"HÆRVÆRK"

  Essay fra Michael Falch: Dagen & Vejen & Fuglene, 

  Gyldendal 2012.

„Man kalder det noget andet, end det er

  For man er altid på flugt, kan ingen steder være

  Du forsvandt, som alle misbrugere gør

  Det er kun de forrykte, der tør“

  (fra "Kun de Forrykte" - M. Falch fra Fodspor i Havet)

På Vesterbros Torv, der ligger som et appendiks til Vesterbrogade, bliver tingene virkelig skåret ud i pap for én. Dér står en kirke og en bar nemlig skulder ved skulder. Kirken hedder Eliaskirken, og værtshuset er af en vaks ejer blevet døbt Buddha Bar som for at tilspidse sagen yderligere. Det smager nemlig ikke alene af våde varer, men også af en art åndelig føde. Hvis man nu står på torvet og kommer i tvivl om, hvilken dør man skal vælge at gå ind ad, så vil baren mest sandsynligt vinde kampen på grund af navnets hemmelige løfte om druk med åndeligt indhold.

I min sang „Over Vesterbros Torv“ fra falder du nu har jeg lånt et andet navn til kirken, Jesu Hjerte Kirke. Den rigtige Jesu Hjerte Kirke er en katolsk kirke, der i virkeligheden ligger skråt over for torvet i Stenosgade. Med en sådan lemfældig omgang med geografiske lokaliteter har jeg tilladt mig at skærpe spændingen mellem de to lokaliteter yderligere og for samtidig at bringe sagen ind i en litteraturhistorisk ramme. Netop ved Vesterbros Torv og Jesu Hjerte Kirke er vi nemlig rent litterært på hellig grund. Det var her, Tom Kristensen i sin roman Hærværk lod sin antihelt Ole Jastrau gå amok i et både symbolsk og konkret hærværk. I sin alkoholiserede afmagt og desperate åndelige søgen havde han omsider ved nattetide fået slæbt sig frem til den kirkes dør, hvor digteren Johannes Jørgensen nogle årtier tidligere var konverteret til katolicismen under voldsom mediebevågenhed. Men da døren var låst, gik Jastrau bersærk og smadrede ruderne i kirken. Da han havde gennemført hærværket, søgte han udmattet og utilfredsstillet hen til Vesterbrogade, hvor han endte med at drukne sin sorg og slukke sin tørst i baren på Vesterbros Torv. Vi er en del, der af erfaring ved, at der er en mystisk dobbelthed på spil i nattemørket lige her på dette torv. Det er en kampplads mellem Gud og djævelen.

Alkoholisk i Vælde er Angsten

Tom Kristensens Hærværk har jeg haft inden for rækkevidde siden min ungdom. Dengang læste jeg den som en hyldest til rusen som vejen til den uborgerlige frihed. Jeg blev så tørstig af at læse den, at den nærmest jog mig mod flasken. Siden kom jeg til at læse den dybere, og der viste sig helt andre, overraskende vinkler bag dens umiddelbare drukheroiske fremtoning.

Da Hærværk udkom i 1930, blev den af en nærmest enig kritik afvist som værdiløs, plat og uanstændig. Ikke desto mindre blev den små 70 år senere placeret på en sjetteplads på listen over det 20. århundredes vigtigste danske romaner ved en læserafstemning i Politiken. Det er lykkedes den at holde sig på hylderne gennem årtierne.

Min ungdommelige tolkning af hovedpersonen Jastraus søgen mod rusen som en art selvvalgt frihedskamp havde den erkendte alkoholiker Tom Kristensen selv afvist som illusion, da han skrev på romanen. Han levede og digtede sin antihelt Jastrau som udtryk for et menneske, der netop er underlagt afhængighedens tvang. Der havde ikke været megen inspiration at hente for ham i samtidens lægevidenskab, kun hos ganske få psykologer og psykiatere, men primært ud fra egen erfaring havde Tom Kristensen alligevel samlet sig en enestående indsigt i alkoholisme som en selvstændig sygdom. Han var usentimental, ærlig og frygtløs omkring erkendelsen af sin egen alkoholisme. På spørgsmålet om, hvad det da var, der fik ham til at skrive den bog, svarede han:

„Alkoholisme, den kosmiske følelse af almagt og opløsning paa én gang; ja, man skal jo nok selv vide, hvad det vil sige at lukke lyset ude, sky den klare dag og selv forsøge sig som sol, for at forstaa det. Jeg skrev bogen for at komme ud af det, finde en forklaring, der kunne løsgøre mig. Bogen var en nødvendighed for mig.“

Tom Kristensen var bevidst om, at det terapeutiske arbejde med at skrive Hærværk muligvis kunne tjene som en selvhjulpen vej til ædruelighed. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatteren Aksel Sandemose etablerede han en selvhjælpsgruppe. Kunstnerne mødtes fast for at støtte hinanden i deres afholdenhed, og gruppen hjalp faktisk Tom Kristensen til at holde sig konsekvent ædru i de tre års tid, det tog ham at skrive romanen. Længere blev hans ædru liv ikke, for kort efter udgivelsen af Hærværk tog han et tilbagefald, der kom til at vare resten af hans liv.

