Vindueskigger reflektering
af Jens Unmack
Omkring 1980 kunne danske rockudgivelser stort set deles op i to kategorier:
Den ubekymrede, velbjergede poprock a la Rugsted/Kreutzfeldt og Sneakers, eller også klassekampsorienteret agitationsbeat med rød fane-tung retorik og yderst fodformet musiktradition. Så da Malurt kom på banen med debutalbummet Kold Krig var vi mange der lyttede efter. For her var en ny måde at gøre tingene på.
Et klassisk instrumenteret rockband med de pågående relevante sange, som blev afleveret intenst enkelt og helt uden de løftede pegefingres politiske løsningsmodeller, tiden var blevet så træt af. Jeg husker første gang, jeg hørte bandet i radioen – den lidenskab og overbevisning der blev spillet ud med, gjorde stort indtryk på en fucked-up 16-årig, som ellers normalt måtte lytte udenlands mod navne som The Clash eller Bruce Springsteen for at få blodet i kog.
At komme hjem en forårseftermiddag i 1981 og sætte splinternye Vindueskigger på stereoanlægget skulle være helt specielt. Her var pladen med de sange og det udtryk, mange af os vel ubevidst havde søgt efter og håbet på længe. Ikke siden Gasolin' toppede kreativt, havde dansk rock (måske lige bortset fra de to kantede punkbands Kliché og Sods) lydt så vitalt nødvendig og ligefremt kommunikerende, som Malurt nu gjorde det på Vindueskigger.
Mand, her var et band, der spillede som galdt det livet! Stilen var sulten, elektrisk rock med svimlende højt til loftet, romantisk fortabt musik, der ikke var bange for at sætte alt på ét bræt. Det var lys mod mørke, det var hjerteskærende, og det var overlegen styrke når Michael Falch ikke gemte sig bag nogen ironi, men rakte frem og stod ved hvem, hvad og hvor han var. ”Der er en ny tid på vej”, lovede han i refrænet til 'Panik' - et løfte Malurt nemt holdt, for med Vindueskigger syntes dansk rock's fremtid endelig ankommet.
Den nye tid blev især skudt ind med så bredvingede sange som 'Neonsolen', 'Tilbage Til Byen', 'Den Tid Det Tager' og 'Sidste Station'. De bærer i både ord og melodisk sentiment en ungdommens alt-eller-intet-idealisme, som er velgørende i sin mangel på forbehold. Og så drejer de sig umiskendeligt om byen og tilstanden København. Når man boede ude i provinsen - som jeg selv gjorde da - var det lyd og nethindebilleder der gav uimodståelig lyst til hurtigst muligt at flytte til Hovedstaden og starte et liv.
På Vindueskigger er Michael Falch den helt rigtige dynamo, et inspirerende eksempel på hvordan man i rock’n’roll står stærkest ved ikke at skamme sig over menneskelig facade og en insisteren på troskyldighed. Sammen med Malurt i 1981 gjorde han det til en drøm at være ung og blive grebet af stor, sugende widescreen-rock’n’roll. Den findes righoldigt på Vindueskigger, der til stadighed efterlader følelsen af et band på egen vigtig mission, en verden væk fra den gængse mere eller mindre uforpligtende tur rundt i underholdnings-manegen. Ingen ringe bedrift.
Opslag
Ja, det kan - næsten - tilgives at han holder med Liverpool...
SvarSletKære Michael.
SvarSletMange tak for de venlige ord! Mig kun en stor ære at måtte få efterbehandle Vindueskigger og Malurt årgang 1981. Og et lille, ydmygt afdrag på en enorm og glædesgivende inspirationsgæld... ;-)
XXX Jens
PS - Torben, jeg har altid troet, det var omvendt. At det var Liverpool der holdt med mig...;-)
Jeg er født i 1980 og var selvsagt ikke bevidst om pladen da den udkom i 1981.
SvarSletKom først rigtig på Malurt da bandet genopstod i 90´erne... Men lige den plade, "Vindueskigger", lyder her 30 år efter lige så energuifyldt for mig, som den gjorde for Jens i 1981.
KH The Lonely Lover
Lytter til jubilæumsudgaven af "Vindueskigger" med Malurt. Virkelig god lyd, og musikken er et bedre signalement af Danmark anno 1981 end noget dokumentarprogram eller nogen skolebog kan give.
SvarSletSelv for en 72ér model, som bare var 9 år da Vindueskigger kom ud, efterlod pladen (eller kassetten...) et enormt indtryk, som bare voksede og blev stærkere ind igennem ungdommen.
SvarSletKampen mellem kærlighed, håb og modløshed i en tid med oprustning, forurening og gråvejr.
Tak til malurt - for mig er det klart det største album i dansk rockhistorie, og selv i dag er det umuligt for mig at høre "neonsolen" uden at få gåsehud...
Jeg lånte vinduekigger af en vens storebror, og blev fuldstændigt forelsket i den. Faktisk afleverede jeg den aldrig tilbage ( undskyld Thorkild ). Alle sangene er fuldstændigt suveræne, og oser af ægte følelser, dyb rocksjæl, og specielt klaver introen på " Tilbage til byen " giver mig stadig gåsehud, når jeg hører den. " Neonsolen " er den smukkeste beskrivelse af atomkrig, som nogensinde er skrevet, og Michael Falchs vokal, er så sønderrivende, tårefremkaldende, at jeg altid lytter til den når jeg er ked af det, for den prikker hul på èns sjæl
SvarSletog slipper følelser fri, man ikke engang vidste man havde. Jeg måtte simpelthen se Malurt live, da de spillede i Saltlageret, i starten af firserne, og bildte min mor ind, at jeg sov hos en ven, og fik ovenikøbet min vens mor til at lyve, da min mor ringede for at checke ( for det gjorde hun selvfølgelig ). Mig, min ven Jan, og hans far Henning ( en ægte rocksjæl ), tog i stedet til koncert med Malurt, og jeg var kun 13 år gammel. Det var min anden live koncert ( Gasolin var den første ) og det var så overvældende stort, at vi sang Malurtsange af vores lungers fulde kraft, hele vejen hjem i bilen. Jeg sov overhovedet ikke den nat, og det var én af den slags oplevelser, der former en dreng, der har lidt svært, ved at finde sig selv. Efter hundredevis af andre koncerter, i Danmark og i udlandet, står Malurt live i saltlageret, stadig som et fyrtårn i mit indre, en målestok, som intet andet band, endnu har overgået, og heller ikke kommer til. Michael Falch er en dansk Bruce Springsteen ligeså ægte, ligeså ærlig som " The Boss " men alligevel helt sig selv, og væsentligt kønnere i øvrigt ( Sorry Bruce ). Det ærgrer mig, at han ikke er mere anerkendt end han er, men det siger desværre en hel del om den " lille andedam " vi kommer fra.. " og fuck janteloven i øvrigt "
Tak Michael Ehlert Falch, du var med til forme mig til den person jeg er i dag, og jeg glemmer dig aldrig for det.
Og selvom det meste musik i dag er skrald, siger jeg som Neil Young " hey hey my my........rock`n`roll will never die ". Jeg ved du er enig.
kuşadası
SvarSletfethiye
sivas
samsun
mugla
5Y2
kuşadası
SvarSletfethiye
sivas
samsun
mugla
N2C