HÅBEFULD NYTÅRSTANKE OM VORES DANMARK
Sådan så min
fine Dannebrogsvimpel ud efter den sidste storm. Et splittet,
forhutlet stykke stof, som jeg hellere må få skiftet ud, inden det blæser væk
ved næste vindstød af stormstyrke. Det stormer også ude i verden, og der er uforudsigelige
kræfter ved magten mange steder. Fra Putin i øst over Islamisk Stat, al-Assad
og Erdogan og Trump i vest. Hvad går vi mon ind til? spørger vi hinanden.
Vi skutter
os i lillebitte Danmark. I tal er vi ikke ret mange, og selv om man skulle tro,
at mennesker i så lille et område med et fælles sprog må være ret ens og dermed
enige om meget, så er det ikke sådan. Det med
nationalkarakteren, danskheden, kan virkelig bringe vores sind i kog og grave
grøfter mellem os. Vi ser
forskelligt på mangt og meget, alt efter hvad vi lægger mest vægt på og har
mest blik for. De seneste år har det i perioder set ud, som om vi er ved at
knække over på midten, så vi truer med ødelægge os selv indefra.
Tonen har været skinger i begge grøfter. I vores reaktionen på de
radikaliserede, er vi selv blevet radikaliserede. I den ene lejr har episoder
omkring behandlingen af fremmede fået folk til at "skamme sig over at være
dansk", ligesom man har beskyldt andre for "fremmedhad og
kynisme". I den anden lejr har man skældt anderledes tænkende ud for "naiv
stupiditet" og for at være "muslimrøvslikkere".
Der er alvor
bag de gensidige beskyldninger, og sagen er jo også dybt alvorlig: Det gælder
vores lands fremtid. Det gælder de dybeste idealer for en kultur som den
danske. Det gælder vores skrækscenarier og vores ønsketænkning. Vores frygt og
vores håb.
Ligesom en
storm bliver pisket maksimalt op som breaking news på tidens tv, shitstormer vi
i rørte vande på de sociale medier. Raketterne ligger med lunten tændt ved
enhver given lejlighed. Et had, hvis omfang enten var meget mindre før, eller
som ikke var nær så synligt før cyberspace, eksploderer nu i fuld offentlighed
i opslag, der konstant læner sig op af trusler og krænkende injurier. At læse
kommentarer på nettet kan være ødelæggende for enhver ansats til godt humør og
tro på menneskets egentlige godhed. Det er ofte rødglødende had, der smides på
bålet.
Danmark er
ikke bare ét land. Vi er ikke én nation. Danskerne er ikke ét folk. Det har vi vel
reelt aldrig været, selv om den kristne konge Harald Blåtand formelt samlede
riget i 900-tallet. Spørg min bedstefar, der var daglejer i Østjylland om
forholdet mellem bondestand og herremænd i gamle dage og om det fælles Danmark. Spørg fabriksarbejderen
og industrifabrikanten i klassekampens tid, og i dag kan vi passende spørge både
det senmoderne samfunds økonomiske elite og en ung, ikke særligt integreret
efterkommer af indvandrere. Hvor er deres nationale fællesskab henne? Hvad
består deres fælles danskhed af? Hvori er mit eget værdifællesskab med fx en
ateistisk it-milliardær på Strandvejen, en muslimsk kvinde i blokkene på
Motalavej i Korsør, en amfetaminpåvirket ung mand på et natdiskotek i
København, en vejrbidt kartoffelavler og dansktopelsker i Nordjylland eller en
frådende dødsmetalfan på et spillested i Aarhus? Hvor er vores fælles Danmark
henne?
Det er der umiddelbart
ikke meget af. Men måske kan det komme i højere grad? Det hele handler jo trods
alt om, hvad vi fokuserer på, og hvordan vi formidler det. Den tanke kan der
være håb i. Hvad er vigtigt, og hvordan udtrykker vi det? Og vi deler trods alt alle sammen mange stykker gade og vej i vores livsforløb.
Bertel
Haarders Danmarks-kanon var et forsøg på at destillere nogle danske
kerneværdier ud, men selv om den kan bruges som udgangspunkt for debat og
stillingtagen, kommer den næppe til ligefrem at bygge bro over det mere og mere
splittede Danmark, ligesom vi deler vand i hanerne og vind i håret.
Det
nationale spørgsmål burde vel egentlig ikke fylde så meget her i det senmoderne
informationssamfund, hvor globaliseringen skulle være temaet. Ikke desto fylder
det næsten alt igen, ikke bare herhjemme, men overalt i den vestlige verden.
