søndag den 27. november 2016

PROTESTSANGE MOD TYNGDEKRAFTEN


                                    


Flitsbuedrengen på coveret er mit første barnebarn, Valdemar, som nu er 9 år. Hvad han så bestiller der på forsiden? Han står der i hvert fald, fordi han gerne ville hjælpe sin morfar, som længe havde gået med linjen ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” i hovedet. Den har ligget som en undertekst i hele den periode, hvor sangene er blevet til. Den udtrykker i virkeligheden en hel lille ”tilværelsesposition”, som det hedder med en klods af et ord, der bruges til at fortælle, hvordan man overordnet forholder sig til livet.

Jeg tager mit udgangspunkt i nattedrømmene, hvor vi – ligesom med ført hånd – bliver trukket rundt i en manege, som vi ikke selv kan styre med vores vilje. Vi er nede i et mere underbevidst lag, hvor oplevelser og mennesker fra alle vores livsfaser, selv afdøde, ja, selv fiktive, os ukendte personer, synes at optræde, som om de var til stede lige her og nu. Dvs. at i drømmenes mystiske virkelighed findes det hele der samtidig. Hvad jeg sansede som 9-årig eller som 16-årig står i mine nattedrømme præcis lige så nutidig skarpt, som det, jeg oplevede i går.
Der er sikkert en filosofisk-spirituel skole, der dyrker denne grundtanke om en mystisk dimension med en hel anden tidsfornemmelse en vores almindelige, men jeg har ikke kunnet spore den. Det er nok for mig, at min albumtitel knytter sig til en anden slags oplevelsesmåde end den gængse. Deraf også ordet ”PLUDSELIG” i titlen. Det er altså en idé, en fornemmelse, en erkendelse, der kan opstå ud af det blå, som når man kommer kørende på den jyske højderyg i retning mod Thyborøn, og landskabet så lige pludselig åbner sig op til alle sider, så man med ét får et totalt overraskende view ud over lavlandet og Vesterhavet. Sådan som aha-oplevelser virker på os. "Pludselig Alting Samtdig" bliver ligesom et PAS, der giver adgang til nogle andre vinkler at skrive poetisk på. 

Det store aha i min fortælling her er tanken om, at alting eksisterer i en samtidighed, som vi kun kan ane og få et glimt af. Dvs. at vi, som ellers tror at vide så meget, muligvis ved ufatteligt lidt om den helt store sammenhæng. Komisk lidt måske endda. Den slags tanker giver en anden hemmelighedsfuld undren, end vi kan finde i vores daglige selvfede indbildning om selv at være gud i vores eget liv.
Det åbner for undren og dermed for poesien. For mig har det nok været en bevægelse væk fra den mere konkrete sammenhængende historiefortælling og ind i mere fragmenterede tekster. Lidt tættere på digte. De senere år har jeg ligesom fået åbnet en dør ind til et rum, hvor jeg kan skrive, hvornår det skal være. I min første erindringsdagbog, ”Helligdage” fra år 2000 havde jeg et afsnit om skriveblokering. For mig virker det nu som noget fra et andet liv. Via 14 år nu med meditation hver morgen oplever jeg det – uden at det forekommer mig det mindste hula-hula-haleluja-agtigt - som om jeg nu har fået et pas til en paralleldimension, så jeg bare kan tænde for inspiration til sangene, som var det en magisk poetisk vandhane, jeg åbnede for. Det har bragt mig ud i det, jeg kalder ”psykologisk poesi”, eller en sangskrivning, der ligger nede i mindre bevidste lag. Det har været en meget stor opdagelse for mig, og som man kan aflæse af mine udgivelser de seneste 10 år, så skriver jeg mange sange i disse år.



Når sangene så bliver til demoer, bringer jeg dem ind i næste fase, hvor produceren kigger med. Denne gang er det Mahler og Bir, der har svinget dirigentstokken. Vi kan jo gode røbe, at kunstnernavnet er et alias for Christoffer Møller og Lars Skjærbæk, der spiller hhv. tangenter og guitarer i DÉT BAND, som jeg er så heldig at kunne kalde mit. ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” er nok det mest producerede album, jeg har udgivet, siden Nils Henriksen i sin tid producerede ”Vindueskigger” og ”Black-out” for MALURT. Lars, Christoffer og jeg har arbejdet sammen som en trio, og ud over at producere og arrangere sangene har de været involveret i at skrive musik til halvdelen af numrene på albummet. Jeg har stræbt efter at tage imod inspiration fra dem og fra vores synergi og fra al den krævende og indædte fight, der også ligger i sådan et samarbejde. Vores forsøg er gået ud på at rykke mig lydmæssigt et sted hen, hvor jeg ikke har været før. Selvfølgelig har vi ikke helt fjernet tæppet under min musikalske identitet og den efterhånden mangeårige tradition, jeg står på. Men det står for mig som den værste skræk at komme ind i en ond cirkel, hvor man groft sagt reproducerer sig selv om og om igen fra album til album. 
Uden at virke gemacht og fortænkt skulle mit 13. soloalbum ikke lyde som noget, jeg tidligere har udgivet.


                                             

Neils Youngs udsagn om, at rusten aldrig sover, blev for mig til noget af en læresætning i sin tid. 90erne var et svært årti for mig. Jeg kæmpede hårdt for at finde fodfæste i en identitet, der ikke bare var ham, der var populær i 80erne. Mine nye sange tog ikke fat på samme måde som førhen, og de fik svært ved at bide sig fast på mine egne sætplaner. Der skulle en decideret kollaps til, før jeg kunne begynde at se en anden retning end den deroute, jeg var ved at gøre til meningen for mig selv. Jeg har jo altid haft en rimelig kampgejst og en god portion ærgerrighed, og selv om jeg var heldig at få en rolle i en vellykket tv-serie, kunne jeg ikke stille mig tilfreds med at ende som ”ham, der var med i ”Rejseholdet”. Jeg har glædet mig over mine lejlighedsvise eventyr i filmens verden, men det er sangene, der er mit hjem. Jeg vil først og fremmest være sangskriver.

Drengen med flitsbuen på coveret, som sigter ud i verdensrummet med sin pil, er vel det drømmende barn, der bor i enhver voksen, der ikke har mistet sin livsgnist og sin kampgejst. Når vi mister tilliden til, at vi kan nå mere som mennesker, så er målet vel nået eller fælden klappet. Når vi opgiver af søge den ægte balance i os selv, så er det nok, at vi begynder den lange dødskamp, hvad enten det sker i form af apati, vrede, misbrug og/eller depression. Vi holder op med at spænde buen; vi tror, at fremtiden er forsvundet i vores udsigt; vi lukker ned. Jeg kan ikke tillade mig at hævde, at håbet kan leve i alle, for jeg har set et par mennesker, hvor fremtiden vitterlig var kommet til at ligne en kulsort skærm. Men de fleste af os skal simpelthen bare have fjernet vores blinde vinkler, så vi kan se, hvor mulighederne nu har rykket sig hen. De er der, men vi kommer måske ikke sovende til dem.

”Sigter efter månen” er tæt på nattedrømmene. En særlig natlig ensomhedsfølelse i slægt med ”Palle alene i verden”. Der sker ting i sangen, der er mindre konkret forståelige, fordi sandheden netop ikke altid er konkret. Det er nogle fragmenter af en nattestemning, hvor fortidens smerte har frit slag, og hvor enhver nutids gimmicks laver larm. Fra Halloween til Black Friday. Den filosofiske formel bliver, at fremskridtstroen er livsvigtig for mennesket, og at midlet bliver at forbedre vores evne til at være medmenneske. Det er som om, at det mest triste ved livet egentlig ikke er, at vi skal dø, men at vi risikerer at holde op med at elske miste vores gejst, længe før vi dør.



For tiden er jeg ikke er nær så meget i ”kampen mod mig selv”, som jeg har været. Der var nogle store bump på vejen, som jeg er kommet over. I hvert fald for en tid. Der kan selvfølgelig sagtens komme flere af dem, lige pludselig. Men jeg har været så heldig, at jeg er kommet til at føle, at jeg mener at være tættere på at finde ”min rette størrelse”, end det var muligt for mig tidligere. Jeg måtte sluge nogle kameler for at komme til at indse mine begrænsninger, men til gengæld kan jeg nu sige, at inden for visse rammer, der kan jeg udfolde mig max.!

