fredag den 30. december 2016

NYTÅRSTANKE: HVEM KAN SAMLE NATIONEN?


HÅBEFULD NYTÅRSTANKE OM VORES DANMARK


Sådan så min fine Dannebrogsvimpel ud efter den sidste storm. Et splittet, forhutlet stykke stof, som jeg hellere må få skiftet ud, inden det blæser væk ved næste vindstød af stormstyrke. Det stormer også ude i verden, og der er uforudsigelige kræfter ved magten mange steder. Fra Putin i øst over Islamisk Stat, al-Assad og Erdogan og Trump i vest. Hvad går vi mon ind til? spørger vi hinanden.

Vi skutter os i lillebitte Danmark. I tal er vi ikke ret mange, og selv om man skulle tro, at mennesker i så lille et område med et fælles sprog må være ret ens og dermed enige om meget, så er det ikke sådan. Det med nationalkarakteren, danskheden, kan virkelig bringe vores sind i kog og grave grøfter mellem os. Vi ser forskelligt på mangt og meget, alt efter hvad vi lægger mest vægt på og har mest blik for. De seneste år har det i perioder set ud, som om vi er ved at knække over på midten, så vi truer med ødelægge os selv indefra. Tonen har været skinger i begge grøfter. I vores reaktionen på de radikaliserede, er vi selv blevet radikaliserede. I den ene lejr har episoder omkring behandlingen af fremmede fået folk til at "skamme sig over at være dansk", ligesom man har beskyldt andre for "fremmedhad og kynisme". I den anden lejr har man skældt anderledes tænkende ud for "naiv stupiditet" og for at være "muslimrøvslikkere".

Der er alvor bag de gensidige beskyldninger, og sagen er jo også dybt alvorlig: Det gælder vores lands fremtid. Det gælder de dybeste idealer for en kultur som den danske. Det gælder vores skrækscenarier og vores ønsketænkning. Vores frygt og vores håb.
Ligesom en storm bliver pisket maksimalt op som breaking news på tidens tv, shitstormer vi i rørte vande på de sociale medier. Raketterne ligger med lunten tændt ved enhver given lejlighed. Et had, hvis omfang enten var meget mindre før, eller som ikke var nær så synligt før cyberspace, eksploderer nu i fuld offentlighed i opslag, der konstant læner sig op af trusler og krænkende injurier. At læse kommentarer på nettet kan være ødelæggende for enhver ansats til godt humør og tro på menneskets egentlige godhed. Det er ofte rødglødende had, der smides på bålet.

Danmark er ikke bare ét land. Vi er ikke én nation. Danskerne er ikke ét folk. Det har vi vel reelt aldrig været, selv om den kristne konge Harald Blåtand formelt samlede riget i 900-tallet. Spørg min bedstefar, der var daglejer i Østjylland om forholdet mellem bondestand og herremænd i gamle dage og om det fælles Danmark. Spørg fabriksarbejderen og industrifabrikanten i klassekampens tid, og i dag kan vi passende spørge både det senmoderne samfunds økonomiske elite og en ung, ikke særligt integreret efterkommer af indvandrere. Hvor er deres nationale fællesskab henne? Hvad består deres fælles danskhed af? Hvori er mit eget værdifællesskab med fx en ateistisk it-milliardær på Strandvejen, en muslimsk kvinde i blokkene på Motalavej i Korsør, en amfetaminpåvirket ung mand på et natdiskotek i København, en vejrbidt kartoffelavler og dansktopelsker i Nordjylland eller en frådende dødsmetalfan på et spillested i Aarhus? Hvor er vores fælles Danmark henne?

Det er der umiddelbart ikke meget af. Men måske kan det komme i højere grad? Det hele handler jo trods alt om, hvad vi fokuserer på, og hvordan vi formidler det. Den tanke kan der være håb i. Hvad er vigtigt, og hvordan udtrykker vi det? Og vi deler trods alt alle sammen mange stykker gade og vej i vores livsforløb.
Bertel Haarders Danmarks-kanon var et forsøg på at destillere nogle danske kerneværdier ud, men selv om den kan bruges som udgangspunkt for debat og stillingtagen, kommer den næppe til ligefrem at bygge bro over det mere og mere splittede Danmark, ligesom vi deler vand i hanerne og vind i håret.
Det nationale spørgsmål burde vel egentlig ikke fylde så meget her i det senmoderne informationssamfund, hvor globaliseringen skulle være temaet. Ikke desto fylder det næsten alt igen, ikke bare herhjemme, men overalt i den vestlige verden.
Jeg er selv gået over stregen i stillingskrigen mellem den ene og den anden grøft, og dermed har jeg bidraget til at tilspidse, piske op og skabe de uforsonlige fronter, der kan bliver vores helt store nationale problem i årene fremover.
Selvfølgelig skal vi ikke blive mundlamme af ren og skær paranoia over at komme til at piske op. Men vi kan måske godt hjælpe hinanden med lige at justere lidt på volumen-knappen og distortion-pedalen, når vi kammer over. Al konfliktforskning demonstrerer, hvordan man kan undgå at få uoverensstemmelser til at eskalere, når parterne bliver mere bevidste om visse mekanismer i kommunikationen.

Der er altid rabiate typer på begge sider af det nationale spørgsmål. De vil nok altid være der. De, der ikke søger forsoning og forståelse, men kun går efter adrenalinkick´et i den opgejlet atmosfære af drama. På den ene side står der nogen og råber "nazisvin", på den anden side råber de "perkerelskere". Men de fleste af os har trods dyb uenighed en slags uudtalt overenskomst med hinanden om, at vi har alle har retten til at ytre os til en vis grænse, og at vi måske gensidigt også vil være villige til at slibe lidt kanter og sluge nogle kameler i helhedens tjeneste. Det er vel den nok så berømmede danske, hyggelige fleksibilitet i fællesskabets tjeneste - arven fra andelsbevægelsen, højskolen, fagbevægelsen og hippietiden. De fleste af os evner faktisk at trodse vores selvcentrering så tilpas meget, at vi - omend modvilligt - vælger at bøje os for den helhed og det fællesskab, der vokser ud af de demokratiske processer.
Men retorikken er løbet af med mange af os, og vores tilspidsede tanker skaber nogle oppiskede følelser, der udløser en bestemt slags ekstrem adfærd. På begge sider i det mere og mere splittede Danmark føler vi os provokeret og nødsaget til at tage til genmæle, og mange af os går i vores reaktioner hen og bliver hadprædikanter i det små. Vi maler os op i vores hjørner og sidder som konger bag vores computerskærmes små riger og shitstormer hinanden.

Udtrykket "Den, der trækker nazikortet, har tabt" er blevet et udbredt slagord de senere år. Det kan der være god grund til, men det er også en rigtig uheldig måde at modarbejde, at nogen taler fascistoide tendenser imod. Det udtryk er lige så usandt som P3's slogan "Det, man hører, er man selv". Det er vist ikke sandt. Vi er først og fremmest det, vi gør. Og det, vi undlader at gøre.
Det er altafgørende i tilspidsede faser, som vi må siges at være på vej ind i nu, at vi er opmærksomme på, at den totalitære forenkling på begge sider af det usynlige hegn i mellem os ikke får lov at stå uimodsagt. Selv om alle mennesker nok hemmeligt længes efter enkle sandheder, er såkaldt sandhed næppe nogensinde noget, der er sort/hvidt. Sandheden er næsten altid spraglet og komplekst nuanceret. Det er ikke betonbudskaber, der vil få Danmark til at overleve som kultur og som nation i den utilregnelige, nære fremtid, som vi  også i internationalt perspektiv står foran. Det er ikke nogen form for fundamentalisme, der løser den opgave værdigt.

