søndag den 11. november 2018

DOBBELTHEDENS DANMARK

Min sang om Danmark og danskere har afstedkommet mange forskelligartede tolkninger gennem årene. I en tid, hvor sangen oplever fornyet opmærksomhed i mange sammenhænge, og hvor nationalistiske strømninger igen synes at få vind i sejlene, føler jeg for en gangs skyld behov for selv at dissekere og udlægge teksten, som jeg oprindelig har tænkt den. Nemlig som en sang om ‘dobbelthedens Danmark’.

Det er afgørende at skelne mellem kærlighed til det land (landskab/folk), man lever i, og politisk nationalisme. Det er to vidt forskellige tilværelsespositioner. ‘I et land uden høje bjerge’ bliver måske ofte omtalt som Danmarks alternative nationalsang, men reelt er den slet ikke nogen nationalsang, der bare hylder fædrelandet. Den er en for genren ganske utraditionel hjemlandssang, der skildrer Danmark som en art dobbelthedens nation.

Dobbeltheden finder man allerede i linje 1 (landets geologi, fladheden, der bliver symbolsk for folkekarakteren), linje 2 (meteorologisk grund til antipati), linje 3+4 (stavnsbundetheden, trods geologi og meteorolog). Linje 5+6, 7+8 (nationens lidenhed og relative ubetydelighed og den hermed. forbundne fare for udslettelse ved evt. international konflikt), 9-12 (det klassiske danske mindreværdskompleks, myten om flaget i modsætning til stormagterne).

I omkvædet er linjen ‘vil jeg tro’ klart dobbelttydig, hvilket bidrager til fornemmelsen af dobbelthed omkring det danske og samtidig rummer sidste linje et forsøg på at forlige sig med og ønsket om at lære at acceptere manglen på ‘høje bjerge’, altså fladheden.

I næste vers med den fremmede åbnes der for den mangfoldighed, der førhen var et klassisk kendetegn ved dansk nationalkarakter; at teksten så fremhæver, at vi som nation hverken starter krige eller skaber fred er endnu et tydeligt tegn på den dobbelthed, der hele tiden er på færde. De ‘hjerter af guld’, der æres i danskernes folkesjæl, refererer til traditionen for solidaritet, men den får ligesom også en bismag i næste linje, hvor guldet åbenbart fås på flaske (dansk alkoholkultur, bodegahyggen, det kunstigt skabte humør) og fra jordens danefæ (en henvisning til Oehlenschlägers nationalromantiske digt “Guldhornene”).
Guldet kan altså være både kulørte lamper og fortidsdyrkelse.

I den musikalske bro gør sangens jeg sit ophav personligt og forbinder sig med sin slægt, men også her er dobbeltheden på spil, for han kun ‘vistnok’ et produkt af kærlighed.


Det er en sang om at forlige sig med sit land på trods. Det er en sang med mange nuancer, der let overses, hvis man kun vil se forsimplet sort/hvidt. Det er absolut ikke nogen nationalistisk tekst, men absolut en sang om også at holde af det sted, hvor man (nu engang) bor. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar