dage. Nu holder vi så, hvad vi lovede dengang, og vi håber, at det kan blive en oplevelse for gamle fans at blive unge igen for en aften, og at de, der i sin tid var for unge eller slet ikke var født endnu, nu kan få chancen for at opleve MALURT-ånden live.

Vi ved, at MALURT gennem tiden har  været lydspor til blod, sved og tårer, store doser romantik og til mange både mørke og lykkelige stunder. Det er tid til at finde cowboyjakken frem fra gemmerne igen. MALURT er vækket til live, og vi er på vej tilbage til et nyt rock-eventyr i skinbarlig nutid.

Og nøøøøj, hvor vi glæder os!

Kærlig hilsen 
Michael Falch🔆

Billetsalget til MALURT 2020 er åbnet:

27.02: VEGA, Kbh. UDSOLGT
28.02:  Ekstrakoncert VEGA, Kbh. https://www.ticketmaster.dk/event/462877
29.02.: Skraaen, Aalborg https://bit.ly/2VkXIg6
05.03.: Magasinet, Odense https://bit.ly/2BUkggq
06.03.: Vejle Musikteater https://bit.ly/2Xny24j   
07.03.: Ringstedhttps://bit.ly/2ViC2RO
   
Det er jo nok især som live-act, at MALURT bliver husket i ånden fra Bruce Springsteen, The Clash og Neil Young. Det er da også udelukkende som live-navn, vi vender tilbage i 2020, og det bliver helt og aldeles uden brug af tidens udbredte fifleri med backtracks og fikumdik fra scenen. Det bliver råt og uforfalsket. Som dengang.

I det seneste tiår har jeg kunnet glæde mig over mange nye udgivelser og udsolgte koncerter såvel solo som med DÉT BAND. Nu sætter jeg så min solokarriere på pause for at vende tilbage til udgangspunktet med MALURT.
Vi fulgtes alle fem sammen til Parken i 2017, sidst The Rolling Stones var på besøg. Mens vi stod der, viste det sig, at vi kollektivt blev ramt af en brændende lyst til at mærke den der specielle MALURT-ånd igen. Vi spurgte hinanden, om vi gamle blodsbrødre mon kunne nå at realisere det, mens det er tid, og alle mand stadig er i fuld vigør? Og om vi så også var villige til at betale prisen for at komme helt op i omdrejninger igen og få det til at blive til virkelighed. Det gav vi hinanden hånden på, og vi tillader os at tro på, at det også ville glæde mange andre derude.

Alle mand er gået i intensiv træningslejr, og der bankes  rust og trimmes både musikalsk og fysisk. I 2020 vil jeg blive flankeret af guitaristen Christian “Kedde” Arendt, den uvorne præstesøn, som jeg begyndte at spille sammen med som 13-årig i Tønder. I 1977 hjalp han mig med at danne MALURT i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro. Den anden medstifter af bandet, Peter Mors, er naturligvis på trommer; bassisten er som altid Dia Nielsen, og tangenterne ligger i hænderne på Pete Repete.

Udover mig selv er Pete Repete det eneste af gruppens medlemmer, der fortsatte som professionel musiker efter den såkaldte ‘langtidsparkering’ af MALURT i sin tid. Christian Arendt har jævnligt optrådt som musiker, men har i årenes løb især skabt sig et navn i det fynske som musiklærer med en særlig evne til at motivere unge til at spille rock. Peter Mors arbejder som tv-fotograf på TV2 Bornholm, mens Dia Nielsen til daglig fungerer som it-arkitekt i en nordsjællandsk kommune. Nu stiller alle mand igen om til rock’n’roll. 

I MALURT betragter vi selvpræmissen for comeback’et som rendyrket nostalgi. Men vel at mærke en nostalgi med ild i! Der er intet nyt under solen. Kun alle de gamle sange. Vi skal ikke ud og bide skeer med tidsånden. Det er bare gammelt venskab med eventyrlyst, men vi brænder til gengæld for det”. 
Ikke desto mindre klinger titlerne på vores gamle vel ikke ligefrem forældede: Kold Krig, Superlove, Mød mig i Mørket, Spøgelser, Black-out, Neonsolen, CPR, Den eneste i Verden, Sort Søndag og Lev stærkt...

Vi ses igen var titlen på den sang, vi altid afsluttede deres rockshows med i gamle dage. Nu holder vi så, hvad vi lovede dengang, og vi håber, at det kan blive en oplevelse gamle fans at blive unge igen, og at de, der i sin tid var for unge eller slet ikke var født endnu, nu kan få chancen for at opleve MALURT-ånden live.

Vi ved, at MALURT gennem tiden har  været lydspor til blod, sved og tårer, store doser romantik og til mange både mørke og lykkelige stunder. Det er tid til at finde cowboyjakken frem fra gemmerne igen! MALURT er vækket til live og er på vej tilbage til et nyt eventyr i skinbarlig nutid.

Og nøøøøj, hvor vi glæder os!

Kærlig hilsen 
Michael Falch🔆

Billetsalget til MALURT 2020 er åbnet:

27.02: VEGA, Kbh. UDSOLGT
28.02:  Ekstrakoncert VEGA, Kbh. https://www.ticketmaster.dk/event/462877
29.02.: Skraaen, Aalborg https://bit.ly/2VkXIg6
05.03.: Magasinet, Odense https://bit.ly/2BUkggq
06.03.: Vejle Musikteater https://bit.ly/2Xny24j   
07.03.: Ringsted kongrescenter https://bit.ly/2ViC2RO
12.03.: Musikhuset, Aarhus https://bit.ly/2Sq4Upl  
13.03.: Musikteatret, Holstebro https://bit.ly/2VnZSvv  
14.03.: Tobakken, Esbjerg https://bit.ly/2BRC4ZD




torsdag den 6. december 2018

Det sociale initiativ DE VILDESTE FUGLE

Release den 7. december 2018 (i første omgang kun som download på iTunes og andre tjenester, ikke som streaming).


DET SOCIALE INITIATIV
Michael Falch har stiftet den almennyttige forening DE VILDESTE FUGLE, der har til formål at yde støtte til børnefamilier, hvor en forælder har alkoholproblemer - med de mentale følgeskader, dette risikerer at indebære for de pårørende. Hensigten er at give såvel den alkoholafhængige forælder som de pårørende - og ikke mindst børnene - mulighed for at få mere hjælp og evt. komme i en seriøs behandling, som de ikke selv har økonomi til. 

MEDVIRKENDE
En stor gruppe sangere, musikere, branchefolk og erhvervsfolk har bistået Michael Falch - og medvirket ved indspilningen af hans hyldestsang til livsglæden, ‘DEN DER ELSKER LIVET’. Kollektivet optræder under artistnavnet MICHAEL FALCH & VILDFUGLE, og udgivelsen af støttesinglen bliver det symbolske startskud på det sociale initiativ DE VILDESTE FUGLE. Foreningen håber desuden, at virksomheder, enkeltpersoner og fonde vil give projektet midler at uddele. 

De medvirkende sangere er Johan Olsen, Karl William, Rasmus Walter, Frederik Vedersø (fra The White Album), Signe Svendsen, rapperen 4Pro, Dorthe Gerlach, Jacob Haugaard, Henrik Strube, Esben Svane (fra The Radar Post), Mathilde Falch, Alex Nyborg Madsen, Lis Sørensen, Lau Ingemann Pedersen (fra Fribytterdrømme), Chief 1 og Michael Falch selv.

Bandet består af Jesper Elnegaard (tr), Troels Skjærbæk (bas), Christoffer Møller og Palle Hjorth (keys), Frederik Vedersø (ak. guit), Jacob Andersen (perc), Jonas Kragh (lap steel). Esben Svane (ak. guit), Lars Skjærbæk (el-guit) samt strygekvartetten LiveStrings: Christian Ellegaard (violin), Monika Malmquist (violin), Sidsel Most (bratsch) og Live Johansson (cello).

De mange medvirkende har bidraget kvit og frit i den gode sags tjeneste. Chief 1 har produceret sangen, og Flemming Rasmussen har optaget og mixet og stillet sit Sweet Silence Studio til rådighed. Jan Eliasson har mastereret gratis. Fotograferne Marius Kongsgaard Christensen, Tine Glahn, Rasmus Heise, Les Kaner og Stine Tidsvilde har ligeledes deltaget uden at få noget for deres indsats. Pladeselskabet Universal medvirker  uden at få kroner og øre ud af sangen, ligesom Michael Falchs egne assistenter Tom ‘Turmand’ Sørensen og Tobias ‘Sir Tobi’ Brix og foreningens kernemedlemmer - datteren Soffi Falch, søsteren Dorte Falch, udgiver Mariette Højsgaard, erhvervsmanden Jens Sørensen samt Dorte Kold og Charlotte Villumsen fra Michael Falch fanklubben på facebook - alle arbejder con amore.

SANGEN
‘DEN DER ELSKER LIVET’ er en sang, som Michael Falch på underlig vis drømte sig til for tre år siden. I nattedrømmen havde Kim Larsen nemlig skrevet sangen til ham. Falch vågnede midt om natten og stod op for at indsynge melodien med al den tekst, han kunne huske, og sidenhen har han så udfyldt de ‘blanke felter’ i både tekst og melodi. Falch tænkte umiddelbart, at han i drømmen måske ubevidst bare havde stjålet en gammel Larsen-sang og sendte den tjek hos Kim Larsen. Det havde han nu ikke, meldte Kim Larsen tilbage, da han havde hørt demoen, og han ønskede Falchen held og lykke med den.
Kort efter Kim Larsens død fik Falch idéen til formålet med sangen.

P4-INDSLAGET
Da episoden med den drømte sang blev kendt via et indslag i mindeudsendelsen for Kim Larsen på DR P4, hvor Falch reciterede omkvædet, væltede det ind med opfordringer til at indspille nummeret. 
“Men jeg tænkte, at en sang med den særlige baggrundshistorie også burde have et særligt formål. Det kunne være vidunderligt, hvis den drømte sang kunne bidrage til at etablere et vigtigt socialt initiativ”, uddyber Michael Falch. 
Han har netop medvirket i Jacob Haugaards tiltag for væresteder, ‘Giv folk en ekstra chance’, ligesom han altid har haft dyb respekt for Kim Larsen og hans venners Himmelblå-Fonden.
“Dette initiativ vil ligeledes målrettes sociale formål, og jeg vil ud fra mine personlige livserfaringer både som barn og voksen lade midlerne gå til at hjælpe især alkoholplagede børnefamilier”.

INDTÆGTER
Sangen, som Michael Falch så spøjst ‘fik foræret’, skal støbe fundamentet til den sociale forening med indtægter fra downloads, streaming og fra de copyrightafgifter fra radioindspilninger og live-optræden, som ‘DEN DER ELSKER LIVET’ vil generere. Senere vil en årlig tradition med en støttekoncert ligeledes bidrage til at skaffe midler til projektet, ligesom en golf charity til fordel for DE VILDESTE FUGLE per i kalenderen til sommer.

Håbet er endvidere, at privatpersoner og virksomheder vil få lyst til at donere midler. Allerede nu støtter kendte erhvervsfolk som Henrik Poulsen, Vagn Sørensen, Michael Ritto og Flemming Astrup foreningen, så dette intiativ inden længe kan begynde at give et virksomt bidrag til nogle af de børnefamilier, der ikke selv har midler til kvalificeret og tilstrækkelig hjælp til at løse deres problemer - og dermed finde livsglæden igen.

                    ~~~~~~~~
MobilePay til donationer:
39284 (alle slags beløb)

SMS: 1245 (skriv DVF50 eller DVF100 for donationer på hhv. 50 eller 100 kr.)

Større donationer bedes indsat på 
på konto i SparNord: 
reg. 9383 konto 2050101773

Kontakt vedr. promotion:
Mads Rosted, Universal på mads@alarmmusic.dk
Tlf. 26 88 17 28

Hjemmeside:
www.devildestefugle.dk

Facebook: https://www.facebook.com/DEVILDESTEFUGLE/

TEKSTEN
DEN DER ELSKER LIVET
Af Michael Falch 

Går der skår i glæden,
løber du tør for held
Vil bitterhed så ta’ dig
og slå din gejst ihjel?
Vil du langsomt slukke
og bare lukke mørket ind
Som én, der puster glæden ud
i andres lyse sind?