Den mest synlige fundamentalisme er naturligvis den morderiske version i jihadismen, der spreder rædsel overalt og rystende effektivt bidrager til at polarisere også vores samfund. Den har allerede sejret ad Helvede til ved at kile splittelse ind mellem hele den vestlige verdens befolkninger. Jeg tænker, at jihadismen i sin grund må være opstået på en kollektiv oplevelse af dyb krænkelse. Nede under den synes der at ligge en hyperfølsom 3. verdens oplevelse af imperialismens tromlende overmagt. Et længe næret had til den vestlige undertrykker og en dirrende kollektiv hævntørst, der i en primitiv, forenklet version af islam ud fra ganske få udvalgte skriftsteder fra Koranen finder den perfekte indpakning til bombebælterne. Det har ikke meget med religion at gøre; det er rendyrket terrorisme med en tynd religiøs fernis.

Men jihadismen er langt fra den eneste slags fundamentalisme i tiden. Fundamentalismen er jo en tilværelsesholdning, ifølge hvilken folk mener at være i besiddelse absolutte sandheder på alles vegne. Den slags er der faktisk en del af også udenfor islamismen. Den er der også i form af en ganske vist ikke-voldelig, men meget arrogant, dansk kulturradikalisme, der til tider aggressivt hævder retten til at træde på al anden kultur og især på det, der opfattes som helligt af andre med en demonstrativ hævdelse af ytringsfriheden som mærkesag.

Fundamentalisme spiller på enten arrogance eller frygt, og frygtbaseret er også det fremmedhad, der altid florerer i utrygge overgangsfaser, og som i sin kerne ønsker at dæmonisere bestemte befolkningsgrupper for at skabe en fælles fjende. Intet kan som bekendt samle en nation som en fælles fjende. Den fælles fjerde er noget, der kan samle folket - i hvert fald for en tid. Ja, træk bare nazikortet her! Det vil være historierevisionisme ikke at turde drage paralleller til andre epoker af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekt. Gammel østtysk praksis, hvor man simpelthen fjernede de kapitler i historiebøgerne, der ikke passede med den herskende holdning i partitoppen. Putins sabelraslende Rusland kunne være et bud, men lige nu ligner muslimer den fælles fjende i Danmark. For nogle danskere er det selve deres indvandrerbaggrund, der skaber modviljen mod dem; for andre er det de antidemokratiske sider af sharia, der trigger modstanden; for nogle er det kvindeundertrykkelsen, for andre er det måske mistanken om, at når moderate muslimer ikke tydeligere og oftere offentligt tager kollektiv afstand fra enhver form for islamistisk terror, så skyldes det måske, at de i virkeligheden nærer en hemmelig sympati for terror mod de vantro. Mod os.
Disse sider af islam overdøver ofte fuldstændig visdommen i en islamisk livsførelse, der kan virke en hel del mere respektabel end megen udbredt dansk livsstil.

På den anden side: Alle vi såkaldt frisindede kulturfolk skulle måske gøre os den ulejlighed at forsøge at sætte os ind i, hvad det er for en modvilje mod fremmede, som mange danskere reelt føler så stærkt. Det er klart, at det ville være bedst, hvis det vrede fremmedhad, som frygten afstedkommer, ikke var der. Men den er her. Hvad er mon så det modsatte af frygt, vrede og had? Tillid, mod, sindsro, glæde, tolerance, kærlighed, venlighed måske. De principper ligger ikke nødvendigvis højest på alles hitlister, og hvis de ikke ligger lige for i mange uforsonlige sind, kan vi åh så frisindede så i det mindste gøre os den ulejlighed at sætte os ind i, hvor provokerende det kan virke på andre, at de føler deres fædreland invaderet af folk fra fjerne områder af verden. Folk, hvoraf en del måske slet ikke har til hensigt at lade sig integrere, fordi de har deres fundamentalistiske lovreligion og en masse kulturtradition med sig. Tilsyneladende praktiserer de i manges øjne til tider det modsatte af "skik følge eller land fly" - det ligner en stolt "my way or the highway"-attitude. Det må nødvendigvis skabe modvilje hos mange af de danskere, der var i landet først.

Men selv om man kan oparbejde en vis forståelse for modviljen, så kommer det dog aldrig til at kunne retfærdiggøre en generel dæmonisering af fremmede. Det kan simpelthen ikke være etisk forsvarligt, hvor skeptisk man end måtte være overfor visse sider af islam. Det kan ikke være menneskeligt acceptabelt i en vestlig kultur, der trods alt stadig lever på den inspiration, der oprindelig udgik fra en gudbenådet tømrersøn fra det mellemste østen. Om nogen var han en forsoningens foregangsmand.
Det er et kritisk dilemma. Vi må løse det bedre, end vi hidtil har gjort, hvis ikke fronterne skal trækkes yderligere op de kommende år. Ét samlet Danmark er en nationalromantisk fantasi, som vi næppe nogensinde vil kunne udleve. Vi er så forskellige; vi er mere eller mindre rige og fattige; vi er i større eller mindre grad tabere og vindere; vi er mørklødede og lyserøde; vi er Enhedslisten og DF og en masse midt imellem de yderpunkter, og vi tror på (næsten) Intet eller (måske) på Noget.
Danmark er en blandet landhandel, men der er trods alt samlende principper og levende traditioner. Vi skal alle være her, og vi har ret til at være her – det er god, gammel dansk stil. Vi har ret til frit at tænke, tro og té os, så længe det ikke skader, truer eller ydmyger andre. I disse år går en ultraliberalistisk tendens ganske vist løs på den velfærdsstat, de fleste af os var så stolte af førhen. Vi beskyttede de svage, de syge, de gamle, de uheldige. Vi har tradition for social tænkning her til lands. This is not America, som salig David Bowie sang.

Kan det tænkes, at vi over en bred kam kan skærpe vores bevidsthed om, at vi bidrager til at splitte nationen yderligere, hvis vi ikke begynder at dæmpe vores hidsige sprogbrug omkring disse temaer? Og kan vi i givet fald få denne bevidsthed til at sprede sig imellem os? Som et overordnet perspektiv, vi jævnligt minder hinanden om, fordi der næppe er mange af os, der reelt set ønsker at puste yderligere til polariseringen af danskerne. Vi skal ikke have pigtråd på hegnet imellem os. Kan vi i stedet for altid at være så overopsatte på at levere vores egne selvnære pointer med punch i handskerne gå mere på udkig efter helheden, den større sammenhæng? Helikopterperspektivet. Som det, der er større end os selv, i dette tilfælde: nationen Danmark, ikke bare i hver vores version. Så vi ikke risikerer en dag først for sent at opdage, hvor godt et land Danmark egentlig var engang.

Hvem er det mon, der kan hjælpe os i retning af at samle nationen i stedet for at splitte den yderligere? Hvor er de typer henne i politik og kultur? Jeg efterlyser IKKE den stærke mand. Heller ikke den hårde kvinde. Jeg efterlyser mænd og kvinder, der tør stå ved deres egne og deres lands svagheder og dilemmaer, og som har talenterne til rummeligt at tænke os sammen som et mangefacetteret folk, der alle forskelle til trods lever inden for visse, rimelige grænser. I et land, hvor hovedsproget hverken er engelsk, arabisk eller kinesisk, men dansk. Hvor det største religionssamfund for tiden nok er en slags ateistisk præget videnskabstro. Men hvor mange andre ikke desto mindre gør sig forestillinger om noget, der er større end dem selv i en livsstil, der kan være inspireret af traditionel såvel som alternativ kristendom og af en buddhistisk orienteret spiritualitet a la salig Leonard Cohen.

Findes de mon, disse med længsel ventede politikere og kulturpersonligheder, som er i stand til at gribe ind og redigere i dette mere og mere splittede billede af Danmark? Er de her, og kan de bremse splittelsen af folket og gribe ind uden brug af primitiv populisme og opgejlet propaganda? Kan en ny slags forbilleder mon tydeligt nedprioritere egne, snævre interesser og samtidig - især og hele tiden - tage ansvar for dette højere perspektiv og hjælpe os meget forskellige danskere til rettidig besindelse? Så vi ikke skal risikere først for sent at indse, hvor godt et land, Danmark egentlig var. Hvor er disse forsonende, samlende figurer i politik og kultur lige nu? De, der ikke ligger under for hverken vredt fremmedhad, blind naivitet eller kynisk resignation. Hvem er I, som kan påtage jer funktionen som inspirerende rollemodeller for alle os i den blandede landhandel, Danmark, i en historisk afgørende periode? Det er præcis IKKE den stærke mand eller den hårde kvinde, der efterlyses. Der er brug for en ny slags inspirerende foregangsmænd og -kvinder nu, så vi danskere ikke kommer endnu længere væk fra hinanden. Kom frit frem. SAML NATIONEN!"


