fredag den 30. december 2016

NYTÅRSTANKE: HVEM KAN SAMLE NATIONEN?


HÅBEFULD NYTÅRSTANKE OM VORES DANMARK


Sådan så min fine Dannebrogsvimpel ud efter den sidste storm. Et splittet, forhutlet stykke stof, som jeg hellere må få skiftet ud, inden det blæser væk ved næste vindstød af stormstyrke. Det stormer også ude i verden, og der er uforudsigelige kræfter ved magten mange steder. Fra Putin i øst over Islamisk Stat, al-Assad og Erdogan og Trump i vest. Hvad går vi mon ind til? spørger vi hinanden.

Vi skutter os i lillebitte Danmark. I tal er vi ikke ret mange, og selv om man skulle tro, at mennesker i så lille et område med et fælles sprog må være ret ens og dermed enige om meget, så er det ikke sådan. Det med nationalkarakteren, danskheden, kan virkelig bringe vores sind i kog og grave grøfter mellem os. Vi ser forskelligt på mangt og meget, alt efter hvad vi lægger mest vægt på og har mest blik for. De seneste år har det i perioder set ud, som om vi er ved at knække over på midten, så vi truer med ødelægge os selv indefra. Tonen har været skinger i begge grøfter. I vores reaktionen på de radikaliserede, er vi selv blevet radikaliserede. I den ene lejr har episoder omkring behandlingen af fremmede fået folk til at "skamme sig over at være dansk", ligesom man har beskyldt andre for "fremmedhad og kynisme". I den anden lejr har man skældt anderledes tænkende ud for "naiv stupiditet" og for at være "muslimrøvslikkere".

Der er alvor bag de gensidige beskyldninger, og sagen er jo også dybt alvorlig: Det gælder vores lands fremtid. Det gælder de dybeste idealer for en kultur som den danske. Det gælder vores skrækscenarier og vores ønsketænkning. Vores frygt og vores håb.
Ligesom en storm bliver pisket maksimalt op som breaking news på tidens tv, shitstormer vi i rørte vande på de sociale medier. Raketterne ligger med lunten tændt ved enhver given lejlighed. Et had, hvis omfang enten var meget mindre før, eller som ikke var nær så synligt før cyberspace, eksploderer nu i fuld offentlighed i opslag, der konstant læner sig op af trusler og krænkende injurier. At læse kommentarer på nettet kan være ødelæggende for enhver ansats til godt humør og tro på menneskets egentlige godhed. Det er ofte rødglødende had, der smides på bålet.

Danmark er ikke bare ét land. Vi er ikke én nation. Danskerne er ikke ét folk. Det har vi vel reelt aldrig været, selv om den kristne konge Harald Blåtand formelt samlede riget i 900-tallet. Spørg min bedstefar, der var daglejer i Østjylland om forholdet mellem bondestand og herremænd i gamle dage og om det fælles Danmark. Spørg fabriksarbejderen og industrifabrikanten i klassekampens tid, og i dag kan vi passende spørge både det senmoderne samfunds økonomiske elite og en ung, ikke særligt integreret efterkommer af indvandrere. Hvor er deres nationale fællesskab henne? Hvad består deres fælles danskhed af? Hvori er mit eget værdifællesskab med fx en ateistisk it-milliardær på Strandvejen, en muslimsk kvinde i blokkene på Motalavej i Korsør, en amfetaminpåvirket ung mand på et natdiskotek i København, en vejrbidt kartoffelavler og dansktopelsker i Nordjylland eller en frådende dødsmetalfan på et spillested i Aarhus? Hvor er vores fælles Danmark henne?