Jeg er selv
gået over stregen i stillingskrigen mellem den ene og den anden grøft, og
dermed har jeg bidraget til at tilspidse, piske op og skabe de uforsonlige
fronter, der kan bliver vores helt store nationale problem i årene fremover.
Selvfølgelig
skal vi ikke blive mundlamme af ren og skær paranoia over at komme til at piske
op. Men vi kan måske godt hjælpe hinanden med lige at justere lidt på
volumen-knappen og distortion-pedalen, når vi kammer over. Al konfliktforskning
demonstrerer, hvordan man kan undgå at få uoverensstemmelser til at eskalere,
når parterne bliver mere bevidste om visse mekanismer i kommunikationen.
Der er altid
rabiate typer på begge sider af det nationale spørgsmål. De vil nok altid være
der. De, der ikke søger forsoning og forståelse, men kun går
efter adrenalinkick´et i den opgejlet atmosfære af drama. På den ene side står
der nogen og råber "nazisvin", på den anden side råber de
"perkerelskere". Men de fleste af os har trods dyb uenighed en slags uudtalt
overenskomst med hinanden om, at vi har alle har retten til at ytre os til en
vis grænse, og at vi måske gensidigt også vil være villige til at slibe lidt
kanter og sluge nogle kameler i helhedens tjeneste. Det er vel den nok så berømmede
danske, hyggelige fleksibilitet i fællesskabets tjeneste - arven fra
andelsbevægelsen, højskolen, fagbevægelsen og hippietiden. De fleste af os
evner faktisk at trodse vores selvcentrering så tilpas meget, at vi - omend
modvilligt - vælger at bøje os for den helhed og det fællesskab, der vokser ud
af de demokratiske processer.
Men
retorikken er løbet af med mange af os, og vores tilspidsede tanker skaber
nogle oppiskede følelser, der udløser en bestemt slags ekstrem adfærd. På begge
sider i det mere og mere splittede Danmark føler vi os provokeret og nødsaget til at tage
til genmæle, og mange af os går i vores reaktioner hen og bliver hadprædikanter
i det små. Vi maler os op i vores hjørner og sidder som konger bag
vores computerskærmes små riger og shitstormer hinanden.
Udtrykket
"Den, der trækker nazikortet, har tabt" er blevet et udbredt slagord
de senere år. Det kan der være god grund til, men det er også en rigtig uheldig
måde at modarbejde, at nogen taler fascistoide tendenser imod. Det udtryk er
lige så usandt som P3's slogan "Det, man hører, er man selv". Det er
vist ikke sandt. Vi er først og fremmest det, vi gør. Og det, vi undlader at
gøre.
Det er
altafgørende i tilspidsede faser, som vi må siges at være på vej ind i nu, at
vi er opmærksomme på, at den totalitære forenkling på begge sider af det
usynlige hegn i mellem os ikke får lov at stå uimodsagt. Selv om alle mennesker
nok hemmeligt længes efter enkle sandheder, er såkaldt sandhed næppe nogensinde
noget, der er sort/hvidt. Sandheden er næsten altid spraglet og komplekst
nuanceret. Det er ikke betonbudskaber, der vil få Danmark til at overleve som
kultur og som nation i den utilregnelige, nære fremtid, som vi også i internationalt perspektiv står
foran. Det er ikke nogen form for fundamentalisme, der løser den opgave værdigt.
Den mest
synlige fundamentalisme er naturligvis den morderiske version i jihadismen, der
spreder rædsel overalt og rystende effektivt bidrager til at polarisere også
vores samfund. Den har allerede sejret ad Helvede til ved at kile splittelse
ind mellem hele den vestlige verdens befolkninger. Jeg tænker, at jihadismen i
sin grund må være opstået på en kollektiv oplevelse af dyb krænkelse. Nede
under den synes der at ligge en hyperfølsom 3. verdens oplevelse af
imperialismens tromlende overmagt. Et længe næret had til den vestlige
undertrykker og en dirrende kollektiv hævntørst, der i en primitiv, forenklet
version af islam ud fra ganske få udvalgte skriftsteder fra Koranen finder den
perfekte indpakning til bombebælterne. Det har ikke meget med religion at gøre;
det er rendyrket terrorisme med en tynd religiøs fernis.
Men
jihadismen er langt fra den eneste slags fundamentalisme i tiden.