Michael Falch 31.12.16

søndag den 27. november 2016

PROTESTSANGE MOD TYNGDEKRAFTEN


                                    


Flitsbuedrengen på coveret er mit første barnebarn, Valdemar, som nu er 9 år. Hvad han så bestiller der på forsiden? Han står der i hvert fald, fordi han gerne ville hjælpe sin morfar, som længe havde gået med linjen ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” i hovedet. Den har ligget som en undertekst i hele den periode, hvor sangene er blevet til. Den udtrykker i virkeligheden en hel lille ”tilværelsesposition”, som det hedder med en klods af et ord, der bruges til at fortælle, hvordan man overordnet forholder sig til livet.

Jeg tager mit udgangspunkt i nattedrømmene, hvor vi – ligesom med ført hånd – bliver trukket rundt i en manege, som vi ikke selv kan styre med vores vilje. Vi er nede i et mere underbevidst lag, hvor oplevelser og mennesker fra alle vores livsfaser, selv afdøde, ja, selv fiktive, os ukendte personer, synes at optræde, som om de var til stede lige her og nu. Dvs. at i drømmenes mystiske virkelighed findes det hele der samtidig. Hvad jeg sansede som 9-årig eller som 16-årig står i mine nattedrømme præcis lige så nutidig skarpt, som det, jeg oplevede i går.
Der er sikkert en filosofisk-spirituel skole, der dyrker denne grundtanke om en mystisk dimension med en hel anden tidsfornemmelse en vores almindelige, men jeg har ikke kunnet spore den. Det er nok for mig, at min albumtitel knytter sig til en anden slags oplevelsesmåde end den gængse. Deraf også ordet ”PLUDSELIG” i titlen. Det er altså en idé, en fornemmelse, en erkendelse, der kan opstå ud af det blå, som når man kommer kørende på den jyske højderyg i retning mod Thyborøn, og landskabet så lige pludselig åbner sig op til alle sider, så man med ét får et totalt overraskende view ud over lavlandet og Vesterhavet. Sådan som aha-oplevelser virker på os. "Pludselig Alting Samtdig" bliver ligesom et PAS, der giver adgang til nogle andre vinkler at skrive poetisk på. 

Det store aha i min fortælling her er tanken om, at alting eksisterer i en samtidighed, som vi kun kan ane og få et glimt af. Dvs. at vi, som ellers tror at vide så meget, muligvis ved ufatteligt lidt om den helt store sammenhæng. Komisk lidt måske endda. Den slags tanker giver en anden hemmelighedsfuld undren, end vi kan finde i vores daglige selvfede indbildning om selv at være gud i vores eget liv.
Det åbner for undren og dermed for poesien. For mig har det nok været en bevægelse væk fra den mere konkrete sammenhængende historiefortælling og ind i mere fragmenterede tekster. Lidt tættere på digte. De senere år har jeg ligesom fået åbnet en dør ind til et rum, hvor jeg kan skrive, hvornår det skal være. I min første erindringsdagbog, ”Helligdage” fra år 2000 havde jeg et afsnit om skriveblokering. For mig virker det nu som noget fra et andet liv. Via 14 år nu med meditation hver morgen oplever jeg det – uden at det forekommer mig det mindste hula-hula-haleluja-agtigt - som om jeg nu har fået et pas til en paralleldimension, så jeg bare kan tænde for inspiration til sangene, som var det en magisk poetisk vandhane, jeg åbnede for. Det har bragt mig ud i det, jeg kalder ”psykologisk poesi”, eller en sangskrivning, der ligger nede i mindre bevidste lag. Det har været en meget stor opdagelse for mig, og som man kan aflæse af mine udgivelser de seneste 10 år, så skriver jeg mange sange i disse år.



Når sangene så bliver til demoer, bringer jeg dem ind i næste fase, hvor produceren kigger med. Denne gang er det Mahler og Bir, der har svinget dirigentstokken. Vi kan jo gode røbe, at kunstnernavnet er et alias for Christoffer Møller og Lars Skjærbæk, der spiller hhv. tangenter og guitarer i DÉT BAND, som jeg er så heldig at kunne kalde mit. ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” er nok det mest producerede album, jeg har udgivet, siden Nils Henriksen i sin tid producerede ”Vindueskigger” og ”Black-out” for MALURT. Lars, Christoffer og jeg har arbejdet sammen som en trio, og ud over at producere og arrangere sangene har de været involveret i at skrive musik til halvdelen af numrene på albummet. Jeg har stræbt efter at tage imod inspiration fra dem og fra vores synergi og fra al den krævende og indædte fight, der også ligger i sådan et samarbejde. Vores forsøg er gået ud på at rykke mig lydmæssigt et sted hen, hvor jeg ikke har været før. Selvfølgelig har vi ikke helt fjernet tæppet under min musikalske identitet og den efterhånden mangeårige tradition, jeg står på. Men det står for mig som den værste skræk at komme ind i en ond cirkel, hvor man groft sagt reproducerer sig selv om og om igen fra album til album. 
Uden at virke gemacht og fortænkt skulle mit 13. soloalbum ikke lyde som noget, jeg tidligere har udgivet.


                                             

Neils Youngs udsagn om, at rusten aldrig sover, blev for mig til noget af en læresætning i sin tid. 90erne var et svært årti for mig. Jeg kæmpede hårdt for at finde fodfæste i en identitet, der ikke bare var ham, der var populær i 80erne. Mine nye sange tog ikke fat på samme måde som førhen, og de fik svært ved at bide sig fast på mine egne sætplaner. Der skulle en decideret kollaps til, før jeg kunne begynde at se en anden retning end den deroute, jeg var ved at gøre til meningen for mig selv. Jeg har jo altid haft en rimelig kampgejst og en god portion ærgerrighed, og selv om jeg var heldig at få en rolle i en vellykket tv-serie, kunne jeg ikke stille mig tilfreds med at ende som ”ham, der var med i ”Rejseholdet”. Jeg har glædet mig over mine lejlighedsvise eventyr i filmens verden, men det er sangene, der er mit hjem. Jeg vil først og fremmest være sangskriver.

Drengen med flitsbuen på coveret, som sigter ud i verdensrummet med sin pil, er vel det drømmende barn, der bor i enhver voksen, der ikke har mistet sin livsgnist og sin kampgejst. Når vi mister tilliden til, at vi kan nå mere som mennesker, så er målet vel nået eller fælden klappet. Når vi opgiver af søge den ægte balance i os selv, så er det nok, at vi begynder den lange dødskamp, hvad enten det sker i form af apati, vrede, misbrug og/eller depression. Vi holder op med at spænde buen; vi tror, at fremtiden er forsvundet i vores udsigt; vi lukker ned. Jeg kan ikke tillade mig at hævde, at håbet kan leve i alle, for jeg har set et par mennesker, hvor fremtiden vitterlig var kommet til at ligne en kulsort skærm. Men de fleste af os skal simpelthen bare have fjernet vores blinde vinkler, så vi kan se, hvor mulighederne nu har rykket sig hen. De er der, men vi kommer måske ikke sovende til dem.

”Sigter efter månen” er tæt på nattedrømmene. En særlig natlig ensomhedsfølelse i slægt med ”Palle alene i verden”. Der sker ting i sangen, der er mindre konkret forståelige, fordi sandheden netop ikke altid er konkret. Det er nogle fragmenter af en nattestemning, hvor fortidens smerte har frit slag, og hvor enhver nutids gimmicks laver larm. Fra Halloween til Black Friday. Den filosofiske formel bliver, at fremskridtstroen er livsvigtig for mennesket, og at midlet bliver at forbedre vores evne til at være medmenneske. Det er som om, at det mest triste ved livet egentlig ikke er, at vi skal dø, men at vi risikerer at holde op med at elske miste vores gejst, længe før vi dør.



For tiden er jeg ikke er nær så meget i ”kampen mod mig selv”, som jeg har været. Der var nogle store bump på vejen, som jeg er kommet over. I hvert fald for en tid. Der kan selvfølgelig sagtens komme flere af dem, lige pludselig. Men jeg har været så heldig, at jeg er kommet til at føle, at jeg mener at være tættere på at finde ”min rette størrelse”, end det var muligt for mig tidligere. Jeg måtte sluge nogle kameler for at komme til at indse mine begrænsninger, men til gengæld kan jeg nu sige, at inden for visse rammer, der kan jeg udfolde mig max.!

”Mod indre uro” er en sang til andre, der står midt i de store dilemmaer og er plagede og ramt på sjælen. Jeg føler, at jeg undervejs har lært fortvivlelsen at kende, i mig selv og i andre, men at den ikke længere – eller i hvert ikke for tiden – er en skræmmende modstander for mig. Jeg har jo stadig kontakt med mange mennesker, der befinder sig midt i deres hårde livskamp og søger med lys og lygte efter holdepunkter for at kunne rejse sig igen.
Nu er det for mig ikke sådan, at jeg vælger temaer, som jeg så skriver sange ud fra. Jeg læner mig helt op ad umiddelbarheden der. Og min umiddelbarhed er kraftig, somme tider alt for kraftig, og så bliver den en modspiller. Men der kommer umiddelbart nogle ord, som trækker nogle andre ord med sig, når min indre dødkedelige perfektionist ikke blander sig for meget, og så opstår der pludselig en sammenhæng, en lille miniatureverden. 
For mig er poesi ikke noget, jeg kan bestille eller bestemme mig for. Det er dybest set ikke noget intellektuelt projekt. Poesien kommer, som den vil, og i så høj grad som jeg er modtagelig for den. Jeg er jo ikke lyriker; jeg er ikke digter. Jeg er sangskriver. Min lyriske antenne er ikke så veludviklet som de rigtige digteres. Til gengæld kommer mine verslinjer med melodi og akkorder på, og den sammensmeltning af poetiske linjer og melodi, der bliver leveret i en rocksang af en art, er min mission.
Den psykologiske sangskrivning har jo meget at gøre med valgte af fokus. Når jeg skildrer sider af det mentale eller det åndelige, så er jeg selvfølgelig afhængig af, at tekstlinjerne ikke bliver kliniske, men poetiske. Jeg stikker en finger i jorden og rækker den i vejret og håber det bedste.
”Mod indre uro” er egentlig den tekstlinje, der står på etiketten på hård sovemedicin! Så min måde at dreje den på er nok ikke ligefrem nogen støtte til medicinalindustrien! Det bliver eksistentielt. Hvad kan være modgiften mod den dybe uro? Sange kan være en ven i nøden, når vi er i ensomheden og fortvivlelsen. Det er igen den der ”psykologiske sangskrivning”, som jeg egentlige mener, at John Lennon opfandt med en sang som ”Mother”. Men hvis vi antager, at indre uro er et vilkår for langt de fleste, i hvert fald følsomme, mennesker, så bliver det også en livsopgave for hver enkelt af os at finde frem til det, der kan være modgiften mod uroen. Og vel at mærke en modgift, der ikke bedøver, men holder os i skarpt nærvær. Det er den større sammenhæng, som vores erkendelse uafladelig søger, men som aldrig kommer på kommando. Det kan være der, hvor vi pludselig er i stand til at forlade vores position med overgjort fokus på vores frustrationer og får et helt nyt blik for taknemmelighed.  

Mit nye album rummer en gennemgående rød tråd omkring vores måde at kommunikere med hinanden på. Det sproglige. Det åbner med den typiske tavshed i en elevator, og så forsøger jeg ellers at følge ordene rundt i mange slags livssituationer, fra barndommens definerende oplevelser, og de unges drøm om skæbne, i forelskelsen, i fortvivlelsen, helt dertil hvor ordene ikke rækker, og sangene forstummer ved selvmordsforsøget, i regnskabets time og endnu længere ud til der, hvor vi siger farvel til et nært medmenneske. Og en sjæl forlader jorden og rejser ud i verdensrummet.

En sang som ”Vogt dig” leger noget lakonisk med den paranoia, der med god grund præger en tid som vores. Den består jo meget markant i den konstante trussel fra de voldelige jihadisters side. Det er både dem og alle andre slags fundamentalister som fx tidens aggressive ateister, jeg tænker på, når jeg synger om ”manden, der aldrig ler”. Humoren er altid det første, man mister, når man bliver firkantet. Den militante terror, der bruger Islam som dække, har desværre været en enorm succes indtil nu. Det er lykkedes jihadisterne at skabe en markant polarisering i den vestlige verden, og herhjemme har flygtningespørgsmålet pisket stemningen op og øget afstanden mellem os. Ligesom jidadisterne kommer vi til at fokusere på en ydre fjende. Det matcher vores kulturtilstand rigtig godt, fordi vi lever i en kulturfase, hvor evnen til selvkritik er ved at forfalde, og hvor vi puster en gold ego-narcissisme op med vores selfiestænger og indsmigrende facebookfotos. Se bare min egen facebook-side! Men djævelen bor jo i hver enkelt af os, i dig. I mig.    
Men disse store ydre trusler, og den kulturarrogance, der præger et offentlighed som den danske, bidrager til at fjerne det kritiske blik fra os selv. Og det er måske den største fare: At vi ikke aner, at vi selv hver især er den farligste fjende. Og så er der jo ham, der advarer os mod alle farerne og fjenderne, altså i dette tilfælde mig. Så tæppet bliver trukket væk under sangskriveren og enhver anden, der puster sig op som bedrevidende autoritet… ”I keep a close watch on this heart of mine”, sang Johnny Cash. Det er ikke ret udbredt i vores tid. Vi lever ikke efter Søren Kierkegaards recept. Han roterer nok i sin grav på Assistents over os og vores tid!

Det med at fylde 60 år bliver selvfølgelig et tema. Det er jo en skillelinje, også selv om 60-årige idag ofte har noget mere punch i handskerne, end de havde det, da jeg var dreng. Men for mig, der som ung ikke regnede med at kunne blive 30 år, er det mest noget, der giver mig smil på læben. Jeg har været så snydeheldig at kunne holde mig i en nogenlunde fysisk form, fordi en diskusprolaps på min 40 års fødselsdag lige siden har tvunget mig til daglig træning. Jeg løb så panden mod en mur for små 15 år siden og måtte mentalt ned at skrabe bunden. Men da jeg først indså, at en omlægning af min livsstil og en korrektion af mine tankemønstre måske kunne give mig livsglæden tilbage, så blev min kollaps pludselig et vendepunkt, der blev enormt konstruktivt. Jeg er måske nok i min anden eller tredje panikalder, men jeg faneme taknemmelig over at opleve en kreativitet så heftig, som jeg ikke har kendt siden de første år med MALURT. Så de 60 år er ikke nær så skrækindjagende, som jeg førhen troede, de ville blive. Jo, jeg mærker måske nok dødens ånde i nakken lidt tættere på, sådan er det. Men jeg er kommet ud i ”forlænget spilletid”, tænker jeg, og der skal sparkes nogle bolde i kassen nu, også fordi jeg er klar over, at jeg måske ikke har en evighed til det.

På nogle områder er jeg imidlertid ved at gå i stå. Jeg tror fx, at jeg har været til min sidste stadionkoncert. Der skal jeg ikke være længere. Jeg har oplevet alle de navne, jeg godt ville se. Resten kan jeg tage, når de måske en gang kommer helt ned i størrelse igen. U2 var det sidste af mine hovednavne, jeg manglede at se live. Da jeg så dem i Horsens sidst, var det ligesom om, at nu havde jeg været der. Tog så selvfølgelig lige Neil Young igen-igen-igen i Forum, og Dylan igen-igen i Falkoner, og så lige Stones igen på Roskilde. Nu er der nyere navne, jeg måske gerne vil fange - Tame Impala fx er jeg ret meget oppe på for tiden. Men det bliver ikke på store steder.
Men selvfølgelig gør det indtryk, at de helte, jeg rådyrkede som teenager i Tønder, stadig er så vitale. Rocken måtte jo med tiden opgive udelukkende at se sig selv som ungdomsfænomen, da artisterne begyndte at ældes. Nogle forsvinder jo, men andre er i stand til at holde sig i tiden, om end ude i kanten af tidsåndens billede. Og selv om man skræller sex og drugs fra, så er der jo stadig rock´n´roll tilbage. En musikform så bred, at den kan rumme alt; en kategori så tom som varm luft. Men alligevel knytter mange af os en hel masse principper, stemninger og adfærdsformer til navnet. For mig betyder rock´n´roll slet og ret ”livsgejst”!

