fredag den 16. september 2011

MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE MED GÆSTER I TIVOLI

- LUKKER FREDAGSKONCERTERNE I TIVOLI MED ET FESTFYRVÆRKERI AF GÆSTESTJERNER:

AURA DIONE, ALLAN VEGENFELDT, POUL KREBS OG MATHILDE FALCH ER MED VED FALCHENS SIDSTE OPTRÆDEN MED BOAT MAN LOVE I LANG TID

Igen i år har Tivoli givet Michael Falch og hans band Boat Man Love det ærefulde hverv at lukke og slukke fredagskoncerterne på Plænen. Det bliver med overraskelser i ærmet, idet Falch har inviteret hele fire gæstestjerner med til seancen i den magiske have.

Den danske sangerinde Aura Dione, som netop er et smut hjemme at vende midt under sit succesrige udenlandske eventyr, vil bl.a. synge en Falch-sang, som kun kalder en af de bedste sange, hun overhovedet kender. Sandmen-sangeren Allan Vegenfeldt, som af Falch betragtes som en af dansk rocks allerbedste herrestemmer nogensinde, er med på flere numre, og mon ikke en Sandmen-sang finder vej til sættet? Poul Krebs, Falchens nære ven, har meldt sin ankomst og vil - ud over at bidrage med en af de sange, han indspillede i Texas med Falch ved sin side - sørge for, at ingen skal stå og savne Falch-klassikeren ”De vildeste Fugle” netop denne aften. I forvejen har Mathilde Falch, yngste datter af Falch senior, allerede lovet, at hun dukker op. Det skete for åben skærm, da Mathilde medvirkede i ”Aftenshowet” i forbindelse med udgivelsen af sin debut-ep for nylig, og hendes far i et direkte indslag fra Skanderborg Festival pressede et tilsagn igennem. Faktisk har Mathilde allerede for mange år siden prøvet at være på scenen på Plænen i Tivoli, da hun som lille pige sang med sin far under en Malurt-koncert.

Efter en lang, elektrisk sommer med 6-stjernede anmeldelser bliver det samtidig den sidste aften i meget lang tid, man har chancen for at komme til at opleve Michael Falch og hans elektriske venner i Boat Man Love sammen live. Tivoli-koncerten sætter nemlig et foreløbigt punktum for det gnistrende og succesrige samarbejde, Falchen indledte med bandet ved sit comeback for fem-seks år siden. Der kommer til at gå et år eller to, før Michael Falch og bådsmændene overhovedet får mulighed for at samles igen.

Gyldendal lancerer den 7. november den tredje bogudgivelse fra Michael Falchs hånd. Det sker på ny i den dagbogsform, hvor han synes at have fundet sin metode til på én og samme tid at levere øjebliksbilleder, erindringsglimt og eksistentielle betragtninger - ”Trækruter” bliver titlen. Lars Skjærbæk, Søren Koch og Christoffer Møller fra Boat Man Love drager snart af sted med Tim Christensen på hans næste lange karrierestræk; Troels Skjærbæk lægger energi i Hush, og Johan Lei Gellett koncentrerer sig om The Good The Bad. Efter bogudgivelsen og et velfortjent pusterum vil Michael Falch fra januar og hen over sommeren 2012 igen være at møde i mørket - solo ude på scenerne.

http://www.tivoli.dk/fredagsrock/kunstnere/michael-falch-boat-man-love

http://www.skandinavian.dk/artister/michaelfalch/

http://www.falch.dk/falch/falch-nyheder.html#langeland-2011

1 kommentar:

  1. Tak for en fed koncertoplevelse i aftes "King Baby"..! Aftenens allerbedste nummer var efter min mening helt afgjort "Magnoliepigen." En musikalsk og koreografisk perle..!
    Sæsonen er slut. Lad nu den højtflyvende falk lægge an til sikker og jordnær landing, og lad vingerne finde hvile. Vi er mange der glæder os til en ny sæson med solo og nærvær på de små og skrå brædder. ;-)

    kh
    Arne

    SvarSlet