”Mod indre uro” er en sang til andre, der står midt i de store dilemmaer og er plagede og ramt på sjælen. Jeg føler, at jeg undervejs har lært fortvivlelsen at kende, i mig selv og i andre, men at den ikke længere – eller i hvert ikke for tiden – er en skræmmende modstander for mig. Jeg har jo stadig kontakt med mange mennesker, der befinder sig midt i deres hårde livskamp og søger med lys og lygte efter holdepunkter for at kunne rejse sig igen.
Nu er det for mig ikke sådan, at jeg vælger temaer, som jeg så skriver sange ud fra. Jeg læner mig helt op ad umiddelbarheden der. Og min umiddelbarhed er kraftig, somme tider alt for kraftig, og så bliver den en modspiller. Men der kommer umiddelbart nogle ord, som trækker nogle andre ord med sig, når min indre dødkedelige perfektionist ikke blander sig for meget, og så opstår der pludselig en sammenhæng, en lille miniatureverden. 
For mig er poesi ikke noget, jeg kan bestille eller bestemme mig for. Det er dybest set ikke noget intellektuelt projekt. Poesien kommer, som den vil, og i så høj grad som jeg er modtagelig for den. Jeg er jo ikke lyriker; jeg er ikke digter. Jeg er sangskriver. Min lyriske antenne er ikke så veludviklet som de rigtige digteres. Til gengæld kommer mine verslinjer med melodi og akkorder på, og den sammensmeltning af poetiske linjer og melodi, der bliver leveret i en rocksang af en art, er min mission.
Den psykologiske sangskrivning har jo meget at gøre med valgte af fokus. Når jeg skildrer sider af det mentale eller det åndelige, så er jeg selvfølgelig afhængig af, at tekstlinjerne ikke bliver kliniske, men poetiske. Jeg stikker en finger i jorden og rækker den i vejret og håber det bedste.
”Mod indre uro” er egentlig den tekstlinje, der står på etiketten på hård sovemedicin! Så min måde at dreje den på er nok ikke ligefrem nogen støtte til medicinalindustrien! Det bliver eksistentielt. Hvad kan være modgiften mod den dybe uro? Sange kan være en ven i nøden, når vi er i ensomheden og fortvivlelsen. Det er igen den der ”psykologiske sangskrivning”, som jeg egentlige mener, at John Lennon opfandt med en sang som ”Mother”. Men hvis vi antager, at indre uro er et vilkår for langt de fleste, i hvert fald følsomme, mennesker, så bliver det også en livsopgave for hver enkelt af os at finde frem til det, der kan være modgiften mod uroen. Og vel at mærke en modgift, der ikke bedøver, men holder os i skarpt nærvær. Det er den større sammenhæng, som vores erkendelse uafladelig søger, men som aldrig kommer på kommando. Det kan være der, hvor vi pludselig er i stand til at forlade vores position med overgjort fokus på vores frustrationer og får et helt nyt blik for taknemmelighed.  

Mit nye album rummer en gennemgående rød tråd omkring vores måde at kommunikere med hinanden på. Det sproglige. Det åbner med den typiske tavshed i en elevator, og så forsøger jeg ellers at følge ordene rundt i mange slags livssituationer, fra barndommens definerende oplevelser, og de unges drøm om skæbne, i forelskelsen, i fortvivlelsen, helt dertil hvor ordene ikke rækker, og sangene forstummer ved selvmordsforsøget, i regnskabets time og endnu længere ud til der, hvor vi siger farvel til et nært medmenneske. Og en sjæl forlader jorden og rejser ud i verdensrummet.

En sang som ”Vogt dig” leger noget lakonisk med den paranoia, der med god grund præger en tid som vores. Den består jo meget markant i den konstante trussel fra de voldelige jihadisters side. Det er både dem og alle andre slags fundamentalister som fx tidens aggressive ateister, jeg tænker på, når jeg synger om ”manden, der aldrig ler”. Humoren er altid det første, man mister, når man bliver firkantet. Den militante terror, der bruger Islam som dække, har desværre været en enorm succes indtil nu. Det er lykkedes jihadisterne at skabe en markant polarisering i den vestlige verden, og herhjemme har flygtningespørgsmålet pisket stemningen op og øget afstanden mellem os. Ligesom jidadisterne kommer vi til at fokusere på en ydre fjende. Det matcher vores kulturtilstand rigtig godt, fordi vi lever i en kulturfase, hvor evnen til selvkritik er ved at forfalde, og hvor vi puster en gold ego-narcissisme op med vores selfiestænger og indsmigrende facebookfotos. Se bare min egen facebook-side! Men djævelen bor jo i hver enkelt af os, i dig. I mig.    
Men disse store ydre trusler, og den kulturarrogance, der præger et offentlighed som den danske, bidrager til at fjerne det kritiske blik fra os selv. Og det er måske den største fare: At vi ikke aner, at vi selv hver især er den farligste fjende. Og så er der jo ham, der advarer os mod alle farerne og fjenderne, altså i dette tilfælde mig. Så tæppet bliver trukket væk under sangskriveren og enhver anden, der puster sig op som bedrevidende autoritet… ”I keep a close watch on this heart of mine”, sang Johnny Cash. Det er ikke ret udbredt i vores tid. Vi lever ikke efter Søren Kierkegaards recept. Han roterer nok i sin grav på Assistents over os og vores tid!

Det med at fylde 60 år bliver selvfølgelig et tema. Det er jo en skillelinje, også selv om 60-årige idag ofte har noget mere punch i handskerne, end de havde det, da jeg var dreng. Men for mig, der som ung ikke regnede med at kunne blive 30 år, er det mest noget, der giver mig smil på læben. Jeg har været så snydeheldig at kunne holde mig i en nogenlunde fysisk form, fordi en diskusprolaps på min 40 års fødselsdag lige siden har tvunget mig til daglig træning. Jeg løb så panden mod en mur for små 15 år siden og måtte mentalt ned at skrabe bunden. Men da jeg først indså, at en omlægning af min livsstil og en korrektion af mine tankemønstre måske kunne give mig livsglæden tilbage, så blev min kollaps pludselig et vendepunkt, der blev enormt konstruktivt. Jeg er måske nok i min anden eller tredje panikalder, men jeg faneme taknemmelig over at opleve en kreativitet så heftig, som jeg ikke har kendt siden de første år med MALURT. Så de 60 år er ikke nær så skrækindjagende, som jeg førhen troede, de ville blive. Jo, jeg mærker måske nok dødens ånde i nakken lidt tættere på, sådan er det. Men jeg er kommet ud i ”forlænget spilletid”, tænker jeg, og der skal sparkes nogle bolde i kassen nu, også fordi jeg er klar over, at jeg måske ikke har en evighed til det.

På nogle områder er jeg imidlertid ved at gå i stå. Jeg tror fx, at jeg har været til min sidste stadionkoncert. Der skal jeg ikke være længere. Jeg har oplevet alle de navne, jeg godt ville se. Resten kan jeg tage, når de måske en gang kommer helt ned i størrelse igen. U2 var det sidste af mine hovednavne, jeg manglede at se live. Da jeg så dem i Horsens sidst, var det ligesom om, at nu havde jeg været der. Tog så selvfølgelig lige Neil Young igen-igen-igen i Forum, og Dylan igen-igen i Falkoner, og så lige Stones igen på Roskilde. Nu er der nyere navne, jeg måske gerne vil fange - Tame Impala fx er jeg ret meget oppe på for tiden. Men det bliver ikke på store steder.
Men selvfølgelig gør det indtryk, at de helte, jeg rådyrkede som teenager i Tønder, stadig er så vitale. Rocken måtte jo med tiden opgive udelukkende at se sig selv som ungdomsfænomen, da artisterne begyndte at ældes. Nogle forsvinder jo, men andre er i stand til at holde sig i tiden, om end ude i kanten af tidsåndens billede. Og selv om man skræller sex og drugs fra, så er der jo stadig rock´n´roll tilbage. En musikform så bred, at den kan rumme alt; en kategori så tom som varm luft. Men alligevel knytter mange af os en hel masse principper, stemninger og adfærdsformer til navnet. For mig betyder rock´n´roll slet og ret ”livsgejst”!

Det er stort for mig, at nogle af min gamle sange, som fx Mød mig i Mørket og I et Land uden høje Bjerge har overlevet hele den tur fra dengang og stadig kendes af mange. I svære tider måtte jeg ligesom bruge dem som krykstokke, fordi mine nye sange dengang havde svære vilkår. Men siden mit comeback i 2006 har mine nye sange fået meget mere fokus, og jeg hviler ikke længere så tungt på de gamle hits. Men de gør nu stadig et godt job for os alle derude på scenerne.
Jeg har stadig ambitioner. Jeg er ikke ude på at klinge af nu. Der kan også gå ild i gamle huse, som man siger, og jeg føler mig for tiden meget beslægtet med den grundfølelse, jeg havde i tidlig MALURT-tid. Der er noget, jeg vil! Jeg tror også, at dette års samarbejde med Poul Krebs har været godt for mig. Vi har virkelig haft mange smukke oplevelser sammen derude på scenerne, og jeg har nydt det og hvilet i det. Jeg behøvede ikke sparke så meget til tingene, fordi jeg vidste, at jeg til marts skal ud med noget, der larmer en hel del mere.
Til marts tager jeg på en turné med DÉT BAND til en stribe landets bedste kulturhuse og med et meget heftigt og rocket udtryk efter det nye album.

Jeg er sangskriver; jeg er hverken terapeut, prædikant eller en Svend Brinkmann. Det virker på mig, som om han - en bestseller-psykolog med hul igennem til tidsånden - desværre standser ved fortvivlelsen. Han har sine fine provokerende pointer, men det er, som om han tror, at alle mennesker som udgangspunkt bare er robuste, velbjærgede, feel good-overskudsmennesker, for hvem det er et stort tag-selv-bord at vælge livsholdninger og livsstil. Folk som Brinkmann synes ikke at regne fortvivlelsen ind i deres teoretiske verdensbilleder. Måske fordi de ikke kender den indefra. Brinkmann har udtalt, at han ikke selv har været i noget langvarigt terapeutisk forløb, fordi han ikke har brug for det. Måske derfor kommer han til at tro, at alle har lige så frit valg på alle hylder, som han selv har. Jeg tror simpelthen ikke, at han kender den halvdel af den danske befolkning, der ganske vist fungerer, men ikke har nær samme nemme adgang til det gode selvværd, som han har. Gid han ville åbne øjnene for det. Fortvivlelsen er der. Den ligger lige nede under vores tynde hud.

Det er den poetiske tilgang til det at skildre menneskets vilkår på planeten jorden, der kan give mig luft for min undren, min betagelse, min oplevelse af fortvivlelse og min modvilje mod alt for skråsikre typer. Jeg er en stor tilhænger af tvivlen som udgangspunkt. Jeg tror, at de mest sikre ender med en dag at måtte æde deres halve sandheder. Selv en Einstein og en Newton må nok en dag i deres himmel erkende, at de kun var tæt på at gennemskue nogle vigtige sammenhænge. Alle bliver overhalet, og al videnskabelig tro er kun foreløbig. I morgen ser dagens sandhed lidt anderledes ud, og om 100 eller 1000 år er den en sød, naiv vildfarelse, som fremtidens mennesker ryster overbærende på hovedet af. På den måde blive sange som mine lidt en slags protestsange mod tyngdekraften. For selv vores opfattelse af et fænomen som tyngdekraften vil givetvis blive revideret markant en dag. Måske vil det endda blive revolutioneret. Man vil erkende, at det, vi troede var tyngdekraft, i virkeligheden fungerer i en helt anden sammenhæng, som vi intet aner om i dag.

Jeg tror ikke, at åndelig overbevisning eller religiøsitet skal fungere som et værn mod realiteterne. For der er intet værn mod livet. Livet er livet. Tværtimod er det mit indtryk, at religiøse mennesker tit mærker livets dramaer og dilemmaer endnu klarere end folk uden markant tro. Men der ligger nok en befrielse i at erkende, at man ikke selv er gud. At sammenhængen i universet nok er større end som så. Mange åndelige mennesker bliver nok bedre i stand til at være i deres følelser uden behov for at flygte. Men religion er til indvortes brug, mener jeg. For mit eget vedkommende vil jeg nøjes med at vise drengen, der sigter ud i verdensrummet, sikkert fordi han i sin drengedrøm tænker, at han garanteret vil løse universets gåde en dag.

 “Tavs som i en elevator” er en bøn - med det stumme jeg og de unge falsetsangere, der skal illustrere det dilemma, at jeg jo stadig befinder mig lyslevende i tilværelsen, men uden reelt adgangskort til tidsånden. Jeg er udenfor – og ’jeg’ her forstået i bred forstand. Kompensationen for denne langsomme eksklusion, som alle mennesker oplever i deres livsforløb, skulle så være vores erfaring. I teksten følger der nogle ”alting samtidig”-erfaringsbilleder om, hvordan menneskelivet kan tage sig ud for den, der har betragtet det i lang tid, og som står udenfor selve kamppladsen. ”Som et omkvæd” betyder vel de temaer, der er gennemgående. De unge drømmere med deres Jack Kerouac-bog placeret narcissistisk synligt i jakkelommen ønsker sig brændende et legendarisk liv, en skæbne, men er stadig nærmest uden skrammer, så de har stadig kun adgang til myten. Også det kender jeg ret indgående fra engang. Jeg bærer ikke selv min stemme.



Jeg har sådan en fornemmelse af, at langt de fleste af os faktisk slet ikke ønsker at betale prisen for at få adgang til en mere permanent tilstand af ægthed og balance. For mange er prisen nemlig meget høj, og den indebærer måske mange afkald og en decideret omstyrtning af vores selvbillede. Så bliver vi nok hellere hængende i den almindelige leverpostejsagtige frustration, der dog er til at leve med, omend på en utilfredsstillende måde. Vi må nøjes med dette, tænker vi. At gå ind i den forandring, hvor vi virkelig begynder at stå ved, hvad der er vigtigt for os, altså vigtigt for alvor - det er ikke nødvendigvis bare hygge eller fest og ballade.

Måske har jeg nogle af de mest trofaste fans i landet. Der er en pænt stor gruppe mennesker, som måske føler, at de i mine sange kan spejle noget af de eksistentielle temaer, de kender fra deres eget liv. De har været villige til at følge mig gennem op- og nedture gennem årene og er ikke stået af, selv om jeg ind i mellem skifter toneart eller slår en skævert. Det giver mig en stor følelse af taknemmelighed. Jeg ved, at det ikke er nogen selvfølge. Ret beset er det de mennesker, der giver mig adgang til at kunne leve et liv som skabende artist med sangskrivning og performance som centrum. Det er jo dem, der finansierer mit kreative liv og forærer mig meningsfuldheden.
Så har det jo desuden været tydeligt, at mine albums og shows de seneste 10 år har kaldt en masse nye mennesker frem, selv om jeg ikke ligefrem har dyrket middle of the road og solstrålehistorier. Eller måske netop derfor. Det har været en stærk oplevelse for mig at se, hvordan mine sange siden 2006 også er blevet interessante for yngre mennesker, og for folk, der måske ikke kunne drømme om at lytte til mig førhen. Den slags glæder og motiverer også.

Jeg tror, at mange opfatter det sådan, at de er deres tanker. Men tankerne er jo kun en del af vores bevidsthed, af vores sind, af vores sjæl. Heldigvis, for hvor er der meget ragelse i det tankemylder! Det har interesseret mig i at komme ind bag tankerne, ind under sproget, og ind og ud af drømmene. Jeg er kommet så tilpas langt hen i mit liv, at jeg mener, at jeg kan skrive om det, der popper op fra de mere ubevidste lag. Albummet er skrevet til ud fra fornemmelsen af at vågne om natten af en forvirrende drøm. Den drøm, der rummer alle tider i sig, alle ens oplevelser, alle ens følelser gennem undervejs, måske endda noget ur-stof, og som vil fortælle én noget på sit eget mystiske, tavse sprog. Det er, som om den banker på døren til vores inderste og spørger os, hvad vi egentlig vil. 


Sangskrivningen handler for mig om at skabe nogle intense rum. At få oplevelsen af noget meget nært, hvorfra der samtidig er udsigt til verdensrummet. Det er vel noget med at forsøge at koble det intime med noget kosmisk. At skabe den der forestilling om sammenhæng, som vi lever på, vel vidende, at det bare er forestilling, håb. Men håb kan være det eneste værn, vi har, imod den kynisme i livssynet, som jeg først og fremmest synger op imod. Selvmedlidenhed er en fare; vrede en anden, men kynisme er den største fare. 

Selvudleveringen er altid en risiko, når man skriver sange, som jeg gør. Og jeg er villig til at gå langt. Men jeg har også tiltro til, at jeg efterhånden kender grænsen til det kreativt selvudleverende og følelsespornoen. Jeg tror, at jeg har måttet blive ekstremt personlig for at opnå en slags originalitet. Ligesom jeg i de sidste 10 år har måttet tumle gevaldigt med min sangskrivning, ofte med Lars Skjærbæk som min Rick Rubin og sparringspartner i bestræbelsen på at løfte mig et lille stykke ud af det meget traditionelle og det ordinære for at få fat i noget, der musikalsk set er, måske ikke dybt originalt, men dog meget personligt. Og ikke bare er en gentagelse af en formel fra album til album. Selv om menneskers gennemgående temaer reelt forbliver det samme omkvæd, der går igennem vores sang, så er det muligt at finde forskellige vinkler på dem.

Det er jo så nemt at være kæk, når man er på afstand af tingene. Lige nu mærker jeg ingen alvorlige tegn på, at manden med leen ånder mig i nakken. Jeg tror ikke, at jeg er bange for at dø. Men når jeg mærker, hvordan min ellers kurerede højdeskræk igen og igen kan gribe mig med vild frygt, så tør jeg ikke svare for dødsangsten. Alderen bringer os jo statistisk set tættere på. Jeg tror, at jeg vil blive meget, meget tungsindig over at skulle herfra, når den tid kommer. Der er meget, jeg rigtig gerne vil følge længere på vej. Jeg kan pendle mellem et standpunkt, hvor jeg vitterlig kan føle, at jeg efterhånden har prøvet nok, har set nok, har kæmpet nok. For så i næste øjeblik at føle, at jeg jo nærmest først lige for alvor er begyndt igen. Og at jeg fandengalemig vil slås for at nå frem til en dag nå at få formuleret det, præcis som det føles. Ikke som det er, for sandheden er så relativt et begreb. Derfor må jeg nøjes med at drømme om at skrive, hvordan det kan føles at være menneske i vores tid. Og det er faneme også noget af en opgave at stille sig selv. Det er det der med protestsangene mod tyngdekraften.

Michael Falch, november 2016


                                       

                                          

mandag den 10. november 2014

DEN RAFFINEREDE RÅDDENSKAB (RANDBEMÆRKNINGER OM "ROLLING STONES TEATERKONCERT")

     Hvad var det så for noget, hele det der Rolling Stones-tabernakel? Ja, det har der sandelig været delte meninger om. Meget delte, endda, omend kurven for positive reaktioner har været stærkt stigende undervejs. Især de sidste 10 shows i det fremragende rum i Tivoli Friheden har skabt glæde. Eller konstruktiv undren, må jeg hellere skrive, for en komedie var det vel kun glimtvis. En ældre komiker havde set showet i København og sagde til mig: "Jow, det var jo vældigt, som I sang - og sang og sang. Men der var godt nok ikke mange smil!" Jeg synes nu nok, at der er blevet smilet mange gange i salen, men nej - med Rolling Stones som udgangspunkt tager man vel ikke i byen primært for at få sig et godt grin, vel?