Fundamentalismen er jo en tilværelsesholdning, ifølge hvilken folk mener at være
i besiddelse absolutte sandheder på alles vegne. Den slags er der faktisk en
del af også udenfor islamismen. Den er der også i form af en ganske vist ikke-voldelig,
men meget arrogant, dansk kulturradikalisme, der til tider aggressivt hævder
retten til at træde på al anden kultur og især på det, der opfattes som helligt
af andre med en demonstrativ hævdelse af ytringsfriheden som mærkesag.
Fundamentalisme
spiller på enten arrogance eller frygt, og frygtbaseret er også det fremmedhad,
der altid florerer i utrygge overgangsfaser, og som i sin kerne ønsker at
dæmonisere bestemte befolkningsgrupper for at skabe en fælles fjende. Intet kan
som bekendt samle en nation som en fælles fjende. Den fælles fjerde er noget,
der kan samle folket - i hvert fald for en tid. Ja, træk bare nazikortet her!
Det vil være historierevisionisme ikke at turde drage paralleller til andre
epoker af frygt for at blive kaldt politisk ukorrekt. Gammel østtysk praksis,
hvor man simpelthen fjernede de kapitler i historiebøgerne, der ikke passede
med den herskende holdning i partitoppen. Putins sabelraslende Rusland kunne
være et bud, men lige nu ligner muslimer den fælles fjende i Danmark. For nogle
danskere er det selve deres indvandrerbaggrund, der skaber modviljen mod dem;
for andre er det de antidemokratiske sider af sharia, der trigger modstanden;
for nogle er det kvindeundertrykkelsen, for andre er det måske mistanken om, at
når moderate muslimer ikke tydeligere og oftere offentligt tager kollektiv
afstand fra enhver form for islamistisk terror, så skyldes det måske, at de i
virkeligheden nærer en hemmelig sympati for terror mod de vantro. Mod os.
Disse sider
af islam overdøver ofte fuldstændig visdommen i en islamisk livsførelse, der kan virke en hel del mere respektabel end megen udbredt dansk livsstil.
På den anden
side: Alle vi såkaldt frisindede kulturfolk skulle måske gøre os den ulejlighed
at forsøge at sætte os ind i, hvad det er for en modvilje mod fremmede, som
mange danskere reelt føler så stærkt. Det er klart, at det ville være bedst, hvis det
vrede fremmedhad, som frygten afstedkommer, ikke var der. Men den er her. Hvad
er mon så det modsatte af frygt, vrede og had? Tillid, mod, sindsro, glæde,
tolerance, kærlighed, venlighed måske. De principper ligger ikke nødvendigvis
højest på alles hitlister, og hvis de ikke ligger lige for i mange uforsonlige
sind, kan vi åh så frisindede så i det mindste gøre os den ulejlighed at sætte
os ind i, hvor provokerende det kan virke på andre, at de føler deres fædreland
invaderet af folk fra fjerne områder af verden. Folk, hvoraf en del måske slet
ikke har til hensigt at lade sig integrere, fordi de har deres fundamentalistiske
lovreligion og en masse kulturtradition med sig. Tilsyneladende praktiserer de i
manges øjne til tider det modsatte af "skik følge eller land fly" -
det ligner en stolt "my way or the highway"-attitude. Det må
nødvendigvis skabe modvilje hos mange af de danskere, der var i landet først.
Men selv om
man kan oparbejde en vis forståelse for modviljen, så kommer det dog aldrig til
at kunne retfærdiggøre en generel dæmonisering af fremmede. Det kan simpelthen
ikke være etisk forsvarligt, hvor skeptisk man end måtte være overfor visse
sider af islam. Det kan ikke være menneskeligt acceptabelt i en vestlig kultur,
der trods alt stadig lever på den inspiration, der oprindelig udgik fra en
gudbenådet tømrersøn fra det mellemste østen. Om nogen var han en forsoningens foregangsmand.
Det er et
kritisk dilemma. Vi må løse det bedre, end vi hidtil har gjort, hvis ikke
fronterne skal trækkes yderligere op de kommende år. Ét samlet Danmark er en
nationalromantisk fantasi, som vi næppe nogensinde vil kunne udleve. Vi er så forskellige;
vi er mere eller mindre rige og fattige; vi er i større eller mindre grad
tabere og vindere; vi er mørklødede og lyserøde; vi er Enhedslisten og DF og en
masse midt imellem de yderpunkter, og vi tror på (næsten) Intet eller (måske)
på Noget.