Den der elsker livet
kan altid se et håb 
Når andre mister gnisten
og kun kan høre et råb
Og går der kuk i alle planer, 
så er det bare bump på vejen,
For når du elsker livet,
så elsker livet dig -
livet elsker dig

De bitre pessimister,
der pisser ned på alt 
Pudser hinandens glorier,
forvandler helt til halvt 
Skal de ha’ lov for evigt
til at fælde glædens skov
Vågner vi omsider op,
spør’ ikke mer om lov?

Den der elsker livet
kan altid se et håb 
Når andre mister gnisten
og kun kan høre et råb
Og går der kuk i alle planer,
så er det bare bump på vejen,
For når du elsker livet,
så elsker livet dig

Yo, der’ modgang, medgang, modstand, mod;
alt i den der boldgade hører jo med!
Og ingen sur showstopper
kan skyde glæden ned
Og ingen streger i en regning,
ingen dommedagsprofet
Kan ta’ den glæde fra os,
som vi har følt og set -
som vi har følt og set

Den der elsker livet
kan altid se et håb 
Når andre mister gnisten
og kun kan høre et råb
Og går der kuk i alle planer,
så er det bare bump på vejen
For når du elsker livet,
så elsker livet dig -
livet elsker dig







søndag den 11. november 2018

DOBBELTHEDENS DANMARK

Min sang om Danmark og danskere har afstedkommet mange forskelligartede tolkninger gennem årene. I en tid, hvor sangen oplever fornyet opmærksomhed i mange sammenhænge, og hvor nationalistiske strømninger igen synes at få vind i sejlene, føler jeg for en gangs skyld behov for selv at dissekere og udlægge teksten, som jeg oprindelig har tænkt den. Nemlig som en sang om ‘dobbelthedens Danmark’.

Det er afgørende at skelne mellem kærlighed til det land (landskab/folk), man lever i, og politisk nationalisme. Det er to vidt forskellige tilværelsespositioner. ‘I et land uden høje bjerge’ bliver måske ofte omtalt som Danmarks alternative nationalsang, men reelt er den slet ikke nogen nationalsang, der bare hylder fædrelandet. Den er en for genren ganske utraditionel hjemlandssang, der skildrer Danmark som en art dobbelthedens nation.

Dobbeltheden finder man allerede i linje 1 (landets geologi, fladheden, der bliver symbolsk for folkekarakteren), linje 2 (meteorologisk grund til antipati), linje 3+4 (stavnsbundetheden, trods geologi og meteorolog). Linje 5+6, 7+8 (nationens lidenhed og relative ubetydelighed og den hermed. forbundne fare for udslettelse ved evt. international konflikt), 9-12 (det klassiske danske mindreværdskompleks, myten om flaget i modsætning til stormagterne).

I omkvædet er linjen ‘vil jeg tro’ klart dobbelttydig, hvilket bidrager til fornemmelsen af dobbelthed omkring det danske og samtidig rummer sidste linje et forsøg på at forlige sig med og ønsket om at lære at acceptere manglen på ‘høje bjerge’, altså fladheden.

I næste vers med den fremmede åbnes der for den mangfoldighed, der førhen var et klassisk kendetegn ved dansk nationalkarakter; at teksten så fremhæver, at vi som nation hverken starter krige eller skaber fred er endnu et tydeligt tegn på den dobbelthed, der hele tiden er på færde. De ‘hjerter af guld’, der æres i danskernes folkesjæl, refererer til traditionen for solidaritet, men den får ligesom også en bismag i næste linje, hvor guldet åbenbart fås på flaske (dansk alkoholkultur, bodegahyggen, det kunstigt skabte humør) og fra jordens danefæ (en henvisning til Oehlenschlägers nationalromantiske digt “Guldhornene”).
Guldet kan altså være både kulørte lamper og fortidsdyrkelse.

I den musikalske bro gør sangens jeg sit ophav personligt og forbinder sig med sin slægt, men også her er dobbeltheden på spil, for han kun ‘vistnok’ et produkt af kærlighed.


Det er en sang om at forlige sig med sit land på trods. Det er en sang med mange nuancer, der let overses, hvis man kun vil se forsimplet sort/hvidt. Det er absolut ikke nogen nationalistisk tekst, men absolut en sang om også at holde af det sted, hvor man (nu engang) bor. 


fredag den 30. december 2016

NYTÅRSTANKE: HVEM KAN SAMLE NATIONEN?