    Jeg havde for første gang sagt ja til at involvere mig i en teaterkoncert, selv om jeg egentlig altid har opfattet genren med skepsis, omend ikke med så decideret mistillid som jeg har haft til musical-genren. Og hvorfor så nu - i en alder af 58 år? Fordi jeg ikke kunne sige nej til kombinationen af Rolling Stones og instruktøren Rolf Heim. 
    Et band, hvis myte og sange har levet sit eget liv i mig, siden jeg var dreng, og som jeg vel altid har omgærdet med noget nærmest psedo-religiøst. Så religiøst, som man nu kan forholde sig til så uåndeligt et trip, som det Stones har excelleret i. Og så alligevel... Kan man mon tale om en slags "musikalsk religiøsitet"? For mig har Stones altså - med deres musikalske idealer og på trods af (og på grund af?) deres vrængende, pubertetsagtige tilgang til livet, deres stupide arrogance, deres vulgære narcissisme og platte fallos-kult og deres grænsepsykopatiske misbrugsromantik - nærmest være religiøse ikoner, helgener, afguder. "Manden med den sorte glorie", kaldte jeg den Keith Richards, som jeg skrev et afsnit om i min seneste bogudgivelse, "Trækruter". Stones er nok på én eller anden måde "hellige" for mig, og udsigten til at begå helligbrøde ved at lade Stones-sange indgå i en teaterkoncert tiltalte mig på en lidt syg og kreativ måde. Det kunne kun gå galt. Den slags tiltaler mig. Yes, jeg er på! 

                                
    Desuden har jeg erfaring for, at det gavner min sangskrivning ikke at være skomageren, der altid bliver ved sin læst og kun ser den samme udsigt dag ud og dag ind. Mine sange kommer til live ved, at jeg ind imellem banker rust af, tager mod til mig og foretager nogle ekspeditioner ind i områder af livet, hvor jeg aldrig ville komme, hvis jeg ikke med mellemrum sprang ud af min "almindelige" tilværelse og udfordrede den. 
    Og så var der instruktøren! Rolf Heim har skabt nogle teaterkoncerter, der virkelig har bevæget. Hans Nick Cave- og Leonard Cohen-iscenesættelser har givet ham Reumert-priser, og "Teaterkoncerten København", som jeg så på Nørrebro Teater, fik mig decideret op af stolen i begejstring.
    Forestillingen her var altså den schweiziske instruktør Rolf Heims vision om The Rolling Stones' univers og de indbyggede mekanismer i det. Jeg havde gennem halvandet år forsøgt at bidrage til hans opfattelse af fænomenet ved mange analyser af det særlige aspekt, jeg har døbt "den raffinerede råddenskab hos Rolling Stones", musikalsk såvel som psykologisk og åndeligt. Men jeg har ikke haft decideret "license to preach", kun været den gamle i gårde blandt de medvirkende i hans opsætning, men jo også et menneske, der selv er vant til at være in charge med de udfordringer, det giver på begge sider af bordet... Rolf fortalte mig, at han havde været inspireret af visse aspekter af mit personlige liv og brugt nogle af dem. Fx var sceneneriet til sangen "Happy", hvor den tykke dame med Jack Daniels-flasken angribes af de øvrige medvirkende, inspireret af min beretning om, hvordan det var for mig at tømme mine garderobeskabe for alle de tomme Jack D.- og bajerflasker, der lå stablet, da vi havde spillet sidste opførelse af "Odysseen" på Aarhus Teater tilbage i 1994.
    I modsætning til Rolf Heims succesrige teaterkoncerter over Nick Cave og Leonard Cohen var Stones-teksterne ikke blevet oversat til dansk. Det virkede ikke umiddelbart naturligt at oversætte Stones. Der er ganske vist masser af poesi og tanke i Jaggers (plus lidt Richards') ikoniske lyrik, men de 
simpelthen så ikoniske, også sprogligt, at de nærmest er urørlige. Det er desuden ikke helt rockdigtning som Cohen og Cave (og Dylan) er det. Dog er poesien hos Stones både dybere og skønnere, end jeg havde forestillet mig, før jeg for alvor dykkede ned i den gennem et års forberedelser til forestillingen. Det engelsksprogede i denne teaterkoncert giver - som minus - en sproglig distance og en markant højere sværhedsgrad. Koblingen mellem tekstindholdet og begivenhederne på scenen bliver ikke nær så umiddelbart opfattelig for et dansk publikum, som hvis der blev sunget oversat til dansk i de 21 Stones-sange, som kapelmester Joakim Pedersen og Black Box Theatre havde fået tilladelse til at bruge i showet. Derfor var det ikke muligt at overraske med valget af sange - de gav sig selv. 

                                             
    Rolf Heim virkede fra begyndelsen ikke som den helt store Stones-kender eller -elsker. Han så nok mest bare fænomenet som et 60er-politisk rockband, der var blevet storkapitalistisk international business. I mine øjne havde han ikke for alvor blik for de dybere lag af hemmeligheder i fænomenet Stones, men han fik øjnene op for mere af mystikken og den sorte magi undervejs. Uden måske at finde kærlighed til det, han fik øje på. Stones er bare ikke elskværdige - attraktionen er en anden. Men hvad Rolf manglede i kærlighed, havde han til gengæld i rigt mål i sin respektløshed overfor dinosauren.
    Desuden gør han af princip en dyd ud af ikke at forære publikum sine nøgler. Han lader det meste stå ubesvaret, uløst blafrende i vinden i god David Lynch-ånd. Man må selv prøve at finde (sine) svar. Hans tilgang til Stones var ikke forblændet af beundring, og hans stil efterlader publikum viklet ind i så mange spørgsmålstegn, at der kun er én mulighed: At stå på trippet og tage fordomsfrit med på turen uden at forlange noget endeligt svar. Ellers sidder man bare frustreret, forvirret og måske lidt irriteret tilbage til slut, ligesom den stemning, showet åbnede i: "I can't get no Satisfaction", præsenteret så dræbende langsomt, klippet op med så overdreven suspence, at man næsten er ved at eksplodere af frustration... 
    De fem andre spillere (Kit Majken Mortensen, Cecilie og Simon Stenspil, Sara Broberg og Simon Mathew) optræder ofte som et kollektiv i scenebillederne, og mange blandt publikum har udtrykt, at de syntes, at de så for lidt til mig. Ikke desto mindre sang jeg fire solo-sange mod de andres to hver. Men jeg var sandt nok ikke konstant i billedet i modsætning til gruppen af unge.

                                 
   Min figur, Jack, begynder i rollen som lokumsrenser og er tilsyneladende et offer, da han bliver overfaldet af gruppen af frustrerede unge, der løfter den evige ungdoms fuck-fingre til alting ("Jumpin' Jack Flash"). Men offerrollen er bare et smart skjulested. Jack viser sig nemlig at være "Jack Lucifer", en tvivlsom type og indehaver af den bar/natklub, der ligger over underetagen med toiletter. Den to-delte scenegrafi med natklubbens over-etage og toiletternes under-etage er i øvrigt væsentlig at forstå for at kunne se nogen form for rød tråd undervejs. Nogle af anmelderne så det kun som nogle toiletter med et podie til musikerne ovenpå, og ups - så mangler man fuldstændig den scenografiske nøgle.     

      Episode for episode i billedstormen på de to-delte scene afslører Jack sig som den, der rent faktisk dæmonisk trækker i trådene. Han leverer stimulanserne og iscenesætter sammenbrud i materialismens og hedonismens hellige navn ("Honky Tonk Women" , "Paint it, Black" og "19th Nervous Breakdown"); han udnytter og fastholder de nysgerrige, nydelsessyge og grænsesøgende unge i syge mønstre og styrter dem ud i tomhedsfølelse og elendighed ("Brown Sugar", "Midnight Rambler" og "Gimme Shelter"). Jack er den personificerede afhængighed og er  selv en slave af miljøets destruktive mønstre, og han har tilsyneladende sin private sorg i forhold til showets alkoholiserede tykke dame ("Wild Horses", "You can't always get what you want", "Happy"), men det er ikke desto mindre ham, der holder systemet kørende. En diabolsk rolle, som han kommer til at betale den ultimative pris for at spille. I "Sympathy for the Devil/It´s only Rock´n´roll" ender Jack Lucifer afkræftet og blind som en anden Teiresias fra græsk mytologi. Den aldrende, djævelske rockguddom lider og må have kunstigt åndedræt, mens han rablende og desperat praler af sine bedrifter, inden han mister sin kraft og udånder. Imens hvirvler en ny generation i stammedans omkring rockdjævelens grav, og den dæmoniske ånd overlever ind i en ny tid. Den sorte glorie er givet videre, og stenene kan rulle videre.