Danmark er
en blandet landhandel, men der er trods alt samlende principper og levende
traditioner. Vi skal alle være her, og vi har ret til at være her – det er god,
gammel dansk stil. Vi har ret til frit at tænke, tro og té os, så længe det
ikke skader, truer eller ydmyger andre. I disse år går en ultraliberalistisk
tendens ganske vist løs på den velfærdsstat, de fleste af os var så stolte af førhen. Vi
beskyttede de svage, de syge, de gamle, de uheldige. Vi har tradition for
social tænkning her til lands. This is not America, som salig David Bowie sang.
Kan det
tænkes, at vi over en bred kam kan skærpe vores bevidsthed om, at vi bidrager
til at splitte nationen yderligere, hvis vi ikke begynder at dæmpe vores
hidsige sprogbrug omkring disse temaer? Og kan vi i givet fald få denne
bevidsthed til at sprede sig imellem os? Som et overordnet perspektiv, vi jævnligt
minder hinanden om, fordi der næppe er mange af os, der reelt set ønsker at
puste yderligere til polariseringen af danskerne. Vi skal ikke have pigtråd på hegnet imellem os. Kan vi i stedet for altid at
være så overopsatte på at levere vores egne selvnære pointer med punch i
handskerne gå mere på udkig efter helheden, den større sammenhæng?
Helikopterperspektivet. Som det, der er større end os selv, i dette tilfælde:
nationen Danmark, ikke bare i hver vores version. Så vi ikke risikerer en dag
først for sent at opdage, hvor godt et land Danmark egentlig var engang.
Hvem er det
mon, der kan hjælpe os i retning af at samle nationen i stedet for at splitte
den yderligere? Hvor er de typer henne i politik og kultur? Jeg efterlyser IKKE
den stærke mand. Heller ikke den hårde kvinde. Jeg efterlyser mænd og kvinder,
der tør stå ved deres egne og deres lands svagheder og dilemmaer, og som har
talenterne til rummeligt at tænke os sammen som et mangefacetteret folk, der
alle forskelle til trods lever inden for visse, rimelige grænser. I et land,
hvor hovedsproget hverken er engelsk, arabisk eller kinesisk, men dansk. Hvor det
største religionssamfund for tiden nok er en slags ateistisk præget
videnskabstro. Men hvor mange andre ikke desto mindre gør sig forestillinger om
noget, der er større end dem selv i en livsstil, der kan være inspireret af traditionel
såvel som alternativ kristendom og af en buddhistisk orienteret
spiritualitet a la salig Leonard Cohen.
Findes de mon, disse med længsel ventede politikere og kulturpersonligheder, som er i stand til at gribe ind og redigere i dette mere og mere splittede billede af Danmark? Er de her, og kan de bremse splittelsen af folket og gribe ind uden brug af primitiv populisme og opgejlet propaganda? Kan en ny slags forbilleder mon tydeligt nedprioritere egne, snævre interesser og samtidig - især og hele tiden - tage ansvar for dette højere perspektiv og hjælpe os meget forskellige danskere til rettidig besindelse? Så vi ikke skal risikere først for sent at indse, hvor godt et land, Danmark egentlig var. Hvor er disse forsonende, samlende figurer i politik og kultur lige nu? De, der ikke ligger under for hverken vredt fremmedhad, blind naivitet eller kynisk resignation. Hvem er I, som kan påtage jer funktionen som inspirerende rollemodeller for alle os i den blandede landhandel, Danmark, i en historisk afgørende periode? Det er præcis IKKE den stærke mand eller den hårde kvinde, der efterlyses. Der er brug for en ny slags inspirerende foregangsmænd og -kvinder nu, så vi danskere ikke kommer endnu længere væk fra hinanden. Kom frit frem. SAML NATIONEN!"
Michael Falch
31.12.16
Kære Michael - Tak for årtiets bedste "nytårstale" - håber at den kommer vidt omkring og spreder en masse nye gode tanker og handlinger - for det er der så sandelig behov for. Og dejligt at du som musiker også give dig til kende, som et menneske med holdninger og bekymringer, som alle andre. Der har været alt for mange år hvor danske sangskrivere har været bange for at blive stemplet som "protestsangere" eller sat i bås, bare de mente det mindste. Så stor respekt herfra - og iøvrigt også tak for al musikken. Godt Nytår, Mads Kornum, 33Plus.