HÅBEFULD NYTÅRSTANKE OM VORES DANMARK


Sådan så min fine Dannebrogsvimpel ud efter den sidste storm. Et splittet, forhutlet stykke stof, som jeg hellere må få skiftet ud, inden det blæser væk ved næste vindstød af stormstyrke. Det stormer også ude i verden, og der er uforudsigelige kræfter ved magten mange steder. Fra Putin i øst over Islamisk Stat, al-Assad og Erdogan og Trump i vest. Hvad går vi mon ind til? spørger vi hinanden.

Vi skutter os i lillebitte Danmark. I tal er vi ikke ret mange, og selv om man skulle tro, at mennesker i så lille et område med et fælles sprog må være ret ens og dermed enige om meget, så er det ikke sådan. Det med nationalkarakteren, danskheden, kan virkelig bringe vores sind i kog og grave grøfter mellem os. Vi ser forskelligt på mangt og meget, alt efter hvad vi lægger mest vægt på og har mest blik for. De seneste år har det i perioder set ud, som om vi er ved at knække over på midten, så vi truer med ødelægge os selv indefra. Tonen har været skinger i begge grøfter. I vores reaktionen på de radikaliserede, er vi selv blevet radikaliserede. I den ene lejr har episoder omkring behandlingen af fremmede fået folk til at "skamme sig over at være dansk", ligesom man har beskyldt andre for "fremmedhad og kynisme". I den anden lejr har man skældt anderledes tænkende ud for "naiv stupiditet" og for at være "muslimrøvslikkere".

Der er alvor bag de gensidige beskyldninger, og sagen er jo også dybt alvorlig: Det gælder vores lands fremtid. Det gælder de dybeste idealer for en kultur som den danske. Det gælder vores skrækscenarier og vores ønsketænkning. Vores frygt og vores håb.
Ligesom en storm bliver pisket maksimalt op som breaking news på tidens tv, shitstormer vi i rørte vande på de sociale medier. Raketterne ligger med lunten tændt ved enhver given lejlighed. Et had, hvis omfang enten var meget mindre før, eller som ikke var nær så synligt før cyberspace, eksploderer nu i fuld offentlighed i opslag, der konstant læner sig op af trusler og krænkende injurier. At læse kommentarer på nettet kan være ødelæggende for enhver ansats til godt humør og tro på menneskets egentlige godhed. Det er ofte rødglødende had, der smides på bålet.

Danmark er ikke bare ét land. Vi er ikke én nation. Danskerne er ikke ét folk. Det har vi vel reelt aldrig været, selv om den kristne konge Harald Blåtand formelt samlede riget i 900-tallet. Spørg min bedstefar, der var daglejer i Østjylland om forholdet mellem bondestand og herremænd i gamle dage og om det fælles Danmark. Spørg fabriksarbejderen og industrifabrikanten i klassekampens tid, og i dag kan vi passende spørge både det senmoderne samfunds økonomiske elite og en ung, ikke særligt integreret efterkommer af indvandrere. Hvor er deres nationale fællesskab henne? Hvad består deres fælles danskhed af? Hvori er mit eget værdifællesskab med fx en ateistisk it-milliardær på Strandvejen, en muslimsk kvinde i blokkene på Motalavej i Korsør, en amfetaminpåvirket ung mand på et natdiskotek i København, en vejrbidt kartoffelavler og dansktopelsker i Nordjylland eller en frådende dødsmetalfan på et spillested i Aarhus? Hvor er vores fælles Danmark henne?

