TRACK & TRÆK

TRACK

Det såkaldte ”hidden track” på den fysiske cd-version af ”Tænd December”-EP´en har kaldt en hel del undrende kommentarer og spørgsmål frem her på siden. Hvad er dette femte track dog for noget underligt noget? Er det så gammelt, som det lyder, og er det ikke lige lovlig underholdende? Skal det forestille en kikset parodi på Radioens Drengekor, eller er det ligefrem optaget til en væltet julefrokost? Og kan man virkelig være det bekendt over for kompositionen?

Uden at røbe for meget for de, der endnu ikke har haft lejlighed til at lytte til dette uannoncerede bonustrack, kan jeg sige, at denne noget specielle udgave af "I et Land uden høje Bjerge" som fællessang med Boat Man Love og mig her er optaget backstage i sommer på guitarist Søren Kochs ældgamle Phillips spolebåndoptager. Den er fra 1955. Vi har brugt en af mine mest kendte sange fra 1986 som samling og fælles stemmeopvarmning op til showtime før hver eneste koncert lige siden vores første job sammen i Kalvehave i 2006. Det er siden blevet til flere hundrede shows.

Seancen lige før showtime begyndte ret andægtigt i sin tid, men som det altid er tilfældet i rockorkestre, tager den bramfri råhed over med tiden, og der har løbende sneget sig flere og flere skumle nuancer ind i vores a cappella-version af sangen. Til tider kan det nok have karakter af ”helligbrøde light” overfor originalen, men jeg har i årenes løb ofte tyet til den trøsterige tanke, at sangen har været så meget igennem undervejs, at den må kunne holde til det. Uden et godt grin overlever vi ikke. Vi har mange aftener endda været endnu mere i grineflip end på denne version, hvor vi trods tendenser til latterkramper dog er rimeligt disciplinerede foran den ærværdige båndoptager, der rullede backstage, lige før vi gik på scenen den sommeraften. Og jeg kan garantere, at også bådsmændene er ædru på dette take, der er fra Den fynske Landsby, det udendørs amfiteater ved Odense (jf. ”Trækruter”, 17. juni 2011).

TRÆK

Også bogtitlen ”Trækruter” har været genstand for lidt spas her på siden. Én læste den som ”Træ-kruter”, en anden som ”Træ-kutter” osv. Flere journalister har alene opfattet ordet som symbolsk for mine mange flytninger og rakkerlivet på landevejen. Det er heller ikke forkert, men der er så absolut spadestik dybere.

Bogens første afsnit hedder ”Trækfugle”, det sidste hedder ”Ruteplan”. Ordet ”trækruter” er jo hentet fra ornitologien og betegner de faste rejser, trækfuglene tager frem og tilbage mellem deres sommer- og vinterkvarterer. Sådan som de har gjort det i (gad vide hvor mange) tusinder af år. I det første dagbogsnotat beskriver jeg, hvordan jeg kommer til at tænke ”gammeldags”, da jeg ser et fugletræk. Netop denne spænding mellem den egentlig naturlighed og tidsåndens modernitet er bogens ramme. Det er noget med at søge oprindeligheden bag myterne, og de evt. ægte varer bag illusionerne, de ofte ubevidste, underliggende mekanismer og tvangsprægede mønstre i mange slags afhængighed. Det er bogens ambition om inden for bestemte felter at vise, at man ofte ”kalder det noget andet, end det er”.