SvarSletKære Mads. Tak for dine ord. Og fortsat god arbejdslyst med 33 Plus. Kh fra Michael
SletDet nationale består netop af fællesskab på tværs af feks økonomisk status. Den med tomme lommer er præcis så god som den med mange millioner. Splittelsen i Danmark er at mange har fundet en magelig levevej ved at nedgøre danskhed til fordel for de værst tænkelige kræfter i verden,kræfter som har fundet vej til Danmark via konventioner som er håbløse og forældede. Det er danskerne som er udsat for had og diskrimination i Danmark. At være kritisk mod masseindvandringen og de byrder det bringer med sig er ikke at være ekstrem eller hadefuld, det er at være kosmopolit og oplyst. Det er de forfærdelige globalister som skaber had og splittelse
SvarSletKære CCL. Tak fordi du læste med. Ja, uenighed om tolkning af verden slipper vi selvfølgelig ikke for, selv om vi evt. vælger at betone forsoningen over alt andet. Jeg tror ikke selv på nationalisme som -isme, omend jeg føler stor fædrelandskærlighed. Hvad danskhed mon er for en mystisk størrelse står hen i det uvisse, hvilket Danmarkskanonen vist demonstrerede ret tydeligt. Jeg håber, at at mit opråb pegede på, at vi såkaldt åh så frisindede også bør forsøge at leve os ind i, hvad der kan ligge af baggrund for kritikken af indvandring. Skylden for had og splittelse vil vi alle jo altid helst placere hos andre. Jeg tror på, at vi især skal vogte os for os selv.
SvarSletMin tanke med nytårstalen var primært at bringe fokus hen på det, vi ikke behøver at være så uenige om. Især en skærpet bevidsthed om ikke at bidrage til at radikalisere hinanden yderlige og splitte nationen mere end godt er ved at blive bevidst om dyrke en ny, mindre aggressiv tone i vores meningsudvekslinger. At have "Danmark for os alle" som mantra, omend det så bare er et ideal. Idealer er jo gode at leve efter, omend svære at efterleve. Kh fra Michael
Hej, jeg hedder "Inger Pedersen" Jeg er fra Danmark. Jeg var gift i 9 år med Oscar. Ting begyndte at blive grimt, og vi havde kampe og argumenter næsten hver gang på grund af min manglende evne til at føde ham et barn. Min mand pludselig begyndte at sove ude og give forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke kan komme hjem. Han begyndte at have anliggender med andre kvinder uden for at overveje, hvordan jeg vil have det.
SvarSletHele min verden blev knust, og det ser ud til, at jeg mistede den eneste person, jeg nogensinde virkelig har elsket. Oscar var min bedste ven, min soulmate, min Superhelt og min hjerteslag, men han ser ikke længere noget godt i mig. Det blev værre på et tidspunkt, at han anmodede om skilsmisse ... Jeg prøvede mit bedste for at få ham til at skifte mening og blive hos mig, men al indsats var nytteløs. Jeg bønfaldt og prøvede alt, men stadig, intet virkede.
Gennembruddet kom, da nogen introducerede mig for denne vidunderlige, store stavebeslag, der til sidst hjalp mig med ... Jeg har aldrig været tilhænger af ting som dette, men besluttede bare at prøve modvilligt, fordi jeg var desperat og havde intet valg ... Han holdt specielle bønner og brugte rødder og urter ... Inden for 2 dage ringede han til mig og var ked af alt det følelsesmæssige traume, han havde forårsaget mig, han flyttede tilbage til huset, og vi fortsætter med at leve lykkeligt. hvad et vidunderligt mirakel Baba Egbe gjorde for mig og min familie. Den gode nyhed er Oscar, og jeg er nu tilbage sammen og lever lykkeligt, og vi er blevet velsignet med tre børn, to drenge og en dejlig pige efter 9 år med barnløshed. Han hjalp mig også med at løse mit gigtproblem, som jeg har beskæftiget mig med i årevis
Jeg har introduceret ham for en masse par med problemer overalt i verden, og de har haft gode nyheder ... Jeg er overbevist om, at nogen derude har brug for hans hjælp. For hurtig hjælp af enhver art, kontakt Baba Egbe nu via hans e-mail: babaegbetemple@gmail.com eller WhatsApp ham på +2347013499818
Arkadaşlarla Oynanabilecek Oyunlar
SvarSletPubg Benzeri Oyunlar
Age of Empires Benzeri Oyunlar
Team Fortress Benzeri Oyunlar
İkariam Benzeri Oyunlar
Smite Benzeri Oyunlar
GAU