Det er der umiddelbart ikke meget af. Men måske kan det komme i højere grad? Det hele handler jo trods alt om, hvad vi fokuserer på, og hvordan vi formidler det. Den tanke kan der være håb i. Hvad er vigtigt, og hvordan udtrykker vi det? Og vi deler trods alt alle sammen mange stykker gade og vej i vores livsforløb.
Bertel Haarders Danmarks-kanon var et forsøg på at destillere nogle danske kerneværdier ud, men selv om den kan bruges som udgangspunkt for debat og stillingtagen, kommer den næppe til ligefrem at bygge bro over det mere og mere splittede Danmark, ligesom vi deler vand i hanerne og vind i håret.
Det nationale spørgsmål burde vel egentlig ikke fylde så meget her i det senmoderne informationssamfund, hvor globaliseringen skulle være temaet. Ikke desto fylder det næsten alt igen, ikke bare herhjemme, men overalt i den vestlige verden.
Jeg er selv gået over stregen i stillingskrigen mellem den ene og den anden grøft, og dermed har jeg bidraget til at tilspidse, piske op og skabe de uforsonlige fronter, der kan bliver vores helt store nationale problem i årene fremover.
Selvfølgelig skal vi ikke blive mundlamme af ren og skær paranoia over at komme til at piske op. Men vi kan måske godt hjælpe hinanden med lige at justere lidt på volumen-knappen og distortion-pedalen, når vi kammer over. Al konfliktforskning demonstrerer, hvordan man kan undgå at få uoverensstemmelser til at eskalere, når parterne bliver mere bevidste om visse mekanismer i kommunikationen.

Der er altid rabiate typer på begge sider af det nationale spørgsmål. De vil nok altid være der. De, der ikke søger forsoning og forståelse, men kun går efter adrenalinkick´et i den opgejlet atmosfære af drama. På den ene side står der nogen og råber "nazisvin", på den anden side råber de "perkerelskere". Men de fleste af os har trods dyb uenighed en slags uudtalt overenskomst med hinanden om, at vi har alle har retten til at ytre os til en vis grænse, og at vi måske gensidigt også vil være villige til at slibe lidt kanter og sluge nogle kameler i helhedens tjeneste. Det er vel den nok så berømmede danske, hyggelige fleksibilitet i fællesskabets tjeneste - arven fra andelsbevægelsen, højskolen, fagbevægelsen og hippietiden. De fleste af os evner faktisk at trodse vores selvcentrering så tilpas meget, at vi - omend modvilligt - vælger at bøje os for den helhed og det fællesskab, der vokser ud af de demokratiske processer.
Men retorikken er løbet af med mange af os, og vores tilspidsede tanker skaber nogle oppiskede følelser, der udløser en bestemt slags ekstrem adfærd. På begge sider i det mere og mere splittede Danmark føler vi os provokeret og nødsaget til at tage til genmæle, og mange af os går i vores reaktioner hen og bliver hadprædikanter i det små. Vi maler os op i vores hjørner og sidder som konger bag vores computerskærmes små riger og shitstormer hinanden.

Udtrykket "Den, der trækker nazikortet, har tabt" er blevet et udbredt slagord de senere år. Det kan der være god grund til, men det er også en rigtig uheldig måde at modarbejde, at nogen taler fascistoide tendenser imod. Det udtryk er lige så usandt som P3's slogan "Det, man hører, er man selv". Det er vist ikke sandt. Vi er først og fremmest det, vi gør. Og det, vi undlader at gøre.
Det er altafgørende i tilspidsede faser, som vi må siges at være på vej ind i nu, at vi er opmærksomme på, at den totalitære forenkling på begge sider af det usynlige hegn i mellem os ikke får lov at stå uimodsagt. Selv om alle mennesker nok hemmeligt længes efter enkle sandheder, er såkaldt sandhed næppe nogensinde noget, der er sort/hvidt. Sandheden er næsten altid spraglet og komplekst nuanceret. Det er ikke betonbudskaber, der vil få Danmark til at overleve som kultur og som nation i den utilregnelige, nære fremtid, som vi  også i internationalt perspektiv står foran. Det er ikke nogen form for fundamentalisme, der løser den opgave værdigt.