    Forestillingen er et koncentrat af mange aspekter, der er typiske for fænomenet Rolling Stones, og selv om der ikke portrætteres nogle medlemmer af bandet, så ser man alligevel aspekter af især Keith Richards, Mick Jagger, Brian Jones og deres imagebærende kærester som Anita Pallenberg og Marianne Faithful i transformerede glimt og kostumer. 
    Det er flirten med døden og pagten med djævelen, der i særlig grad zoomes ind på. Sangene bringes ind på teaterscenen i den specielle bastard, som "teaterkoncerten" er, vel mindst 25% mere teater end koncert, men uden replikker. Musikalsk var intentionen at bevare så meget som muligt af Stones' "raffinerede råddenskab", men også at trække nogle arrangementer helt andre steder hen. "Tumbling Dice" bliver komisk bluegrass, "Midnight Rambler" blive film noir-lydspor, og "Sympathy for the Devil" forsøgte jeg at gøre til en rablende Bob Dylan´sk beretning - den Dylan, der nemlig formentlig har inspireret Jagger/Richards til at komponere nummeret. 

                                                       
    Skuespillerne bliver nogle syrede figurer i et særligt Stones-inspireret univers (især udsprunget af deres gyldne/sorte periode omkring 1968-1971) med masser af små hints og cues, der nok især opfattes direkte af de mest hardcore Stones-kendere, men som andre givetvis fornemmer effekten af. Det er narcissismen og nydelsesdyrkelsen, der kammer over, og det er den arrogante ungdommelige leg med de mørke magter, der ender i dødsensfarlig alvor. Djævelen er hele tiden på scenen, omend ofte i detaljen, og hvor vidt han overhovedet kan jages på porten, bliver et af de store spørgsmål, som forestillingen rejser. Eller må vi - når vi først har taget Fanden på ryggen - så også slæbe ham hele vejen hjem? 
    Sådan spørger enhver ny generation, når de søger ud mod kanten - i 60'erne såvel som lige her og nu i vores egen tid. Når vi holder op med at tro på det gode, fordi det virker så skide hamrende kedeligt, begynder vi måske at dyrke det onde og giver os råddenskaben i vold.
"It's only rock'n'roll" - eller er det nu bare det? Er det selve livets dilemmaer? 
Og svaret på det spørgsmål må vi jo hver især selv rode med (måske) at finde frem til.
















fredag den 24. januar 2014

"HÆRVÆRK"


  Essay fra Michael Falch: Dagen & Vejen & Fuglene, 
  Gyldendal 2012.

„Man kalder det noget andet, end det er
  For man er altid på flugt, kan ingen steder være
  Du forsvandt, som alle misbrugere gør
  Det er kun de forrykte, der tør“
  (fra "Kun de Forrykte" - M. Falch fra Fodspor i Havet)

På Vesterbros Torv, der ligger som et appendiks til Vesterbrogade, bliver tingene virkelig skåret ud i pap for én. Dér står en kirke og en bar nemlig skulder ved skulder. Kirken hedder Eliaskirken, og værtshuset er af en vaks ejer blevet døbt Buddha Bar som for at tilspidse sagen yderligere. Det smager nemlig ikke alene af våde varer, men også af en art åndelig føde. Hvis man nu står på torvet og kommer i tvivl om, hvilken dør man skal vælge at gå ind ad, så vil baren mest sandsynligt vinde kampen på grund af navnets hemmelige løfte om druk med åndeligt indhold.
I min sang „Over Vesterbros Torv“ fra falder du nu har jeg lånt et andet navn til kirken, Jesu Hjerte Kirke. Den rigtige Jesu Hjerte Kirke er en katolsk kirke, der i virkeligheden ligger skråt over for torvet i Stenosgade. Med en sådan lemfældig omgang med geografiske lokaliteter har jeg tilladt mig at skærpe spændingen mellem de to lokaliteter yderligere og for samtidig at bringe sagen ind i en litteraturhistorisk ramme. Netop ved Vesterbros Torv og Jesu Hjerte Kirke er vi nemlig rent litterært på hellig grund. Det var her, Tom Kristensen i sin roman Hærværk lod sin antihelt Ole Jastrau gå amok i et både symbolsk og konkret hærværk. I sin alkoholiserede afmagt og desperate åndelige søgen havde han omsider ved nattetide fået slæbt sig frem til den kirkes dør, hvor digteren Johannes Jørgensen nogle årtier tidligere var konverteret til katolicismen under voldsom mediebevågenhed. Men da døren var låst, gik Jastrau bersærk og smadrede ruderne i kirken. Da han havde gennemført hærværket, søgte han udmattet og utilfredsstillet hen til Vesterbrogade, hvor han endte med at drukne sin sorg og slukke sin tørst i baren på Vesterbros Torv. Vi er en del, der af erfaring ved, at der er en mystisk dobbelthed på spil i nattemørket lige her på dette torv. Det er en kampplads mellem Gud og djævelen.

Alkoholisk i Vælde er Angsten
Tom Kristensens Hærværk har jeg haft inden for rækkevidde siden min ungdom. Dengang læste jeg den som en hyldest til rusen som vejen til den uborgerlige frihed. Jeg blev så tørstig af at læse den, at den nærmest jog mig mod flasken. Siden kom jeg til at læse den dybere, og der viste sig helt andre, overraskende vinkler bag dens umiddelbare drukheroiske fremtoning.
Da Hærværk udkom i 1930, blev den af en nærmest enig kritik afvist som værdiløs, plat og uanstændig. Ikke desto mindre blev den små 70 år senere placeret på en sjetteplads på listen over det 20. århundredes vigtigste danske romaner ved en læserafstemning i Politiken. Det er lykkedes den at holde sig på hylderne gennem årtierne.
Min ungdommelige tolkning af hovedpersonen Jastraus søgen mod rusen som en art selvvalgt frihedskamp havde den erkendte alkoholiker Tom Kristensen selv afvist som illusion, da han skrev på romanen. Han levede og digtede sin antihelt Jastrau som udtryk for et menneske, der netop er underlagt afhængighedens tvang. Der havde ikke været megen inspiration at hente for ham i samtidens lægevidenskab, kun hos ganske få psykologer og psykiatere, men primært ud fra egen erfaring havde Tom Kristensen alligevel samlet sig en enestående indsigt i alkoholisme som en selvstændig sygdom. Han var usentimental, ærlig og frygtløs omkring erkendelsen af sin egen alkoholisme. På spørgsmålet om, hvad det da var, der fik ham til at skrive den bog, svarede han:
„Alkoholisme, den kosmiske følelse af almagt og opløsning paa én gang; ja, man skal jo nok selv vide, hvad det vil sige at lukke lyset ude, sky den klare dag og selv forsøge sig som sol, for at forstaa det. Jeg skrev bogen for at komme ud af det, finde en forklaring, der kunne løsgøre mig. Bogen var en nødvendighed for mig.“
Tom Kristensen var bevidst om, at det terapeutiske arbejde med at skrive Hærværk muligvis kunne tjene som en selvhjulpen vej til ædruelighed. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatteren Aksel Sandemose etablerede han en selvhjælpsgruppe. Kunstnerne mødtes fast for at støtte hinanden i deres afholdenhed, og gruppen hjalp faktisk Tom Kristensen til at holde sig konsekvent ædru i de tre års tid, det tog ham at skrive romanen. Længere blev hans ædru liv ikke, for kort efter udgivelsen af Hærværk tog han et tilbagefald, der kom til at vare resten af hans liv.
Mennesker med den alkoholiske lidelse kan være så forskellige og have så varierede drikkemønstre, at vi trods vores fælles problem kan være svære at betragte som en samlet gruppe. Men vi findes i alle samfundslag, fra bænken til direktionslokalerne, og trods alle de ydre divergenser er kernen i vores lidelse den samme. Inde bag den facade, man viser omgivelserne, vil man ofte hos os alle finde lavt selvværd som et typisk træk. Det kan til tider have udviklet sig til selvhad, der tit ses camoufleret under enten en grandios fremtoning eller en tendens til at skjule sig. Et stemningsleje kan pludselig skifte fra selvhad til storhedsvanvid og omvendt. Der vil ofte være en grundfornemmelse af at være uden for de almindelige menneskelige fællesskaber, en følelse af hjemløshed, en skyhed eller en overeksalteret attitude, ligesom en basal rastløshed, uro, utilfredshed og rebelsk utilpassethed er typisk for mange af os. Alkoholikeren vil bære en ulmende trods eller en aggressiv vrede i sig, hvis den da ikke er fortrængt og vendt indad som selvmedlidenhed, selvhad eller omformet til behagesyge. Som misbruget skrider frem, gør al vores forstillelse, løgne, fortielser og hemmeligheder os efterhånden mentalt så rystede, at frygten for afsløring eskalerer i skyld- og skamfølelse, vrangforestillinger og i den ubestemmelige angst, der er alkoholismens tydeligste mentale kendetegn.
Disse mønstre kendte Tom Kristensen alt til, og han led ikke af den ellers så udbredte benægtelse af sit alkoholproblem. Det er i højeste grad bemærkelsesværdigt, at han tværtimod vedkendte sig det så åbent som i det ovenfor citerede interview.