Det er stort for mig, at nogle af min gamle sange, som fx Mød mig i Mørket og I et Land uden høje Bjerge har overlevet hele den tur fra dengang og stadig kendes af mange. I svære tider måtte jeg ligesom bruge dem som krykstokke, fordi mine nye sange dengang havde svære vilkår. Men siden mit comeback i 2006 har mine nye sange fået meget mere fokus, og jeg hviler ikke længere så tungt på de gamle hits. Men de gør nu stadig et godt job for os alle derude på scenerne.
Jeg har stadig ambitioner. Jeg er ikke ude på at klinge af nu. Der kan også gå ild i gamle huse, som man siger, og jeg føler mig for tiden meget beslægtet med den grundfølelse, jeg havde i tidlig MALURT-tid. Der er noget, jeg vil! Jeg tror også, at dette års samarbejde med Poul Krebs har været godt for mig. Vi har virkelig haft mange smukke oplevelser sammen derude på scenerne, og jeg har nydt det og hvilet i det. Jeg behøvede ikke sparke så meget til tingene, fordi jeg vidste, at jeg til marts skal ud med noget, der larmer en hel del mere.
Til marts tager jeg på en turné med DÉT BAND til en stribe landets bedste kulturhuse og med et meget heftigt og rocket udtryk efter det nye album.

Jeg er sangskriver; jeg er hverken terapeut, prædikant eller en Svend Brinkmann. Det virker på mig, som om han - en bestseller-psykolog med hul igennem til tidsånden - desværre standser ved fortvivlelsen. Han har sine fine provokerende pointer, men det er, som om han tror, at alle mennesker som udgangspunkt bare er robuste, velbjærgede, feel good-overskudsmennesker, for hvem det er et stort tag-selv-bord at vælge livsholdninger og livsstil. Folk som Brinkmann synes ikke at regne fortvivlelsen ind i deres teoretiske verdensbilleder. Måske fordi de ikke kender den indefra. Brinkmann har udtalt, at han ikke selv har været i noget langvarigt terapeutisk forløb, fordi han ikke har brug for det. Måske derfor kommer han til at tro, at alle har lige så frit valg på alle hylder, som han selv har. Jeg tror simpelthen ikke, at han kender den halvdel af den danske befolkning, der ganske vist fungerer, men ikke har nær samme nemme adgang til det gode selvværd, som han har. Gid han ville åbne øjnene for det. Fortvivlelsen er der. Den ligger lige nede under vores tynde hud.

Det er den poetiske tilgang til det at skildre menneskets vilkår på planeten jorden, der kan give mig luft for min undren, min betagelse, min oplevelse af fortvivlelse og min modvilje mod alt for skråsikre typer. Jeg er en stor tilhænger af tvivlen som udgangspunkt. Jeg tror, at de mest sikre ender med en dag at måtte æde deres halve sandheder. Selv en Einstein og en Newton må nok en dag i deres himmel erkende, at de kun var tæt på at gennemskue nogle vigtige sammenhænge. Alle bliver overhalet, og al videnskabelig tro er kun foreløbig. I morgen ser dagens sandhed lidt anderledes ud, og om 100 eller 1000 år er den en sød, naiv vildfarelse, som fremtidens mennesker ryster overbærende på hovedet af. På den måde blive sange som mine lidt en slags protestsange mod tyngdekraften. For selv vores opfattelse af et fænomen som tyngdekraften vil givetvis blive revideret markant en dag. Måske vil det endda blive revolutioneret. Man vil erkende, at det, vi troede var tyngdekraft, i virkeligheden fungerer i en helt anden sammenhæng, som vi intet aner om i dag.

Jeg tror ikke, at åndelig overbevisning eller religiøsitet skal fungere som et værn mod realiteterne. For der er intet værn mod livet. Livet er livet. Tværtimod er det mit indtryk, at religiøse mennesker tit mærker livets dramaer og dilemmaer endnu klarere end folk uden markant tro. Men der ligger nok en befrielse i at erkende, at man ikke selv er gud. At sammenhængen i universet nok er større end som så. Mange åndelige mennesker bliver nok bedre i stand til at være i deres følelser uden behov for at flygte. Men religion er til indvortes brug, mener jeg. For mit eget vedkommende vil jeg nøjes med at vise drengen, der sigter ud i verdensrummet, sikkert fordi han i sin drengedrøm tænker, at han garanteret vil løse universets gåde en dag.

 “Tavs som i en elevator” er en bøn - med det stumme jeg og de unge falsetsangere, der skal illustrere det dilemma, at jeg jo stadig befinder mig lyslevende i tilværelsen, men uden reelt adgangskort til tidsånden. Jeg er udenfor – og ’jeg’ her forstået i bred forstand. Kompensationen for denne langsomme eksklusion, som alle mennesker oplever i deres livsforløb, skulle så være vores erfaring. I teksten følger der nogle ”alting samtidig”-erfaringsbilleder om, hvordan menneskelivet kan tage sig ud for den, der har betragtet det i lang tid, og som står udenfor selve kamppladsen. ”Som et omkvæd” betyder vel de temaer, der er gennemgående. De unge drømmere med deres Jack Kerouac-bog placeret narcissistisk synligt i jakkelommen ønsker sig brændende et legendarisk liv, en skæbne, men er stadig nærmest uden skrammer, så de har stadig kun adgang til myten. Også det kender jeg ret indgående fra engang. Jeg bærer ikke selv min stemme.



Jeg har sådan en fornemmelse af, at langt de fleste af os faktisk slet ikke ønsker at betale prisen for at få adgang til en mere permanent tilstand af ægthed og balance. For mange er prisen nemlig meget høj, og den indebærer måske mange afkald og en decideret omstyrtning af vores selvbillede. Så bliver vi nok hellere hængende i den almindelige leverpostejsagtige frustration, der dog er til at leve med, omend på en utilfredsstillende måde. Vi må nøjes med dette, tænker vi. At gå ind i den forandring, hvor vi virkelig begynder at stå ved, hvad der er vigtigt for os, altså vigtigt for alvor - det er ikke nødvendigvis bare hygge eller fest og ballade.

Måske har jeg nogle af de mest trofaste fans i landet. Der er en pænt stor gruppe mennesker, som måske føler, at de i mine sange kan spejle noget af de eksistentielle temaer, de kender fra deres eget liv. De har været villige til at følge mig gennem op- og nedture gennem årene og er ikke stået af, selv om jeg ind i mellem skifter toneart eller slår en skævert. Det giver mig en stor følelse af taknemmelighed. Jeg ved, at det ikke er nogen selvfølge. Ret beset er det de mennesker, der giver mig adgang til at kunne leve et liv som skabende artist med sangskrivning og performance som centrum. Det er jo dem, der finansierer mit kreative liv og forærer mig meningsfuldheden.
Så har det jo desuden været tydeligt, at mine albums og shows de seneste 10 år har kaldt en masse nye mennesker frem, selv om jeg ikke ligefrem har dyrket middle of the road og solstrålehistorier. Eller måske netop derfor. Det har været en stærk oplevelse for mig at se, hvordan mine sange siden 2006 også er blevet interessante for yngre mennesker, og for folk, der måske ikke kunne drømme om at lytte til mig førhen. Den slags glæder og motiverer også.