Det er der umiddelbart ikke meget af. Men måske kan det komme i højere grad? Det hele handler jo trods alt om, hvad vi fokuserer på, og hvordan vi formidler det. Den tanke kan der være håb i. Hvad er vigtigt, og hvordan udtrykker vi det? Og vi deler trods alt alle sammen mange stykker gade og vej i vores livsforløb.
Bertel Haarders Danmarks-kanon var et forsøg på at destillere nogle danske kerneværdier ud, men selv om den kan bruges som udgangspunkt for debat og stillingtagen, kommer den næppe til ligefrem at bygge bro over det mere og mere splittede Danmark, ligesom vi deler vand i hanerne og vind i håret.
Det nationale spørgsmål burde vel egentlig ikke fylde så meget her i det senmoderne informationssamfund, hvor globaliseringen skulle være temaet. Ikke desto fylder det næsten alt igen, ikke bare herhjemme, men overalt i den vestlige verden.
Jeg er selv gået over stregen i stillingskrigen mellem den ene og den anden grøft, og dermed har jeg bidraget til at tilspidse, piske op og skabe de uforsonlige fronter, der kan bliver vores helt store nationale problem i årene fremover.
Selvfølgelig skal vi ikke blive mundlamme af ren og skær paranoia over at komme til at piske op. Men vi kan måske godt hjælpe hinanden med lige at justere lidt på volumen-knappen og distortion-pedalen, når vi kammer over. Al konfliktforskning demonstrerer, hvordan man kan undgå at få uoverensstemmelser til at eskalere, når parterne bliver mere bevidste om visse mekanismer i kommunikationen.

Der er altid rabiate typer på begge sider af det nationale spørgsmål. De vil nok altid være der. De, der ikke søger forsoning og forståelse, men kun går efter adrenalinkick´et i den opgejlet atmosfære af drama. På den ene side står der nogen og råber "nazisvin", på den anden side råber de "perkerelskere". Men de fleste af os har trods dyb uenighed en slags uudtalt overenskomst med hinanden om, at vi har alle har retten til at ytre os til en vis grænse, og at vi måske gensidigt også vil være villige til at slibe lidt kanter og sluge nogle kameler i helhedens tjeneste. Det er vel den nok så berømmede danske, hyggelige fleksibilitet i fællesskabets tjeneste - arven fra andelsbevægelsen, højskolen, fagbevægelsen og hippietiden. De fleste af os evner faktisk at trodse vores selvcentrering så tilpas meget, at vi - omend modvilligt - vælger at bøje os for den helhed og det fællesskab, der vokser ud af de demokratiske processer.
Men retorikken er løbet af med mange af os, og vores tilspidsede tanker skaber nogle oppiskede følelser, der udløser en bestemt slags ekstrem adfærd. På begge sider i det mere og mere splittede Danmark føler vi os provokeret og nødsaget til at tage til genmæle, og mange af os går i vores reaktioner hen og bliver hadprædikanter i det små. Vi maler os op i vores hjørner og sidder som konger bag vores computerskærmes små riger og shitstormer hinanden.

Udtrykket "Den, der trækker nazikortet, har tabt" er blevet et udbredt slagord de senere år. Det kan der være god grund til, men det er også en rigtig uheldig måde at modarbejde, at nogen taler fascistoide tendenser imod. Det udtryk er lige så usandt som P3's slogan "Det, man hører, er man selv". Det er vist ikke sandt. Vi er først og fremmest det, vi gør. Og det, vi undlader at gøre.
Det er altafgørende i tilspidsede faser, som vi må siges at være på vej ind i nu, at vi er opmærksomme på, at den totalitære forenkling på begge sider af det usynlige hegn i mellem os ikke får lov at stå uimodsagt. Selv om alle mennesker nok hemmeligt længes efter enkle sandheder, er såkaldt sandhed næppe nogensinde noget, der er sort/hvidt. Sandheden er næsten altid spraglet og komplekst nuanceret. Det er ikke betonbudskaber, der vil få Danmark til at overleve som kultur og som nation i den utilregnelige, nære fremtid, som vi  også i internationalt perspektiv står foran. Det er ikke nogen form for fundamentalisme, der løser den opgave værdigt.

Den mest synlige fundamentalisme er naturligvis den morderiske version i jihadismen, der spreder rædsel overalt og rystende effektivt bidrager til at polarisere også vores samfund. Den har allerede sejret ad Helvede til ved at kile splittelse ind mellem hele den vestlige verdens befolkninger. Jeg tænker, at jihadismen i sin grund må være opstået på en kollektiv oplevelse af dyb krænkelse. Nede under den synes der at ligge en hyperfølsom 3. verdens oplevelse af imperialismens tromlende overmagt. Et længe næret had til den vestlige undertrykker og en dirrende kollektiv hævntørst, der i en primitiv, forenklet version af islam ud fra ganske få udvalgte skriftsteder fra Koranen finder den perfekte indpakning til bombebælterne. Det har ikke meget med religion at gøre; det er rendyrket terrorisme med en tynd religiøs fernis.