Reservegud
I Hærværk lader han Ole Jastrau udtale:
„Der er noget, jeg vil, – og naar jeg drikker, synes jeg undertiden et Øjeblik, at jeg har fanget det. Spiritus er den eneste Erstatning for Religion, skal vi udtrykke det saadan – for Spøg!“
Tom Kristensen var enig med sin omtrent samtidige, dybdepsykologen C. G. Jung, hvis erfaring det var, at et menneske med fremskreden alkoholisme simpelthen er uden for terapeutisk rækkevidde. Han kan kun finde håb ved at få en slags „åndelig oplevelse“, der vil gøre det muligt for ham at slippe ud af afhængighedens evige gentagelsestvang. Jastrau får et væld af associationer til Jesus. De dukker stadig hyppigere op, som romanen skrider frem, og i særlig grad når han føler sig mest syndig, og desperat kaster han sig ud i forsøg på at omvende sig som skildret i episoderne ved Jesu Hjerte Kirke. For trods sine til tider benægtende omskrivninger af formålet med sin rus og sin selvdestruktion er Jastrau bevidst om, at det egentlig er „sjæl“ – og sjæl forstået som „religion“, han søger. Han erkender, at rusen kun er pseudo-religion: „Spiritus er den eneste Erstatning for Religion,“ som han udtaler.
Hans åndelige søgen synes imidlertid ikke at udvikle sig til nogen egentlig livsanskuelse, og den forbliver bare sværmerisk: „Stemninger endte altid med knuste Ruder“, som det hedder. Hans religiøse stræben fører øjensynlig ikke videre end til en slags stemningskristendom.
Jeg sidder her på Tåsinge med udsigt over til en anden ø i det sydfynske øhav, Thurø. Lige derovre til venstre i villaen Torelore, som jeg for nylig fik lov at komme på besøg i af de nuværende ejere, levede den gamle københavnerdreng, Tom Kristensen, den sidste periode af sit liv. Her plejede han og hans kone igennem to årtier en daglig funktionspromille med en dosis på minimum seks almindelige øl, tre stærke og en halv flaske snaps. Sikke en udsigt.

onsdag den 8. maj 2013

DEN STORE BUKKE BRUCE



Uddrag fra erindringsbogen "Dagen & Vejen & Fuglene" (af Michael Falch, Gyldendal 2012, 732 sider):


1. maj 2010 
Med Bruce som booze
Vi spiller sæsonens første udendørs job ved et 1. maj-arrangement i Videbæk ude vestpå. Hele holdet er samlet for første gang i år. Udover os seks i bandet, er det lydmand Mads Eggert, monitormand Claus Pedersen, baggearsmand Laur Laursen, assistent Tobias Brix og Tom Turmand. Senere vil min lysmand gennem en årrække, Johnny Sørensen, støde til.
Netop i dag er det 30 år siden, at Bruce Springsteen optrådte med mig og Malurt i Forum. Hele to koncerter med Malurt overværede han den mindeværdige dag. I mange år har jeg ikke orket at genopfriske den historie, når jeg er blevet spurgt af medierne, for det var ikke uproblematisk at opleve en sådan symbiose med et verdensnavn. Den fantastiske oplevelse i 1981 og den vældige inspiration, der udgik fra ham, kom siden til at koste mig års anstrengelser i et forsøg på at vriste mig så meget fri af hans skygge, at jeg igen kunne føle, at jeg for alvor trak vejret som mig selv. Da min første datter i 1985 kom til verden lige præcis på Bruce´s fødselsdag, måtte jeg således sende et lakonisk blik mod himlen som tak for underteksten: "Men hvem er du selv?"

Pladehøkeren
Inde omkring Kultorvet i et kælderlokale lå Pladehøkeren, hvor jeg i slutningen af 70’erne ofte hang ud hos ejeren Andreas. Han fungerede som en dynamo af inspiration for mange både håbefulde og allerede etablerede musikere. Storbystjernen C.V. Jørgensen og den unge punker Steen Jørgensen fra Sods kom der ofte. Andreas var lidt alternativ i sit udvalg af plader i forhold til tidens mainstream, der i de år var stærkt præget af den fusionsgenre, der opstod mellem jazz og poprock. Selv dyrkede jeg de års heftigt rockende version af Gnags og som altid den kantede Neil Young og agerede prædikant over for en samtid, der ikke gad lytte. Folk anså i bred almindelighed Neil Young for at være en lidt amatøragtig, klodset overlever fra hippietiden. Eftertiden kom heldigvis til at modbevise det, men dengang var der kun få, der dyrkede ham i det københavnske musikmiljø. Punken var dog i gære med sine gadenære idealer som modbevægelse til musikindustrien, og i 90’erne skulle en ny rockbølge komme til at kanonisere Neil Young som godfather of grunge.
Andreas kendte alt til mine forbilleder og mine aversioner. En dag i 1978 så han meget hemmelighedsfuld ud. „Jeg har noget, du skal høre,“ smilede han glædesstrålende i vished om, at han nu ville give mig en oplevelse af åbenbaringskarakter. „Det er lige dig!“ og så satte han en lp med titlen Darkness On the Edge of Town på og lod den brage ud i det kompakte kælderlokale. Jeg lyttede alvorligt. Klart nok kunne jeg høre gode takter i Bruce Springfield, eller hvad det nu var, han hed. Men det lød også temmelig meget som et opkog af andre af mine idoler, Jackson Browne, og den Bob Dylan, jeg havde så svært ved at lære at holde af, tænkte jeg umiddelbart. Der var hældt lidt mere rock i benzintanken ganske vist, men han forekom mig også meget teatralsk, på grænsen til det hysteriske. Og så var der altså et altoverskyggende problem: saxofonen!
På det tidspunkt havde jeg dannet Malurt, og jeg var så lukket rent musikalsk og så meget i protest mod tidens fu­sionsjazzpåvirkede strømninger, at jeg ikke kunne holde ud, at nogen spillede jazzede akkorder. Selv en så uskyldig foreteelse som en A7-akkord udløste øjeblikkeligt et allergisk anfald. Springsteen spillede ikke jazz-akkorder, men saxofonen var i mine ører et blæseinstrument, der tilhørte jazzmusikken. Der var ganske vist brølende saxofon på nogle ret sjove rock’n’roll-numre og en del tidlige 60’er-plader, men det var tegneserieagtigt for mig. Det var jazzimport og dømt ude. Ellers tak.
Derfor hørte jeg ikke Darkness-pladen til ende, men måtte bede Andreas tage Springsteen af grammofonen. Tro over for al Neil Youngs sære gøren og laden gik jeg ude i grøfterne på begge sider af Springsteen, til The Clash og The Jam på den ene, og til Eagles og Jackson Browne på den anden side, lige indtil Peter Viskinde en dag i 1980 tvang mig til at sætte mig ned og høre Darkness On the Edge of Town fra ende til anden. Det forandrede sagen, og da The River udkom, væltede mit verdensbillede - og jeg slugte både en kamel og saxofonen. For her var jo netop et troværdigt mødested mellem den nye punkede energi og den melodiske, traditionelle del af countryrocken, som jeg også dyrkede. I Bruce var der vitterlig et nyt midtpunkt for rockelskere, måtte jeg langt om længe erkende i 1980.
Vi havde den primære mission i Malurt at bringe mere gejst og vildskab ind på den danske rockscene. Vi dyrkede energien og rastløsheden, som var det guder, og de dyder genkendte vi hos Bruce. Han blev umådeligt inspirerende for os i den periode. I mit hoved opstod der en kraftig synergi i den boblende blanding af Springsteen, The Clash og The Jam, Scorseses film Mean Streets og Taxi Driver tillige med den nervøse og fascinerende undergangsstemning, der ramte folk som Michael Strunge og F.P. Jac og nogle af os som hård dope, da 70’ernes utopi klingede af.

The real thing
I 1980, da Springsteen stadig var et mere kultagtigt fænomen end en decideret international megastar, tillod vi os simpelthen at føle os beslægtede med ham. Det var sikkert mangel på ydmyghed, men vi så ikke bare os selv som lærlinge, og vi var ikke så benovede, at det ligefrem hæmmede os. At han var en vordende superstar i den tungeste vægtklasse, ændrede ikke vores selvopfattelse alvorligt, og at vi bare var et lille dansk prutorkester, der netop stod midt i vores nationale gennembrud, plagede os vist ikke. Jeg husker det ikke som opblæsthed og hovmod, men snarere som en samhørighed med Bruce. Vi delte hans hæmningsløse passion for rocken som en slags alternativ livsholdning, en pseudo-religion for os uden religion. Vi delte hans sociale engagement, og vi mente i ramme alvor, at han var for Guds eget land, hvad vi skamløst bildte os ind at være for lille Danmark – den ægte vare.
Da så 1. maj 1981 oprandt, og Bruce fandt det umagen værd at se os optræde to gange på samme dag og endda gik på scenen med os og sang duet med mig på hans egen „Hungry Heart“, hvor kun en mindre del af de 7.000 publikummer i Forum rent faktisk kendte noget til Springsteen, så var symbiosen fuldbragt. Vi var i rockhimlen.
En bootleg med en optagelse af „Hungry Heart“ fra Forum kom i internationalt omløb og bestyrkede forbindelsen mellem os. Rygtet om hans optræden med det danske rockband gik vitterlig verden rundt og bidrog til at styrke billedet af Bruce som en folkets mand med en helt uhørt høj gadetroværdighed. På næste turné fulgte hans stunts med at synge med gademusikanter i de byer, han besøgte.
I årevis kunne man ikke høre en Malurt-sang i radioen, uden at det i næste moment blev nævnt, at vi havde spillet med Springsteen. Det var selvfølgelig ærefuldt, men det gik også hen og blev lidt af et problem for os, især for mig som sangskriveren i bandet. Jeg blev simpelthen for påvirket af ham i den intense periode. Det kan lyde så oppustet, når man sammenligner sig med folk, der befinder sig i en helt anden liga, men i forvejen var jeg som type vel egentlig beslægtet med Bruce. Vi delte intuitivt de lige lovlig store armbevægelser, de klassiske rockattituder og villigheden til at ofre alt for sagen på scenen, om vi så skulle bæres derfra. Hans sangskrivnings og hans sounds direkte indflydelse på mig forstærkede selvfølgelig dette billede drastisk og truede efterhånden med helt at reducere mig til den lillebitte bukke Bruce, følte jeg. Med tiden lærte jeg at være taknemmelig over dette dilemma, for jeg fik et af de helt store eksistentielle spørgsmål klasket direkte i fjæset: "Men hvem er du selv?"

