DEN RAFFINEREDE RÅDDENSKAB (RANDBEMÆRKNINGER OM "ROLLING STONES TEATERKONCERT")

 

     Hvad var det så for noget, hele det der Rolling Stones-tabernakel? Ja, det har der sandelig været delte meninger om. Meget delte, endda, omend kurven for positive reaktioner har været stærkt stigende undervejs. Især de sidste 10 shows i det fremragende rum i Tivoli Friheden har skabt glæde. Eller konstruktiv undren, må jeg hellere skrive, for en komedie var det vel kun glimtvis. En ældre komiker havde set showet i København og sagde til mig: "Jow, det var jo vældigt, som I sang - og sang og sang. Men der var godt nok ikke mange smil!" Jeg synes nu nok, at der er blevet smilet mange gange i salen, men nej - med Rolling Stones som udgangspunkt tager man vel ikke i byen primært for at få sig et godt grin, vel?

    Jeg havde for første gang sagt ja til at involvere mig i en teaterkoncert, selv om jeg egentlig altid har opfattet genren med skepsis, omend ikke med så decideret mistillid som jeg har haft til musical-genren. Og hvorfor så nu - i en alder af 58 år? Fordi jeg ikke kunne sige nej til kombinationen af Rolling Stones og instruktøren Rolf Heim. 

    Et band, hvis myte og sange har levet sit eget liv i mig, siden jeg var dreng, og som jeg vel altid har omgærdet med noget nærmest psedo-religiøst. Så religiøst, som man nu kan forholde sig til så uåndeligt et trip, som det Stones har excelleret i. Og så alligevel... Kan man mon tale om en slags "musikalsk religiøsitet"? For mig har Stones altså - med deres musikalske idealer og på trods af (og på grund af?) deres vrængende, pubertetsagtige tilgang til livet, deres stupide arrogance, deres vulgære narcissisme og platte fallos-kult og deres grænsepsykopatiske misbrugsromantik - nærmest være religiøse ikoner, helgener, afguder. "Manden med den sorte glorie", kaldte jeg den Keith Richards, som jeg skrev et afsnit om i min seneste bogudgivelse, "Trækruter". Stones er nok på én eller anden måde "hellige" for mig, og udsigten til at begå helligbrøde ved at lade Stones-sange indgå i en teaterkoncert tiltalte mig på en lidt syg og kreativ måde. Det kunne kun gå galt. Den slags tiltaler mig. Yes, jeg er på! 

                                
    Desuden har jeg erfaring for, at det gavner min sangskrivning ikke at være skomageren, der altid bliver ved sin læst og kun ser den samme udsigt dag ud og dag ind. Mine sange kommer til live ved, at jeg ind imellem banker rust af, tager mod til mig og foretager nogle ekspeditioner ind i områder af livet, hvor jeg aldrig ville komme, hvis jeg ikke med mellemrum sprang ud af min "almindelige" tilværelse og udfordrede den. 
    Og så var der instruktøren! Rolf Heim har skabt nogle teaterkoncerter, der virkelig har bevæget. Hans Nick Cave- og Leonard Cohen-iscenesættelser har givet ham Reumert-priser, og "Teaterkoncerten København", som jeg så på Nørrebro Teater, fik mig decideret op af stolen i begejstring.
    Forestillingen her var altså den schweiziske instruktør Rolf Heims vision om The Rolling Stones' univers og de indbyggede mekanismer i det. Jeg havde gennem halvandet år forsøgt at bidrage til hans opfattelse af fænomenet ved mange analyser af det særlige aspekt, jeg har døbt "den raffinerede råddenskab hos Rolling Stones", musikalsk såvel som psykologisk og åndeligt. Men jeg har ikke haft decideret "license to preach", kun været den gamle i gårde blandt de medvirkende i hans opsætning, men jo også et menneske, der selv er vant til at være in charge med de udfordringer, det giver på begge sider af bordet... Rolf fortalte mig, at han havde været inspireret af visse aspekter af mit personlige liv og brugt nogle af dem. Fx var sceneneriet til sangen "Happy", hvor den tykke dame med Jack Daniels-flasken angribes af de øvrige medvirkende, inspireret af min beretning om, hvordan det var for mig at tømme mine garderobeskabe for alle de tomme Jack D.- og bajerflasker, der lå stablet, da vi havde spillet sidste opførelse af "Odysseen" på Aarhus Teater tilbage i 1994.
    I modsætning til Rolf Heims succesrige teaterkoncerter over Nick Cave og Leonard Cohen var Stones-teksterne ikke blevet oversat til dansk. Det virkede ikke umiddelbart naturligt at oversætte Stones. Der er ganske vist masser af poesi og tanke i Jaggers (plus lidt Richards') ikoniske lyrik, men de 
simpelthen så ikoniske, også sprogligt, at de nærmest er urørlige. Det er desuden ikke helt rockdigtning som Cohen og Cave (og Dylan) er det. Dog er poesien hos Stones både dybere og skønnere, end jeg havde forestillet mig, før jeg for alvor dykkede ned i den gennem et års forberedelser til forestillingen. Det engelsksprogede i denne teaterkoncert giver - som minus - en sproglig distance og en markant højere sværhedsgrad. Koblingen mellem tekstindholdet og begivenhederne på scenen bliver ikke nær så umiddelbart opfattelig for et dansk publikum, som hvis der blev sunget oversat til dansk i de 21 Stones-sange, som kapelmester Joakim Pedersen og Black Box Theatre havde fået tilladelse til at bruge i showet. Derfor var det ikke muligt at overraske med valget af sange - de gav sig selv. 