Men jihadismen er langt fra den eneste slags fundamentalisme i tiden. Fundamentalismen er jo en tilværelsesholdning, ifølge hvilken folk mener at være i besiddelse absolutte sandheder på alles vegne. Den slags er der faktisk en del af også udenfor islamismen. Den er der også i form af en ganske vist ikke-voldelig, men meget arrogant, dansk kulturradikalisme, der til tider aggressivt hævder retten til at træde på al anden kultur og især på det, der opfattes som helligt af andre med en demonstrativ hævdelse af ytringsfriheden som mærkesag.

Fundamentalisme spiller på enten arrogance eller frygt, og frygtbaseret er også det fremmedhad, der altid florerer i utrygge overgangsfaser, og som i sin kerne ønsker at dæmonisere bestemte befolkningsgrupper for at skabe en fælles fjende. Intet kan som bekendt samle en nation som en fælles fjende. Den fælles fjerde er noget, der kan samle folket - i hvert fald for en tid. Ja, træk bare nazikortet her! Det vil være historierevisionisme ikke at turde drage paralleller til andre epoker af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekt. Gammel østtysk praksis, hvor man simpelthen fjernede de kapitler i historiebøgerne, der ikke passede med den herskende holdning i partitoppen. Putins sabelraslende Rusland kunne være et bud, men lige nu ligner muslimer den fælles fjende i Danmark. For nogle danskere er det selve deres indvandrerbaggrund, der skaber modviljen mod dem; for andre er det de antidemokratiske sider af sharia, der trigger modstanden; for nogle er det kvindeundertrykkelsen, for andre er det måske mistanken om, at når moderate muslimer ikke tydeligere og oftere offentligt tager kollektiv afstand fra enhver form for islamistisk terror, så skyldes det måske, at de i virkeligheden nærer en hemmelig sympati for terror mod de vantro. Mod os.
Disse sider af islam overdøver ofte fuldstændig visdommen i en islamisk livsførelse, der kan virke en hel del mere respektabel end megen udbredt dansk livsstil.

På den anden side: Alle vi såkaldt frisindede kulturfolk skulle måske gøre os den ulejlighed at forsøge at sætte os ind i, hvad det er for en modvilje mod fremmede, som mange danskere reelt føler så stærkt. Det er klart, at det ville være bedst, hvis det vrede fremmedhad, som frygten afstedkommer, ikke var der. Men den er her. Hvad er mon så det modsatte af frygt, vrede og had? Tillid, mod, sindsro, glæde, tolerance, kærlighed, venlighed måske. De principper ligger ikke nødvendigvis højest på alles hitlister, og hvis de ikke ligger lige for i mange uforsonlige sind, kan vi åh så frisindede så i det mindste gøre os den ulejlighed at sætte os ind i, hvor provokerende det kan virke på andre, at de føler deres fædreland invaderet af folk fra fjerne områder af verden. Folk, hvoraf en del måske slet ikke har til hensigt at lade sig integrere, fordi de har deres fundamentalistiske lovreligion og en masse kulturtradition med sig. Tilsyneladende praktiserer de i manges øjne til tider det modsatte af "skik følge eller land fly" - det ligner en stolt "my way or the highway"-attitude. Det må nødvendigvis skabe modvilje hos mange af de danskere, der var i landet først.