1. maj 1981
Ude i Radiohuset, hvor jeg lavede en del indslag og musikudsendelser til P3, havde jeg hørt, at Bruce Springsteen og E Street Band for første gang nogensinde var ankommet til Hotel Plaza i København. Det var den 1. maj 1981, dagen før deres egen optræden i Brøndbyhallen. Selv skulle jeg optræde hele to gange med Malurt denne 1. maj – om eftermiddagen i Fælledparken og om aftenen ved en stor 1. maj-fest i Forum, arrangeret af SF. Jeg fik den idé at køre forbi Hotel Plaza på vej ud til Fælledparken for at lægge Vindueskigger, der netop var blevet udsendt, til Springsteen i receptionen. Da jeg kommer ind i foyeren, støder jeg på Little Steven, den farvestrålende guitarist i E Street Band.
I det følgende tiår skulle jeg møde Steven mange gange, og han hjalp mig i studiet med sangene "De unge vilde" og "Dage" fra hhv. De vildeste Fugle og Håbets Hotel-albummet. Nogle år senere, da jeg var på toppen af min popularitetskurve, var vi på et fancy diskotek i indre by, og hans pladeselskab havde den store pung fremme. Flere unge kvinder hev fat i mig for at høre, hvorfor Little Steven havde tørklæde på hovedet. Jeg kunne ikke give dem noget svar, men jeg kunne invitere dem hen til nærmere besigtigelse af hans hovedbeklædning i vores hjørne, hvor pladeselskabet nok ville byde dem på en drink. Det greb lidt om sig, og jeg inviterede bare løs, så Little Steven og jeg til sidst sad omkranset af smukke kvinder. Nogle år senere spurgte han: „Michael, do you think you can create another circle of beauty for me?“ Med beklagelse måtte jeg oplyse ham om, at min rolle som hotshot i nattelivet vist var ved at klinge af med aftagende magnetisme over for unge kvinder til følge.
Men i hotellobbyen i 1981 falder Little Steven og jeg for første gang i snak, nørdet rocksnak. Så kommer Bruce og hans bodyguard ud fra elevatoren, og jeg giver Bruce albummet med et par ord som tak for hans inspiration. Da han opdager mig på pladeomslaget, bliver han pludselig helt kollegial i sin tone, og vi får gang i et kvarters munter konversation. Jeg må korrigere hans geografiske indsigt og forklare, at Danmark altså ikke er en by i Sverige, som han troede. Jeg nævner, at vi spiller med Malurt om aftenen i Forum, hvis han nu skulle komme til at kede sig. Sammen med sin bodyguard er han på vej ud i H.C. Andersens København. Jeg går ud til den 2CV, jeg har lånt. Ærgrer mig lidt over, at jeg ikke fik nævnt for Bruce, at Malurt faktisk også optræder i Fælledparken allerede om eftermiddagen. Tænk nu, hvis han ikke har andet at lave efter sin spadseretur gennem byen.
Da jeg krydser over Rådhuspladsen, ser jeg Bruce og bodyguarden komme gående foran Rådhuset. Jeg råber til dem fra bilen og stopper midt på H.C. Andersens Boulevard, mens jeg over for medtrafikanterne fingerer et motorproblem. Bruce opdager mit stunt og kommer grinende hen til mig for at hjælpe med at skubbe bilen ind til siden. Jeg får skrevet „Fælledparken“ til dem på et stykke papir og kører videre.
Det både sner og hagler den dag i Fælledparken. Det er dansk forår i sit mest lunefulde humør. Mellem ekstranumrene hører vi pludselig eksalteret råben fra teknikere ude i sidescenen. „Bruce er her!“ Og, ganske rigtigt, der står han så ude bag scenen ved vores ramponerede grønne turbus. Smilende står han med kasketten på sned og godt pakket ind, og han kommenterer flere af de numre, vi lige har spillet. Det er tydeligt, at han rent faktisk er overrasket over at opleve sin indflydelse på et rockband et så eksotisk sted som København på arbejdernes internationale kampdag.
Om aftenen følger Jytte Kjærgaard fra CBS Springsteen og hans folk til Forum og forlader dem ved indgangen. Forinden har jeg bedt arrangørerne om at skrive „Bruce Springsteen + venner“ på gæstelisten. Men da selskabet står ved indgangen, vil vagten ikke lukke dem ind.
„Come back, girl!“ råber Bruce efter Jytte, som må ile til undsætning. Vagten er ikke til hverken at hugge eller stikke i. SFU-arrangør Kennie Katborg bliver tilkaldt. Men lige lidt hjælper det. Han vil sgu ikke lukke gratister ind på en 1. maj, siger han fandenivoldsk, og sådan en amerikanerbandit skal  overhovedet ikke komme brasende og forstyrre Falchen i omklædningsrummet. Færdig! Kun langsomt formildes Katborg, som kommer ned til mig backstage og forhører sig om, hvorvidt jeg har en aftale med en amerikansk klovn, der kalder sig "Bras Springbeam" eller noget i den stil. Allernådigst lader Katborg ham slippe ind gennem tælleapparaterne.

Hungry Heart
I vores omklædningsrum er der meget, vi gerne vil tale med Bruce om. Rockens internationale broderskab, sangskrivningen, inspirationskilderne, hans land, vores land. „Nice little club you’ve got here,“ siger han gudhjælpemig om landets største koncertsted. Vi snakker fanden et øre af. Der er så mange ting, jeg gerne vil have opklaret, og så meget han vil vide om os og vores liv her. Da det bliver tid til tøjskifte før showtime, og Bruce ikke ser ud til at have tænkt sig at forlade rummet, begynder jeg bare at klæde om med Bruce siddende på bænken i samtale med Peter Viskinde. Han svarer bekræftende på Viskindes spørgsmål om, hvorvidt de havde speedet „Hungry Heart“ op til Cis i studiet og egentlig havde indspillet den i C. Ja ja, hvad sagde vi! Vi bliver enige om, at vi så nogenlunde kan akkorderne og arrangementet til „Hungry Heart“, og jeg spørger Bruce, om han mon har lyst til at komme op fra andet vers, når vi når frem til ekstranumrene. Det har han, siger han.
Under vores koncert lader de 7.000 mennesker i Forum os denne aften mærke, at vi står midt i vores gennembrud. Der er fuld attention på os, som vi optræder med vores efterhånden ret avancerede billedshow kørende på tre store skærme bag os. Og som om det ikke var tilstrækkeligt, står Bruce Springsteen under hele koncerten lige nede foran scenen, mens en kvindelig publikummer indimellem fortæller ham, hvad mine tekster handler om. Så kommer den med kassedamen, min prinsesse i supermarkedet! „Superlove“, der er ved at blive lidt af et hit i jukeboksene rundt omkring, har vi hørt. Nu får vi beviset. For første gang nogensinde istemmer et stort publikum omkvædet med den slags sammenblandede dansk-engelske linjer, jeg dyrkede intenst i de år: „Vil du, vil du, vil du break my heart?“ Det er en magisk oplevelse for os. Jeg taber simpelthen kæben og bliver fuldstændig blød i knæene af benovet taknemmelighed. Vi har fået et hit! Folk skråler med for første gang, som de, tak, skæbne, har gjort lige siden på dette nummer, også takket være Jørgen Mylius, som lavede en video med os i sit program på DR. 
Vi har arbejdet hårdt denne 1. maj. Som andet ekstranummer spiller vi The Who ’s „The Kids Are Allright“, og så tæller Peter Mors for til „Hungry Heart“. Så er vi i gang. Der er nerver på. Dette er større end stort. Vi ser Bruce bevæge sig væk fra sin plads foran scenen, og jeg begynder første vers i en mikrofon, der har drillet og hylet en del denne aften. Jeg synger Springsteens stærke ord om manden, der svigter kone og børn for at lystre dragningen mod drikkeriet: „Got a wife and kids in Baltimore, Jack/I went out for a ride/and I never went back.“ Det går godt. Min stemme er ganske vist slidt af dagens krævende program, og jeg er euforisk og eksalteret på kanten til manisk som altid i ekstranumrene og denne aften i særdeleshed. Men det går godt nok. Jeg har fat i den, og jeg giver det bedste, jeg har lært. „Everybody’s got a hungry heart.“ Ja, vi har! Vi nærmer os andet vers, og ind på scenen træder med brede skridt Bruce Springsteen i egen ikke ret høje person, hvad jeg har konstateret. Han er iført en brun, nistret herrejakke med hættebluse under, og han bliver umiddelbart kun genkendt og tiljublet af en gruppe hardcore musikfans foran scenen i det kæmpestore lokum af en sal. Men i det øjeblik, han growler første tone for maksimal stemmekraft „I met her in a Kingstown bar“, spidser 7.000 mennesker pludselig ører. Sikke en stemme, der pludselig kom der. Hvem fanden er han, ham den anden?
Arrangør Kennie Katborg har vi glemt at orientere om gæstevisitten, og vi er allerede gået over tid. Han vil have os til at slutte, og han bliver ikke det mindste begejstret over, at ham gabehovedet af en imperialistamerikaner er braset ind på scenen. Nu må det her have en ende! Mens Bruces røst ruller ud over publikum, krabber Katborg sig ind på forscenen og signalerer med vild gestik til os, at vi skal slutte. „Stop så, din brøleabe! Kan du så komme ned, kammerat, eller jeg tager strømmen!“ brøler han til Bruce med en mangel på situationsfornemmelse, der siden gav anledning til mange gode grin. Vi fortsætter uanfægtet, nu med Bruce og mig i en regulær duet. Malurt har lige nu hovederne i himlen. Jeg er 24 år gammel, og denne aften er larger than life. Vi slutter sangen, og Bruce og vi går af. „Tak skal du ha’; tak skal I ha’, og tak for i aften. Hej-hej!“ lyder min slutreplik, råbt med det sidste af min stemme. Vi bliver afmeldt af Kennie Katborg, der viser sig at have lurepasset en hel del og gnækker over sin kække respektløshed over for sådan et verdensnavn. Min puls er i max., og jeg er sindssygt smøgtrængende og får på sidescenen en smøg af vores storsmilende pladeselskabsdirektør, Michael Ritto. Så går vi ned i vores omklædningsrum og sætter os sveddryppende på bænken. Jeg giver Bruce en bajer og skyller selv en Hof ned i én tår og får ild på en ny smøg, mens folk vælter ind til os. Første gang Bruce var på dansk jord, sang han med mig. Det tog mig nogen tid at sluge den.