Den mest synlige fundamentalisme er naturligvis den morderiske version i jihadismen, der spreder rædsel overalt og rystende effektivt bidrager til at polarisere også vores samfund. Den har allerede sejret ad Helvede til ved at kile splittelse ind mellem hele den vestlige verdens befolkninger. Jeg tænker, at jihadismen i sin grund må være opstået på en kollektiv oplevelse af dyb krænkelse. Nede under den synes der at ligge en hyperfølsom 3. verdens oplevelse af imperialismens tromlende overmagt. Et længe næret had til den vestlige undertrykker og en dirrende kollektiv hævntørst, der i en primitiv, forenklet version af islam ud fra ganske få udvalgte skriftsteder fra Koranen finder den perfekte indpakning til bombebælterne. Det har ikke meget med religion at gøre; det er rendyrket terrorisme med en tynd religiøs fernis.

Men jihadismen er langt fra den eneste slags fundamentalisme i tiden. Fundamentalismen er jo en tilværelsesholdning, ifølge hvilken folk mener at være i besiddelse absolutte sandheder på alles vegne. Den slags er der faktisk en del af også udenfor islamismen. Den er der også i form af en ganske vist ikke-voldelig, men meget arrogant, dansk kulturradikalisme, der til tider aggressivt hævder retten til at træde på al anden kultur og især på det, der opfattes som helligt af andre med en demonstrativ hævdelse af ytringsfriheden som mærkesag.

Fundamentalisme spiller på enten arrogance eller frygt, og frygtbaseret er også det fremmedhad, der altid florerer i utrygge overgangsfaser, og som i sin kerne ønsker at dæmonisere bestemte befolkningsgrupper for at skabe en fælles fjende. Intet kan som bekendt samle en nation som en fælles fjende. Den fælles fjerde er noget, der kan samle folket - i hvert fald for en tid. Ja, træk bare nazikortet her! Det vil være historierevisionisme ikke at turde drage paralleller til andre epoker af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekt. Gammel østtysk praksis, hvor man simpelthen fjernede de kapitler i historiebøgerne, der ikke passede med den herskende holdning i partitoppen. Putins sabelraslende Rusland kunne være et bud, men lige nu ligner muslimer den fælles fjende i Danmark. For nogle danskere er det selve deres indvandrerbaggrund, der skaber modviljen mod dem; for andre er det de antidemokratiske sider af sharia, der trigger modstanden; for nogle er det kvindeundertrykkelsen, for andre er det måske mistanken om, at når moderate muslimer ikke tydeligere og oftere offentligt tager kollektiv afstand fra enhver form for islamistisk terror, så skyldes det måske, at de i virkeligheden nærer en hemmelig sympati for terror mod de vantro. Mod os.
Disse sider af islam overdøver ofte fuldstændig visdommen i en islamisk livsførelse, der kan virke en hel del mere respektabel end megen udbredt dansk livsstil.

På den anden side: Alle vi såkaldt frisindede kulturfolk skulle måske gøre os den ulejlighed at forsøge at sætte os ind i, hvad det er for en modvilje mod fremmede, som mange danskere reelt føler så stærkt. Det er klart, at det ville være bedst, hvis det vrede fremmedhad, som frygten afstedkommer, ikke var der. Men den er her. Hvad er mon så det modsatte af frygt, vrede og had? Tillid, mod, sindsro, glæde, tolerance, kærlighed, venlighed måske. De principper ligger ikke nødvendigvis højest på alles hitlister, og hvis de ikke ligger lige for i mange uforsonlige sind, kan vi åh så frisindede så i det mindste gøre os den ulejlighed at sætte os ind i, hvor provokerende det kan virke på andre, at de føler deres fædreland invaderet af folk fra fjerne områder af verden. Folk, hvoraf en del måske slet ikke har til hensigt at lade sig integrere, fordi de har deres fundamentalistiske lovreligion og en masse kulturtradition med sig. Tilsyneladende praktiserer de i manges øjne til tider det modsatte af "skik følge eller land fly" - det ligner en stolt "my way or the highway"-attitude. Det må nødvendigvis skabe modvilje hos mange af de danskere, der var i landet først.

Men selv om man kan oparbejde en vis forståelse for modviljen, så kommer det dog aldrig til at kunne retfærdiggøre en generel dæmonisering af fremmede. Det kan simpelthen ikke være etisk forsvarligt, hvor skeptisk man end måtte være overfor visse sider af islam. Det kan ikke være menneskeligt acceptabelt i en vestlig kultur, der trods alt stadig lever på den inspiration, der oprindelig udgik fra en gudbenådet tømrersøn fra det mellemste østen. Om nogen var han en forsoningens foregangsmand.
Det er et kritisk dilemma. Vi må løse det bedre, end vi hidtil har gjort, hvis ikke fronterne skal trækkes yderligere op de kommende år. Ét samlet Danmark er en nationalromantisk fantasi, som vi næppe nogensinde vil kunne udleve. Vi er så forskellige; vi er mere eller mindre rige og fattige; vi er i større eller mindre grad tabere og vindere; vi er mørklødede og lyserøde; vi er Enhedslisten og DF og en masse midt imellem de yderpunkter, og vi tror på (næsten) Intet eller (måske) på Noget.
Danmark er en blandet landhandel, men der er trods alt samlende principper og levende traditioner. Vi skal alle være her, og vi har ret til at være her – det er god, gammel dansk stil. Vi har ret til frit at tænke, tro og té os, så længe det ikke skader, truer eller ydmyger andre. I disse år går en ultraliberalistisk tendens ganske vist løs på den velfærdsstat, de fleste af os var så stolte af førhen. Vi beskyttede de svage, de syge, de gamle, de uheldige. Vi har tradition for social tænkning her til lands. This is not America, som salig David Bowie sang.

Kan det tænkes, at vi over en bred kam kan skærpe vores bevidsthed om, at vi bidrager til at splitte nationen yderligere, hvis vi ikke begynder at dæmpe vores hidsige sprogbrug omkring disse temaer? Og kan vi i givet fald få denne bevidsthed til at sprede sig imellem os? Som et overordnet perspektiv, vi jævnligt minder hinanden om, fordi der næppe er mange af os, der reelt set ønsker at puste yderligere til polariseringen af danskerne. Vi skal ikke have pigtråd på hegnet imellem os. Kan vi i stedet for altid at være så overopsatte på at levere vores egne selvnære pointer med punch i handskerne gå mere på udkig efter helheden, den større sammenhæng? Helikopterperspektivet. Som det, der er større end os selv, i dette tilfælde: nationen Danmark, ikke bare i hver vores version. Så vi ikke risikerer en dag først for sent at opdage, hvor godt et land Danmark egentlig var engang.

Hvem er det mon, der kan hjælpe os i retning af at samle nationen i stedet for at splitte den yderligere? Hvor er de typer henne i politik og kultur? Jeg efterlyser IKKE den stærke mand. Heller ikke den hårde kvinde. Jeg efterlyser mænd og kvinder, der tør stå ved deres egne og deres lands svagheder og dilemmaer, og som har talenterne til rummeligt at tænke os sammen som et mangefacetteret folk, der alle forskelle til trods lever inden for visse, rimelige grænser. I et land, hvor hovedsproget hverken er engelsk, arabisk eller kinesisk, men dansk. Hvor det største religionssamfund for tiden nok er en slags ateistisk præget videnskabstro. Men hvor mange andre ikke desto mindre gør sig forestillinger om noget, der er større end dem selv i en livsstil, der kan være inspireret af traditionel såvel som alternativ kristendom og af en buddhistisk orienteret spiritualitet a la salig Leonard Cohen.