                                             
    Rolf Heim virkede fra begyndelsen ikke som den helt store Stones-kender eller -elsker. Han så nok mest bare fænomenet som et 60er-politisk rockband, der var blevet storkapitalistisk international business. I mine øjne havde han ikke for alvor blik for de dybere lag af hemmeligheder i fænomenet Stones, men han fik øjnene op for mere af mystikken og den sorte magi undervejs. Uden måske at finde kærlighed til det, han fik øje på. Stones er bare ikke elskværdige - attraktionen er en anden. Men hvad Rolf manglede i kærlighed, havde han til gengæld i rigt mål i sin respektløshed overfor dinosauren.
    Desuden gør han af princip en dyd ud af ikke at forære publikum sine nøgler. Han lader det meste stå ubesvaret, uløst blafrende i vinden i god David Lynch-ånd. Man må selv prøve at finde (sine) svar. Hans tilgang til Stones var ikke forblændet af beundring, og hans stil efterlader publikum viklet ind i så mange spørgsmålstegn, at der kun er én mulighed: At stå på trippet og tage fordomsfrit med på turen uden at forlange noget endeligt svar. Ellers sidder man bare frustreret, forvirret og måske lidt irriteret tilbage til slut, ligesom den stemning, showet åbnede i: "I can't get no Satisfaction", præsenteret så dræbende langsomt, klippet op med så overdreven suspence, at man næsten er ved at eksplodere af frustration... 

    De fem andre spillere (Kit Majken Mortensen, Cecilie og Simon Stenspil, Sara Broberg og Simon Mathew) optræder ofte som et kollektiv i scenebillederne, og mange blandt publikum har udtrykt, at de syntes, at de så for lidt til mig. Ikke desto mindre sang jeg fire solo-sange mod de andres to hver. Men jeg var sandt nok ikke konstant i billedet i modsætning til gruppen af unge.

                                 
   Min figur, Jack, begynder i rollen som lokumsrenser og er tilsyneladende et offer, da han bliver overfaldet af gruppen af frustrerede unge, der løfter den evige ungdoms fuck-fingre til alting ("Jumpin' Jack Flash"). Men offerrollen er bare et smart skjulested. Jack viser sig nemlig at være "Jack Lucifer", en tvivlsom type og indehaver af den bar/natklub, der ligger over underetagen med toiletter. Den to-delte scenegrafi med natklubbens over-etage og toiletternes under-etage er i øvrigt væsentlig at forstå for at kunne se nogen form for rød tråd undervejs. Nogle af anmelderne så det kun som nogle toiletter med et podie til musikerne ovenpå, og ups - så mangler man fuldstændig den scenografiske nøgle.     