Dagen derpå
Dagen efter var det Bruces tur til at være på for alvor. Han havde inviteret mig ud til Brøndbyhallen allerede til lydprøven om eftermiddagen, og jeg overværede, hvordan Bruce egenhændigt tjekkede lyden i alle ender og kanter af det rungende skrummel af en hal. Jeg hang ud med ham, indtil bandet skulle på scenen, afbrudt af endnu en speedsnakkende dyst med Little Steven, mens Bruce fik massage før showet. Der var ingen alkohol eller anden form for kemisk dope og ikke engang rygning backstage, bemærkede jeg med forundret respekt. „Hi Michael. Thanks for letting me sit in!“ skrev Bruce til mig på en hilsen. Hvem takker lige hvem? spørger man uvilkårligt sig selv, mens han gav et brag af en koncert. Så tog vi afsked efter et par overintense dage i København. Tak for besøget, Bruce.
Tre år senere kørte min kone og jeg hele vejen op gennem USA for at nå at opleve en Bruce-koncert på hans hjemmebane. Det lykkedes i Cleveland, hvor vi nærmest blev behandlet som royale gæster fra Europa af hans stab, og hvor jeg efter koncerten fik en time alene med Bruce.


10. juni 1984
Cleveland
Efter et hæsblæsende raid på 3.454 km op gennem otte forskellige amerikanske stater kørte min kæreste og jeg endelig ind i Ohio og fra highway’en ned mod skyskraberne i downtown Cleveland. Det første, vi foretog os, var at købe en avis for at tjekke, om det nu også passede, at Springsteen befandt sig i området. Og sandelig, der var en anmeldelse af en koncert fra i går, og i aften skulle han optræde ude i Coliseum, Richfield.
Fandt møjsommeligt derud efter flere highway-skift, 25 km uden for Cleveland og følte os vildfarne på en smal vej gennem skovstrækninger og sommerhusområder. Som at være på vej ud til sådan noget som Dalbyhallen i Hornsherred, men pludselig ragede det store Coliseum op derude i midten af ingenting.
Kørte om til bagindgangen og gik med mine sædvanlige backstage-nerver på ned til security-vagten. Hukommelsen i showbiz kan være ultrakort, og hvordan skulle vi kunne forvente, at en kosmopolit som Springsteen kunne huske en optræden med lille Malurt i København for tre år siden? Og dog - fra udtalelser rundt omkring vidste jeg godt, at det også havde været noget særligt for Bruce dengang. Faktisk blev det optakten til, at han somme tider slog pjalterne sammen med et fremmed band, når han var i et land. I Irland gentog han det fx med et lokalt orkester, der hed U2... 
Vi kom i kontakt med en stagemanager, som jeg genkendte fra dengang. Jeg bad ham give en seddel til Springsteen med oplysning om, at vi var kommet på besøg. Kort efter dukkede Springsteens tourmanager op med billetter og After Show-pas til os. Rock’n’roll! Boblende af indre jubel, trods dyb udmattelse efter den vilde tur gennem alle staterne, blev vi ført ind i salen, hvor Bruce og bandet var i gang med lydprøven på scenen – Darkness On The Edge Of Town, spillede de. Vi blev råbt an af et stort brød af en fyr, som bøst ville smide os ud. Men pludselig genkendte han mig – det var Springsteens brave bodyguard, Bob. Så var der pludselig ingen grænser for gæstfriheden. Han var sikker på, at Bruce ville blive glædeligt overrasket over at se os, for han havde virkelig haft et par meget mindeværdige dage i København sammen med os. Bob skulle nok sørge for at få os linked together efter koncerten. Vi fik anvist et par pladser ved scenen, og vi fik serveret både vådt og tørt. På scenen fortsatte lydprøven. Bruce var i færd med at instruere bandets nyindtrådte substitut for Little Steven, guitaristen Nils Lofgren, som jeg også tidligere havde mødt sammen med Neil Young til et privat arrangement i København (hvor Neil Young og Lofgren endda sad og lyttede til den netop udsendte "Mød mig i Mørket" og et par andre numre fra vores "Black-out"-album. Lofgren sagde til Young: "He sounds a little like Harry Chapin, right?" - det kan nok være, at fik fik tjekket op på Chapin dagen derpå). 
Nu i Cleveland med Bruce var Lofgren ved at lære akkorderne til Because The Night. Så øvede de Prove It All Night, og jeg sad og følte mig på et nyt trip til den syvende himmel. Hvordan kan nogen være så heldige? Hvilke utrolige stjerner, vi er født under. Der sad vi og blev behandlet, som var vi kongen og dronningen af Europa til lydprøve med rockmusikkens største navn, the Boss.
Efter lydprøven blev vi beværtet yderligere af security-folkene, mens de 20.000 gæster blev lukket ind. Så begyndte brølet, eller rettere hvinet: „Bruuuuuuce!!”, og da lyset blev slukket, lød det, som havde Elkjær netop scoret i Idrætsparken. Bandet går på med Thunder Road. Bruces vokal drukner i jubelen, men folk kan teksten udenad, ikke bare omkvædet, men hvert eneste vers. Den runde sal er en kogende kæmpegryde. „Bruuuuuce!!” lyder det mellem numrene og i stille passager. Så følger Out In The Street, Born To Run og så en akustisk afdeling med No Surrender. Det er uden tvivl det bedste rockshow, jeg nogensinde har set; meget gladere, mindre klichépræget end sidst, jeg så det, og Bruce bare en ren oplevelse.
Sad lykkelige og så publikum forlade hallen. Lidt efter kom Bob og ledsagede os gennem det snørklede backstage-område forbi det proppede After Show-rum til et rum tættere på Bruce.
Vi begyndte nu at føle udmattelsen oven på det hektiske Amerika-cruise og havde egentlig lagt an til at forlade Coliseum taknemmeligt mætte af indtryk, da tourmanageren dukkede op og spurgte, om jeg ikke ville hilse på Bruce, inden vi gik. Jeg blev lukket ind i hans gemakker, og det var skønt at gense ham privat. Han virkede oprigtig glad for at se mig igen her fjernt fra Danmark, og han og jeg sad og fik serveret suppe, mens vi hyggesnakkede med gode grin en times tid, som om vi var kammerater.

Våd brunch
I 1987 kom Bruce igen til Købehavn og gav koncert i Idrætsparken. Morgenen efter var jeg inviteret til brunch hos ham og hans kone, Patti, i deres suite på Hotel d’Angleterre. Koncerten havde været en våd affære for mig. Jeg var blevet placeret i V.I.P.-området sammen med andre kendte og repræsentanter for de danske medier, og som altid i offentlige sammenhænge blev jeg anspændt og følte mig udsat. For beroligelsens skyld løb jeg i fast rutefart mellem V.I.P.-området og fadølsanlægget. Den maniske turbo var sat til, og min druktur fortsatte til langt ud på natten, og jeg endte halvt bevidstløs i en taxa på vej hjem fra Hotel d’Angleterre (...)


Fortsættelsen kan evt. læses i "Dagen & Vejen & Fuglene" af Michael Falch, Gyldendal, 2012.