Findes de mon, disse med længsel ventede politikere og kulturpersonligheder, som er i stand til at gribe ind og redigere i dette mere og mere splittede billede af Danmark? Er de her, og kan de bremse splittelsen af folket og gribe ind uden brug af primitiv populisme og opgejlet propaganda? Kan en ny slags forbilleder mon tydeligt nedprioritere egne, snævre interesser og samtidig - især og hele tiden - tage ansvar for dette højere perspektiv og hjælpe os meget forskellige danskere til rettidig besindelse? Så vi ikke skal risikere først for sent at indse, hvor godt et land, Danmark egentlig var. Hvor er disse forsonende, samlende figurer i politik og kultur lige nu? De, der ikke ligger under for hverken vredt fremmedhad, blind naivitet eller kynisk resignation. Hvem er I, som kan påtage jer funktionen som inspirerende rollemodeller for alle os i den blandede landhandel, Danmark, i en historisk afgørende periode? Det er præcis IKKE den stærke mand eller den hårde kvinde, der efterlyses. Der er brug for en ny slags inspirerende foregangsmænd og -kvinder nu, så vi danskere ikke kommer endnu længere væk fra hinanden. Kom frit frem. SAML NATIONEN!"


Michael Falch 31.12.16

4 kommentarer:

  1. Kære Michael - Tak for årtiets bedste "nytårstale" - håber at den kommer vidt omkring og spreder en masse nye gode tanker og handlinger - for det er der så sandelig behov for. Og dejligt at du som musiker også give dig til kende, som et menneske med holdninger og bekymringer, som alle andre. Der har været alt for mange år hvor danske sangskrivere har været bange for at blive stemplet som "protestsangere" eller sat i bås, bare de mente det mindste. Så stor respekt herfra - og iøvrigt også tak for al musikken. Godt Nytår, Mads Kornum, 33Plus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mads. Tak for dine ord. Og fortsat god arbejdslyst med 33 Plus. Kh fra Michael

      Slet
  2. chang claus lembirk31. december 2016 kl. 12.50

    Det nationale består netop af fællesskab på tværs af feks økonomisk status. Den med tomme lommer er præcis så god som den med mange millioner. Splittelsen i Danmark er at mange har fundet en magelig levevej ved at nedgøre danskhed til fordel for de værst tænkelige kræfter i verden,kræfter som har fundet vej til Danmark via konventioner som er håbløse og forældede. Det er danskerne som er udsat for had og diskrimination i Danmark. At være kritisk mod masseindvandringen og de byrder det bringer med sig er ikke at være ekstrem eller hadefuld, det er at være kosmopolit og oplyst. Det er de forfærdelige globalister som skaber had og splittelse

    SvarSlet
  3. Kære CCL. Tak fordi du læste med. Ja, uenighed om tolkning af verden slipper vi selvfølgelig ikke for, selv om vi evt. vælger at betone forsoningen over alt andet. Jeg tror ikke selv på nationalisme som -isme, omend jeg føler stor fædrelandskærlighed. Hvad danskhed mon er for en mystisk størrelse står hen i det uvisse, hvilket Danmarkskanonen vist demonstrerede ret tydeligt. Jeg håber, at at mit opråb pegede på, at vi såkaldt åh så frisindede også bør forsøge at leve os ind i, hvad der kan ligge af baggrund for kritikken af indvandring. Skylden for had og splittelse vil vi alle jo altid helst placere hos andre. Jeg tror på, at vi især skal vogte os for os selv.
    Min tanke med nytårstalen var primært at bringe fokus hen på det, vi ikke behøver at være så uenige om. Især en skærpet bevidsthed om ikke at bidrage til at radikalisere hinanden yderlige og splitte nationen mere end godt er ved at blive bevidst om dyrke en ny, mindre aggressiv tone i vores meningsudvekslinger. At have "Danmark for os alle" som mantra, omend det så bare er et ideal. Idealer er jo gode at leve efter, omend svære at efterleve. Kh fra Michael

    SvarSlet