Jeg tror, at mange opfatter det sådan, at de er deres tanker. Men tankerne er jo kun en del af vores bevidsthed, af vores sind, af vores sjæl. Heldigvis, for hvor er der meget ragelse i det tankemylder! Det har interesseret mig i at komme ind bag tankerne, ind under sproget, og ind og ud af drømmene. Jeg er kommet så tilpas langt hen i mit liv, at jeg mener, at jeg kan skrive om det, der popper op fra de mere ubevidste lag. Albummet er skrevet til ud fra fornemmelsen af at vågne om natten af en forvirrende drøm. Den drøm, der rummer alle tider i sig, alle ens oplevelser, alle ens følelser gennem undervejs, måske endda noget ur-stof, og som vil fortælle én noget på sit eget mystiske, tavse sprog. Det er, som om den banker på døren til vores inderste og spørger os, hvad vi egentlig vil. 


Sangskrivningen handler for mig om at skabe nogle intense rum. At få oplevelsen af noget meget nært, hvorfra der samtidig er udsigt til verdensrummet. Det er vel noget med at forsøge at koble det intime med noget kosmisk. At skabe den der forestilling om sammenhæng, som vi lever på, vel vidende, at det bare er forestilling, håb. Men håb kan være det eneste værn, vi har, imod den kynisme i livssynet, som jeg først og fremmest synger op imod. Selvmedlidenhed er en fare; vrede en anden, men kynisme er den største fare. 

Selvudleveringen er altid en risiko, når man skriver sange, som jeg gør. Og jeg er villig til at gå langt. Men jeg har også tiltro til, at jeg efterhånden kender grænsen til det kreativt selvudleverende og følelsespornoen. Jeg tror, at jeg har måttet blive ekstremt personlig for at opnå en slags originalitet. Ligesom jeg i de sidste 10 år har måttet tumle gevaldigt med min sangskrivning, ofte med Lars Skjærbæk som min Rick Rubin og sparringspartner i bestræbelsen på at løfte mig et lille stykke ud af det meget traditionelle og det ordinære for at få fat i noget, der musikalsk set er, måske ikke dybt originalt, men dog meget personligt. Og ikke bare er en gentagelse af en formel fra album til album. Selv om menneskers gennemgående temaer reelt forbliver det samme omkvæd, der går igennem vores sang, så er det muligt at finde forskellige vinkler på dem.

Det er jo så nemt at være kæk, når man er på afstand af tingene. Lige nu mærker jeg ingen alvorlige tegn på, at manden med leen ånder mig i nakken. Jeg tror ikke, at jeg er bange for at dø. Men når jeg mærker, hvordan min ellers kurerede højdeskræk igen og igen kan gribe mig med vild frygt, så tør jeg ikke svare for dødsangsten. Alderen bringer os jo statistisk set tættere på. Jeg tror, at jeg vil blive meget, meget tungsindig over at skulle herfra, når den tid kommer. Der er meget, jeg rigtig gerne vil følge længere på vej. Jeg kan pendle mellem et standpunkt, hvor jeg vitterlig kan føle, at jeg efterhånden har prøvet nok, har set nok, har kæmpet nok. For så i næste øjeblik at føle, at jeg jo nærmest først lige for alvor er begyndt igen. Og at jeg fandengalemig vil slås for at nå frem til en dag nå at få formuleret det, præcis som det føles. Ikke som det er, for sandheden er så relativt et begreb. Derfor må jeg nøjes med at drømme om at skrive, hvordan det kan føles at være menneske i vores tid. Og det er faneme også noget af en opgave at stille sig selv. Det er det der med protestsangene mod tyngdekraften.

Michael Falch, november 2016


                                       

                                          

mandag den 10. november 2014

DEN RAFFINEREDE RÅDDENSKAB (RANDBEMÆRKNINGER OM "ROLLING STONES TEATERKONCERT")

     Hvad var det så for noget, hele det der Rolling Stones-tabernakel? Ja, det har der sandelig været delte meninger om. Meget delte, endda, omend kurven for positive reaktioner har været stærkt stigende undervejs. Især de sidste 10 shows i det fremragende rum i Tivoli Friheden har skabt glæde. Eller konstruktiv undren, må jeg hellere skrive, for en komedie var det vel kun glimtvis. En ældre komiker havde set showet i København og sagde til mig: "Jow, det var jo vældigt, som I sang - og sang og sang. Men der var godt nok ikke mange smil!" Jeg synes nu nok, at der er blevet smilet mange gange i salen, men nej - med Rolling Stones som udgangspunkt tager man vel ikke i byen primært for at få sig et godt grin, vel?

    Jeg havde for første gang sagt ja til at involvere mig i en teaterkoncert, selv om jeg egentlig altid har opfattet genren med skepsis, omend ikke med så decideret mistillid som jeg har haft til musical-genren. Og hvorfor så nu - i en alder af 58 år? Fordi jeg ikke kunne sige nej til kombinationen af Rolling Stones og instruktøren Rolf Heim. 
    Et band, hvis myte og sange har levet sit eget liv i mig, siden jeg var dreng, og som jeg vel altid har omgærdet med noget nærmest psedo-religiøst. Så religiøst, som man nu kan forholde sig til så uåndeligt et trip, som det Stones har excelleret i. Og så alligevel... Kan man mon tale om en slags "musikalsk religiøsitet"? For mig har Stones altså - med deres musikalske idealer og på trods af (og på grund af?) deres vrængende, pubertetsagtige tilgang til livet, deres stupide arrogance, deres vulgære narcissisme og platte fallos-kult og deres grænsepsykopatiske misbrugsromantik - nærmest være religiøse ikoner, helgener, afguder. "Manden med den sorte glorie", kaldte jeg den Keith Richards, som jeg skrev et afsnit om i min seneste bogudgivelse, "Trækruter". Stones er nok på én eller anden måde "hellige" for mig, og udsigten til at begå helligbrøde ved at lade Stones-sange indgå i en teaterkoncert tiltalte mig på en lidt syg og kreativ måde. Det kunne kun gå galt. Den slags tiltaler mig. Yes, jeg er på! 

                                
    Desuden har jeg erfaring for, at det gavner min sangskrivning ikke at være skomageren, der altid bliver ved sin læst og kun ser den samme udsigt dag ud og dag ind. Mine sange kommer til live ved, at jeg ind imellem banker rust af, tager mod til mig og foretager nogle ekspeditioner ind i områder af livet, hvor jeg aldrig ville komme, hvis jeg ikke med mellemrum sprang ud af min "almindelige" tilværelse og udfordrede den. 
    Og så var der instruktøren! Rolf Heim har skabt nogle teaterkoncerter, der virkelig har bevæget. Hans Nick Cave- og Leonard Cohen-iscenesættelser har givet ham Reumert-priser, og "Teaterkoncerten København", som jeg så på Nørrebro Teater, fik mig decideret op af stolen i begejstring.
    Forestillingen her var altså den schweiziske instruktør Rolf Heims vision om The Rolling Stones' univers og de indbyggede mekanismer i det. Jeg havde gennem halvandet år forsøgt at bidrage til hans opfattelse af fænomenet ved mange analyser af det særlige aspekt, jeg har døbt "den raffinerede råddenskab hos Rolling Stones", musikalsk såvel som psykologisk og åndeligt. Men jeg har ikke haft decideret "license to preach", kun været den gamle i gårde blandt de medvirkende i hans opsætning, men jo også et menneske, der selv er vant til at være in charge med de udfordringer, det giver på begge sider af bordet... Rolf fortalte mig, at han havde været inspireret af visse aspekter af mit personlige liv og brugt nogle af dem. Fx var sceneneriet til sangen "Happy", hvor den tykke dame med Jack Daniels-flasken angribes af de øvrige medvirkende, inspireret af min beretning om, hvordan det var for mig at tømme mine garderobeskabe for alle de tomme Jack D.- og bajerflasker, der lå stablet, da vi havde spillet sidste opførelse af "Odysseen" på Aarhus Teater tilbage i 1994.
    I modsætning til Rolf Heims succesrige teaterkoncerter over Nick Cave og Leonard Cohen var Stones-teksterne ikke blevet oversat til dansk. Det virkede ikke umiddelbart naturligt at oversætte Stones. Der er ganske vist masser af poesi og tanke i Jaggers (plus lidt Richards') ikoniske lyrik, men de 
simpelthen så ikoniske, også sprogligt, at de nærmest er urørlige. Det er desuden ikke helt rockdigtning som Cohen og Cave (og Dylan) er det. Dog er poesien hos Stones både dybere og skønnere, end jeg havde forestillet mig, før jeg for alvor dykkede ned i den gennem et års forberedelser til forestillingen. Det engelsksprogede i denne teaterkoncert giver - som minus - en sproglig distance og en markant højere sværhedsgrad. Koblingen mellem tekstindholdet og begivenhederne på scenen bliver ikke nær så umiddelbart opfattelig for et dansk publikum, som hvis der blev sunget oversat til dansk i de 21 Stones-sange, som kapelmester Joakim Pedersen og Black Box Theatre havde fået tilladelse til at bruge i showet. Derfor var det ikke muligt at overraske med valget af sange - de gav sig selv. 

                                             
    Rolf Heim virkede fra begyndelsen ikke som den helt store Stones-kender eller -elsker. Han så nok mest bare fænomenet som et 60er-politisk rockband, der var blevet storkapitalistisk international business. I mine øjne havde han ikke for alvor blik for de dybere lag af hemmeligheder i fænomenet Stones, men han fik øjnene op for mere af mystikken og den sorte magi undervejs. Uden måske at finde kærlighed til det, han fik øje på. Stones er bare ikke elskværdige - attraktionen er en anden. Men hvad Rolf manglede i kærlighed, havde han til gengæld i rigt mål i sin respektløshed overfor dinosauren.
    Desuden gør han af princip en dyd ud af ikke at forære publikum sine nøgler. Han lader det meste stå ubesvaret, uløst blafrende i vinden i god David Lynch-ånd. Man må selv prøve at finde (sine) svar. Hans tilgang til Stones var ikke forblændet af beundring, og hans stil efterlader publikum viklet ind i så mange spørgsmålstegn, at der kun er én mulighed: At stå på trippet og tage fordomsfrit med på turen uden at forlange noget endeligt svar. Ellers sidder man bare frustreret, forvirret og måske lidt irriteret tilbage til slut, ligesom den stemning, showet åbnede i: "I can't get no Satisfaction", præsenteret så dræbende langsomt, klippet op med så overdreven suspence, at man næsten er ved at eksplodere af frustration... 
    De fem andre spillere (Kit Majken Mortensen, Cecilie og Simon Stenspil, Sara Broberg og Simon Mathew) optræder ofte som et kollektiv i scenebillederne, og mange blandt publikum har udtrykt, at de syntes, at de så for lidt til mig. Ikke desto mindre sang jeg fire solo-sange mod de andres to hver. Men jeg var sandt nok ikke konstant i billedet i modsætning til gruppen af unge.

                                 
   Min figur, Jack, begynder i rollen som lokumsrenser og er tilsyneladende et offer, da han bliver overfaldet af gruppen af frustrerede unge, der løfter den evige ungdoms fuck-fingre til alting ("Jumpin' Jack Flash"). Men offerrollen er bare et smart skjulested. Jack viser sig nemlig at være "Jack Lucifer", en tvivlsom type og indehaver af den bar/natklub, der ligger over underetagen med toiletter. Den to-delte scenegrafi med natklubbens over-etage og toiletternes under-etage er i øvrigt væsentlig at forstå for at kunne se nogen form for rød tråd undervejs. Nogle af anmelderne så det kun som nogle toiletter med et podie til musikerne ovenpå, og ups - så mangler man fuldstændig den scenografiske nøgle.     

      Episode for episode i billedstormen på de to-delte scene afslører Jack sig som den, der rent faktisk dæmonisk trækker i trådene. Han leverer stimulanserne og iscenesætter sammenbrud i materialismens og hedonismens hellige navn ("Honky Tonk Women" , "Paint it, Black" og "19th Nervous Breakdown"); han udnytter og fastholder de nysgerrige, nydelsessyge og grænsesøgende unge i syge mønstre og styrter dem ud i tomhedsfølelse og elendighed ("Brown Sugar", "Midnight Rambler" og "Gimme Shelter"). Jack er den personificerede afhængighed og er  selv en slave af miljøets destruktive mønstre, og han har tilsyneladende sin private sorg i forhold til showets alkoholiserede tykke dame ("Wild Horses", "You can't always get what you want", "Happy"), men det er ikke desto mindre ham, der holder systemet kørende. En diabolsk rolle, som han kommer til at betale den ultimative pris for at spille. I "Sympathy for the Devil/It´s only Rock´n´roll" ender Jack Lucifer afkræftet og blind som en anden Teiresias fra græsk mytologi. Den aldrende, djævelske rockguddom lider og må have kunstigt åndedræt, mens han rablende og desperat praler af sine bedrifter, inden han mister sin kraft og udånder. Imens hvirvler en ny generation i stammedans omkring rockdjævelens grav, og den dæmoniske ånd overlever ind i en ny tid. Den sorte glorie er givet videre, og stenene kan rulle videre.

    Forestillingen er et koncentrat af mange aspekter, der er typiske for fænomenet Rolling Stones, og selv om der ikke portrætteres nogle medlemmer af bandet, så ser man alligevel aspekter af især Keith Richards, Mick Jagger, Brian Jones og deres imagebærende kærester som Anita Pallenberg og Marianne Faithful i transformerede glimt og kostumer. 
    Det er flirten med døden og pagten med djævelen, der i særlig grad zoomes ind på. Sangene bringes ind på teaterscenen i den specielle bastard, som "teaterkoncerten" er, vel mindst 25% mere teater end koncert, men uden replikker. Musikalsk var intentionen at bevare så meget som muligt af Stones' "raffinerede råddenskab", men også at trække nogle arrangementer helt andre steder hen. "Tumbling Dice" bliver komisk bluegrass, "Midnight Rambler" blive film noir-lydspor, og "Sympathy for the Devil" forsøgte jeg at gøre til en rablende Bob Dylan´sk beretning - den Dylan, der nemlig formentlig har inspireret Jagger/Richards til at komponere nummeret. 

                                                       
    Skuespillerne bliver nogle syrede figurer i et særligt Stones-inspireret univers (især udsprunget af deres gyldne/sorte periode omkring 1968-1971) med masser af små hints og cues, der nok især opfattes direkte af de mest hardcore Stones-kendere, men som andre givetvis fornemmer effekten af. Det er narcissismen og nydelsesdyrkelsen, der kammer over, og det er den arrogante ungdommelige leg med de mørke magter, der ender i dødsensfarlig alvor. Djævelen er hele tiden på scenen, omend ofte i detaljen, og hvor vidt han overhovedet kan jages på porten, bliver et af de store spørgsmål, som forestillingen rejser. Eller må vi - når vi først har taget Fanden på ryggen - så også slæbe ham hele vejen hjem? 
    Sådan spørger enhver ny generation, når de søger ud mod kanten - i 60'erne såvel som lige her og nu i vores egen tid. Når vi holder op med at tro på det gode, fordi det virker så skide hamrende kedeligt, begynder vi måske at dyrke det onde og giver os råddenskaben i vold.
"It's only rock'n'roll" - eller er det nu bare det? Er det selve livets dilemmaer? 
Og svaret på det spørgsmål må vi jo hver især selv rode med (måske) at finde frem til.
















fredag den 24. januar 2014

"HÆRVÆRK"


  Essay fra Michael Falch: Dagen & Vejen & Fuglene, 
  Gyldendal 2012.