Men selv om man kan oparbejde en vis forståelse for modviljen, så kommer det dog aldrig til at kunne retfærdiggøre en generel dæmonisering af fremmede. Det kan simpelthen ikke være etisk forsvarligt, hvor skeptisk man end måtte være overfor visse sider af islam. Det kan ikke være menneskeligt acceptabelt i en vestlig kultur, der trods alt stadig lever på den inspiration, der oprindelig udgik fra en gudbenådet tømrersøn fra det mellemste østen. Om nogen var han en forsoningens foregangsmand.
Det er et kritisk dilemma. Vi må løse det bedre, end vi hidtil har gjort, hvis ikke fronterne skal trækkes yderligere op de kommende år. Ét samlet Danmark er en nationalromantisk fantasi, som vi næppe nogensinde vil kunne udleve. Vi er så forskellige; vi er mere eller mindre rige og fattige; vi er i større eller mindre grad tabere og vindere; vi er mørklødede og lyserøde; vi er Enhedslisten og DF og en masse midt imellem de yderpunkter, og vi tror på (næsten) Intet eller (måske) på Noget.
Danmark er en blandet landhandel, men der er trods alt samlende principper og levende traditioner. Vi skal alle være her, og vi har ret til at være her – det er god, gammel dansk stil. Vi har ret til frit at tænke, tro og té os, så længe det ikke skader, truer eller ydmyger andre. I disse år går en ultraliberalistisk tendens ganske vist løs på den velfærdsstat, de fleste af os var så stolte af førhen. Vi beskyttede de svage, de syge, de gamle, de uheldige. Vi har tradition for social tænkning her til lands. This is not America, som salig David Bowie sang.

Kan det tænkes, at vi over en bred kam kan skærpe vores bevidsthed om, at vi bidrager til at splitte nationen yderligere, hvis vi ikke begynder at dæmpe vores hidsige sprogbrug omkring disse temaer? Og kan vi i givet fald få denne bevidsthed til at sprede sig imellem os? Som et overordnet perspektiv, vi jævnligt minder hinanden om, fordi der næppe er mange af os, der reelt set ønsker at puste yderligere til polariseringen af danskerne. Vi skal ikke have pigtråd på hegnet imellem os. Kan vi i stedet for altid at være så overopsatte på at levere vores egne selvnære pointer med punch i handskerne gå mere på udkig efter helheden, den større sammenhæng? Helikopterperspektivet. Som det, der er større end os selv, i dette tilfælde: nationen Danmark, ikke bare i hver vores version. Så vi ikke risikerer en dag først for sent at opdage, hvor godt et land Danmark egentlig var engang.

Hvem er det mon, der kan hjælpe os i retning af at samle nationen i stedet for at splitte den yderligere? Hvor er de typer henne i politik og kultur? Jeg efterlyser IKKE den stærke mand. Heller ikke den hårde kvinde. Jeg efterlyser mænd og kvinder, der tør stå ved deres egne og deres lands svagheder og dilemmaer, og som har talenterne til rummeligt at tænke os sammen som et mangefacetteret folk, der alle forskelle til trods lever inden for visse, rimelige grænser. I et land, hvor hovedsproget hverken er engelsk, arabisk eller kinesisk, men dansk. Hvor det største religionssamfund for tiden nok er en slags ateistisk præget videnskabstro. Men hvor mange andre ikke desto mindre gør sig forestillinger om noget, der er større end dem selv i en livsstil, der kan være inspireret af traditionel såvel som alternativ kristendom og af en buddhistisk orienteret spiritualitet a la salig Leonard Cohen.

Findes de mon, disse med længsel ventede politikere og kulturpersonligheder, som er i stand til at gribe ind og redigere i dette mere og mere splittede billede af Danmark? Er de her, og kan de bremse splittelsen af folket og gribe ind uden brug af primitiv populisme og opgejlet propaganda? Kan en ny slags forbilleder mon tydeligt nedprioritere egne, snævre interesser og samtidig - især og hele tiden - tage ansvar for dette højere perspektiv og hjælpe os meget forskellige danskere til rettidig besindelse? Så vi ikke skal risikere først for sent at indse, hvor godt et land, Danmark egentlig var. Hvor er disse forsonende, samlende figurer i politik og kultur lige nu? De, der ikke ligger under for hverken vredt fremmedhad, blind naivitet eller kynisk resignation. Hvem er I, som kan påtage jer funktionen som inspirerende rollemodeller for alle os i den blandede landhandel, Danmark, i en historisk afgørende periode? Det er præcis IKKE den stærke mand eller den hårde kvinde, der efterlyses. Der er brug for en ny slags inspirerende foregangsmænd og -kvinder nu, så vi danskere ikke kommer endnu længere væk fra hinanden. Kom frit frem. SAML NATIONEN!"


Michael Falch 31.12.16