      Episode for episode i billedstormen på de to-delte scene afslører Jack sig som den, der rent faktisk dæmonisk trækker i trådene. Han leverer stimulanserne og iscenesætter sammenbrud i materialismens og hedonismens hellige navn ("Honky Tonk Women" , "Paint it, Black" og "19th Nervous Breakdown"); han udnytter og fastholder de nysgerrige, nydelsessyge og grænsesøgende unge i syge mønstre og styrter dem ud i tomhedsfølelse og elendighed ("Brown Sugar", "Midnight Rambler" og "Gimme Shelter"). Jack er den personificerede afhængighed og er  selv en slave af miljøets destruktive mønstre, og han har tilsyneladende sin private sorg i forhold til showets alkoholiserede tykke dame ("Wild Horses", "You can't always get what you want", "Happy"), men det er ikke desto mindre ham, der holder systemet kørende. En diabolsk rolle, som han kommer til at betale den ultimative pris for at spille. I "Sympathy for the Devil/It´s only Rock´n´roll" ender Jack Lucifer afkræftet og blind som en anden Teiresias fra græsk mytologi. Den aldrende, djævelske rockguddom lider og må have kunstigt åndedræt, mens han rablende og desperat praler af sine bedrifter, inden han mister sin kraft og udånder. Imens hvirvler en ny generation i stammedans omkring rockdjævelens grav, og den dæmoniske ånd overlever ind i en ny tid. Den sorte glorie er givet videre, og stenene kan rulle videre.

    Forestillingen er et koncentrat af mange aspekter, der er typiske for fænomenet Rolling Stones, og selv om der ikke portrætteres nogle medlemmer af bandet, så ser man alligevel aspekter af især Keith Richards, Mick Jagger, Brian Jones og deres imagebærende kærester som Anita Pallenberg og Marianne Faithful i transformerede glimt og kostumer. 
    Det er flirten med døden og pagten med djævelen, der i særlig grad zoomes ind på. Sangene bringes ind på teaterscenen i den specielle bastard, som "teaterkoncerten" er, vel mindst 25% mere teater end koncert, men uden replikker. Musikalsk var intentionen at bevare så meget som muligt af Stones' "raffinerede råddenskab", men også at trække nogle arrangementer helt andre steder hen. "Tumbling Dice" bliver komisk bluegrass, "Midnight Rambler" blive film noir-lydspor, og "Sympathy for the Devil" forsøgte jeg at gøre til en rablende Bob Dylan´sk beretning - den Dylan, der nemlig formentlig har inspireret Jagger/Richards til at komponere nummeret. 

                                                       
    Skuespillerne bliver nogle syrede figurer i et særligt Stones-inspireret univers (især udsprunget af deres gyldne/sorte periode omkring 1968-1971) med masser af små hints og cues, der nok især opfattes direkte af de mest hardcore Stones-kendere, men som andre givetvis fornemmer effekten af. Det er narcissismen og nydelsesdyrkelsen, der kammer over, og det er den arrogante ungdommelige leg med de mørke magter, der ender i dødsensfarlig alvor. Djævelen er hele tiden på scenen, omend ofte i detaljen, og hvor vidt han overhovedet kan jages på porten, bliver et af de store spørgsmål, som forestillingen rejser. Eller må vi - når vi først har taget Fanden på ryggen - så også slæbe ham hele vejen hjem? 
    Sådan spørger enhver ny generation, når de søger ud mod kanten - i 60'erne såvel som lige her og nu i vores egen tid. Når vi holder op med at tro på det gode, fordi det virker så skide hamrende kedeligt, begynder vi måske at dyrke det onde og giver os råddenskaben i vold.
"It's only rock'n'roll" - eller er det nu bare det? Er det selve livets dilemmaer? 
Og svaret på det spørgsmål må vi jo hver især selv rode med (måske) at finde frem til.