„Man kalder det noget andet, end det er
  For man er altid på flugt, kan ingen steder være
  Du forsvandt, som alle misbrugere gør
  Det er kun de forrykte, der tør“
  (fra "Kun de Forrykte" - M. Falch fra Fodspor i Havet)

På Vesterbros Torv, der ligger som et appendiks til Vesterbrogade, bliver tingene virkelig skåret ud i pap for én. Dér står en kirke og en bar nemlig skulder ved skulder. Kirken hedder Eliaskirken, og værtshuset er af en vaks ejer blevet døbt Buddha Bar som for at tilspidse sagen yderligere. Det smager nemlig ikke alene af våde varer, men også af en art åndelig føde. Hvis man nu står på torvet og kommer i tvivl om, hvilken dør man skal vælge at gå ind ad, så vil baren mest sandsynligt vinde kampen på grund af navnets hemmelige løfte om druk med åndeligt indhold.
I min sang „Over Vesterbros Torv“ fra falder du nu har jeg lånt et andet navn til kirken, Jesu Hjerte Kirke. Den rigtige Jesu Hjerte Kirke er en katolsk kirke, der i virkeligheden ligger skråt over for torvet i Stenosgade. Med en sådan lemfældig omgang med geografiske lokaliteter har jeg tilladt mig at skærpe spændingen mellem de to lokaliteter yderligere og for samtidig at bringe sagen ind i en litteraturhistorisk ramme. Netop ved Vesterbros Torv og Jesu Hjerte Kirke er vi nemlig rent litterært på hellig grund. Det var her, Tom Kristensen i sin roman Hærværk lod sin antihelt Ole Jastrau gå amok i et både symbolsk og konkret hærværk. I sin alkoholiserede afmagt og desperate åndelige søgen havde han omsider ved nattetide fået slæbt sig frem til den kirkes dør, hvor digteren Johannes Jørgensen nogle årtier tidligere var konverteret til katolicismen under voldsom mediebevågenhed. Men da døren var låst, gik Jastrau bersærk og smadrede ruderne i kirken. Da han havde gennemført hærværket, søgte han udmattet og utilfredsstillet hen til Vesterbrogade, hvor han endte med at drukne sin sorg og slukke sin tørst i baren på Vesterbros Torv. Vi er en del, der af erfaring ved, at der er en mystisk dobbelthed på spil i nattemørket lige her på dette torv. Det er en kampplads mellem Gud og djævelen.

Alkoholisk i Vælde er Angsten
Tom Kristensens Hærværk har jeg haft inden for rækkevidde siden min ungdom. Dengang læste jeg den som en hyldest til rusen som vejen til den uborgerlige frihed. Jeg blev så tørstig af at læse den, at den nærmest jog mig mod flasken. Siden kom jeg til at læse den dybere, og der viste sig helt andre, overraskende vinkler bag dens umiddelbare drukheroiske fremtoning.
Da Hærværk udkom i 1930, blev den af en nærmest enig kritik afvist som værdiløs, plat og uanstændig. Ikke desto mindre blev den små 70 år senere placeret på en sjetteplads på listen over det 20. århundredes vigtigste danske romaner ved en læserafstemning i Politiken. Det er lykkedes den at holde sig på hylderne gennem årtierne.
Min ungdommelige tolkning af hovedpersonen Jastraus søgen mod rusen som en art selvvalgt frihedskamp havde den erkendte alkoholiker Tom Kristensen selv afvist som illusion, da han skrev på romanen. Han levede og digtede sin antihelt Jastrau som udtryk for et menneske, der netop er underlagt afhængighedens tvang. Der havde ikke været megen inspiration at hente for ham i samtidens lægevidenskab, kun hos ganske få psykologer og psykiatere, men primært ud fra egen erfaring havde Tom Kristensen alligevel samlet sig en enestående indsigt i alkoholisme som en selvstændig sygdom. Han var usentimental, ærlig og frygtløs omkring erkendelsen af sin egen alkoholisme. På spørgsmålet om, hvad det da var, der fik ham til at skrive den bog, svarede han:
„Alkoholisme, den kosmiske følelse af almagt og opløsning paa én gang; ja, man skal jo nok selv vide, hvad det vil sige at lukke lyset ude, sky den klare dag og selv forsøge sig som sol, for at forstaa det. Jeg skrev bogen for at komme ud af det, finde en forklaring, der kunne løsgøre mig. Bogen var en nødvendighed for mig.“
Tom Kristensen var bevidst om, at det terapeutiske arbejde med at skrive Hærværk muligvis kunne tjene som en selvhjulpen vej til ædruelighed. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatteren Aksel Sandemose etablerede han en selvhjælpsgruppe. Kunstnerne mødtes fast for at støtte hinanden i deres afholdenhed, og gruppen hjalp faktisk Tom Kristensen til at holde sig konsekvent ædru i de tre års tid, det tog ham at skrive romanen. Længere blev hans ædru liv ikke, for kort efter udgivelsen af Hærværk tog han et tilbagefald, der kom til at vare resten af hans liv.
Mennesker med den alkoholiske lidelse kan være så forskellige og have så varierede drikkemønstre, at vi trods vores fælles problem kan være svære at betragte som en samlet gruppe. Men vi findes i alle samfundslag, fra bænken til direktionslokalerne, og trods alle de ydre divergenser er kernen i vores lidelse den samme. Inde bag den facade, man viser omgivelserne, vil man ofte hos os alle finde lavt selvværd som et typisk træk. Det kan til tider have udviklet sig til selvhad, der tit ses camoufleret under enten en grandios fremtoning eller en tendens til at skjule sig. Et stemningsleje kan pludselig skifte fra selvhad til storhedsvanvid og omvendt. Der vil ofte være en grundfornemmelse af at være uden for de almindelige menneskelige fællesskaber, en følelse af hjemløshed, en skyhed eller en overeksalteret attitude, ligesom en basal rastløshed, uro, utilfredshed og rebelsk utilpassethed er typisk for mange af os. Alkoholikeren vil bære en ulmende trods eller en aggressiv vrede i sig, hvis den da ikke er fortrængt og vendt indad som selvmedlidenhed, selvhad eller omformet til behagesyge. Som misbruget skrider frem, gør al vores forstillelse, løgne, fortielser og hemmeligheder os efterhånden mentalt så rystede, at frygten for afsløring eskalerer i skyld- og skamfølelse, vrangforestillinger og i den ubestemmelige angst, der er alkoholismens tydeligste mentale kendetegn.
Disse mønstre kendte Tom Kristensen alt til, og han led ikke af den ellers så udbredte benægtelse af sit alkoholproblem. Det er i højeste grad bemærkelsesværdigt, at han tværtimod vedkendte sig det så åbent som i det ovenfor citerede interview.

Reservegud
I Hærværk lader han Ole Jastrau udtale:
„Der er noget, jeg vil, – og naar jeg drikker, synes jeg undertiden et Øjeblik, at jeg har fanget det. Spiritus er den eneste Erstatning for Religion, skal vi udtrykke det saadan – for Spøg!“
Tom Kristensen var enig med sin omtrent samtidige, dybdepsykologen C. G. Jung, hvis erfaring det var, at et menneske med fremskreden alkoholisme simpelthen er uden for terapeutisk rækkevidde. Han kan kun finde håb ved at få en slags „åndelig oplevelse“, der vil gøre det muligt for ham at slippe ud af afhængighedens evige gentagelsestvang. Jastrau får et væld af associationer til Jesus. De dukker stadig hyppigere op, som romanen skrider frem, og i særlig grad når han føler sig mest syndig, og desperat kaster han sig ud i forsøg på at omvende sig som skildret i episoderne ved Jesu Hjerte Kirke. For trods sine til tider benægtende omskrivninger af formålet med sin rus og sin selvdestruktion er Jastrau bevidst om, at det egentlig er „sjæl“ – og sjæl forstået som „religion“, han søger. Han erkender, at rusen kun er pseudo-religion: „Spiritus er den eneste Erstatning for Religion,“ som han udtaler.
Hans åndelige søgen synes imidlertid ikke at udvikle sig til nogen egentlig livsanskuelse, og den forbliver bare sværmerisk: „Stemninger endte altid med knuste Ruder“, som det hedder. Hans religiøse stræben fører øjensynlig ikke videre end til en slags stemningskristendom.
Jeg sidder her på Tåsinge med udsigt over til en anden ø i det sydfynske øhav, Thurø. Lige derovre til venstre i villaen Torelore, som jeg for nylig fik lov at komme på besøg i af de nuværende ejere, levede den gamle københavnerdreng, Tom Kristensen, den sidste periode af sit liv. Her plejede han og hans kone igennem to årtier en daglig funktionspromille med en dosis på minimum seks almindelige øl, tre stærke og en halv flaske snaps. Sikke en udsigt.