Mennesker med den alkoholiske lidelse kan være så forskellige og have så varierede drikkemønstre, at vi trods vores fælles problem kan være svære at betragte som en samlet gruppe. Men vi findes i alle samfundslag, fra bænken til direktionslokalerne, og trods alle de ydre divergenser er kernen i vores lidelse den samme. Inde bag den facade, man viser omgivelserne, vil man ofte hos os alle finde lavt selvværd som et typisk træk. Det kan til tider have udviklet sig til selvhad, der tit ses camoufleret under enten en grandios fremtoning eller en tendens til at skjule sig. Et stemningsleje kan pludselig skifte fra selvhad til storhedsvanvid og omvendt. Der vil ofte være en grundfornemmelse af at være uden for de almindelige menneskelige fællesskaber, en følelse af hjemløshed, en skyhed eller en overeksalteret attitude, ligesom en basal rastløshed, uro, utilfredshed og rebelsk utilpassethed er typisk for mange af os. Alkoholikeren vil bære en ulmende trods eller en aggressiv vrede i sig, hvis den da ikke er fortrængt og vendt indad som selvmedlidenhed, selvhad eller omformet til behagesyge. Som misbruget skrider frem, gør al vores forstillelse, løgne, fortielser og hemmeligheder os efterhånden mentalt så rystede, at frygten for afsløring eskalerer i skyld- og skamfølelse, vrangforestillinger og i den ubestemmelige angst, der er alkoholismens tydeligste mentale kendetegn.

Disse mønstre kendte Tom Kristensen alt til, og han led ikke af den ellers så udbredte benægtelse af sit alkoholproblem. Det er i højeste grad bemærkelsesværdigt, at han tværtimod vedkendte sig det så åbent som i det ovenfor citerede interview.

Reservegud

I Hærværk lader han Ole Jastrau udtale:

„Der er noget, jeg vil, – og naar jeg drikker, synes jeg undertiden et Øjeblik, at jeg har fanget det. Spiritus er den eneste Erstatning for Religion, skal vi udtrykke det saadan – for Spøg!“

Tom Kristensen var enig med sin omtrent samtidige, dybdepsykologen C. G. Jung, hvis erfaring det var, at et menneske med fremskreden alkoholisme simpelthen er uden for terapeutisk rækkevidde. Han kan kun finde håb ved at få en slags „åndelig oplevelse“, der vil gøre det muligt for ham at slippe ud af afhængighedens evige gentagelsestvang. Jastrau får et væld af associationer til Jesus. De dukker stadig hyppigere op, som romanen skrider frem, og i særlig grad når han føler sig mest syndig, og desperat kaster han sig ud i forsøg på at omvende sig som skildret i episoderne ved Jesu Hjerte Kirke. For trods sine til tider benægtende omskrivninger af formålet med sin rus og sin selvdestruktion er Jastrau bevidst om, at det egentlig er „sjæl“ – og sjæl forstået som „religion“, han søger. Han erkender, at rusen kun er pseudo-religion: „Spiritus er den eneste Erstatning for Religion,“ som han udtaler.

Hans åndelige søgen synes imidlertid ikke at udvikle sig til nogen egentlig livsanskuelse, og den forbliver bare sværmerisk: „Stemninger endte altid med knuste Ruder“, som det hedder. Hans religiøse stræben fører øjensynlig ikke videre end til en slags stemningskristendom.

Jeg sidder her på Tåsinge med udsigt over til en anden ø i det sydfynske øhav, Thurø. Lige derovre til venstre i villaen Torelore, som jeg for nylig fik lov at komme på besøg i af de nuværende ejere, levede den gamle københavnerdreng, Tom Kristensen, den sidste periode af sit liv. Her plejede han og hans kone igennem to årtier en daglig funktionspromille med en dosis på minimum seks almindelige øl, tre stærke og en halv flaske snaps. Sikke en udsigt.