søndag den 27. november 2016

PROTESTSANGE MOD TYNGDEKRAFTEN


                                    


Flitsbuedrengen på coveret er mit første barnebarn, Valdemar, som nu er 9 år. Hvad han så bestiller der på forsiden? Han står der i hvert fald, fordi han gerne ville hjælpe sin morfar, som længe havde gået med linjen ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” i hovedet. Den har ligget som en undertekst i hele den periode, hvor sangene er blevet til. Den udtrykker i virkeligheden en hel lille ”tilværelsesposition”, som det hedder med en klods af et ord, der bruges til at fortælle, hvordan man overordnet forholder sig til livet.

Jeg tager mit udgangspunkt i nattedrømmene, hvor vi – ligesom med ført hånd – bliver trukket rundt i en manege, som vi ikke selv kan styre med vores vilje. Vi er nede i et mere underbevidst lag, hvor oplevelser og mennesker fra alle vores livsfaser, selv afdøde, ja, selv fiktive, os ukendte personer, synes at optræde, som om de var til stede lige her og nu. Dvs. at i drømmenes mystiske virkelighed findes det hele der samtidig. Hvad jeg sansede som 9-årig eller som 16-årig står i mine nattedrømme præcis lige så nutidig skarpt, som det, jeg oplevede i går.
Der er sikkert en filosofisk-spirituel skole, der dyrker denne grundtanke om en mystisk dimension med en hel anden tidsfornemmelse en vores almindelige, men jeg har ikke kunnet spore den. Det er nok for mig, at min albumtitel knytter sig til en anden slags oplevelsesmåde end den gængse. Deraf også ordet ”PLUDSELIG” i titlen. Det er altså en idé, en fornemmelse, en erkendelse, der kan opstå ud af det blå, som når man kommer kørende på den jyske højderyg i retning mod Thyborøn, og landskabet så lige pludselig åbner sig op til alle sider, så man med ét får et totalt overraskende view ud over lavlandet og Vesterhavet. Sådan som aha-oplevelser virker på os. "Pludselig Alting Samtdig" bliver ligesom et PAS, der giver adgang til nogle andre vinkler at skrive poetisk på. 

Det store aha i min fortælling her er tanken om, at alting eksisterer i en samtidighed, som vi kun kan ane og få et glimt af. Dvs. at vi, som ellers tror at vide så meget, muligvis ved ufatteligt lidt om den helt store sammenhæng. Komisk lidt måske endda. Den slags tanker giver en anden hemmelighedsfuld undren, end vi kan finde i vores daglige selvfede indbildning om selv at være gud i vores eget liv.
Det åbner for undren og dermed for poesien. For mig har det nok været en bevægelse væk fra den mere konkrete sammenhængende historiefortælling og ind i mere fragmenterede tekster. Lidt tættere på digte. De senere år har jeg ligesom fået åbnet en dør ind til et rum, hvor jeg kan skrive, hvornår det skal være. I min første erindringsdagbog, ”Helligdage” fra år 2000 havde jeg et afsnit om skriveblokering. For mig virker det nu som noget fra et andet liv. Via 14 år nu med meditation hver morgen oplever jeg det – uden at det forekommer mig det mindste hula-hula-haleluja-agtigt - som om jeg nu har fået et pas til en paralleldimension, så jeg bare kan tænde for inspiration til sangene, som var det en magisk poetisk vandhane, jeg åbnede for. Det har bragt mig ud i det, jeg kalder ”psykologisk poesi”, eller en sangskrivning, der ligger nede i mindre bevidste lag. Det har været en meget stor opdagelse for mig, og som man kan aflæse af mine udgivelser de seneste 10 år, så skriver jeg mange sange i disse år.



Når sangene så bliver til demoer, bringer jeg dem ind i næste fase, hvor produceren kigger med. Denne gang er det Mahler og Bir, der har svinget dirigentstokken. Vi kan jo gode røbe, at kunstnernavnet er et alias for Christoffer Møller og Lars Skjærbæk, der spiller hhv. tangenter og guitarer i DÉT BAND, som jeg er så heldig at kunne kalde mit. ”PLUDSELIG ALTING SAMTIDIG” er nok det mest producerede album, jeg har udgivet, siden Nils Henriksen i sin tid producerede ”Vindueskigger” og ”Black-out” for MALURT. Lars, Christoffer og jeg har arbejdet sammen som en trio, og ud over at producere og arrangere sangene har de været involveret i at skrive musik til halvdelen af numrene på albummet. Jeg har stræbt efter at tage imod inspiration fra dem og fra vores synergi og fra al den krævende og indædte fight, der også ligger i sådan et samarbejde. Vores forsøg er gået ud på at rykke mig lydmæssigt et sted hen, hvor jeg ikke har været før. Selvfølgelig har vi ikke helt fjernet tæppet under min musikalske identitet og den efterhånden mangeårige tradition, jeg står på. Men det står for mig som den værste skræk at komme ind i en ond cirkel, hvor man groft sagt reproducerer sig selv om og om igen fra album til album. 
Uden at virke gemacht og fortænkt skulle mit 13. soloalbum ikke lyde som noget, jeg tidligere har udgivet.


                                             

Neils Youngs udsagn om, at rusten aldrig sover, blev for mig til noget af en læresætning i sin tid. 90erne var et svært årti for mig. Jeg kæmpede hårdt for at finde fodfæste i en identitet, der ikke bare var ham, der var populær i 80erne. Mine nye sange tog ikke fat på samme måde som førhen, og de fik svært ved at bide sig fast på mine egne sætplaner. Der skulle en decideret kollaps til, før jeg kunne begynde at se en anden retning end den deroute, jeg var ved at gøre til meningen for mig selv. Jeg har jo altid haft en rimelig kampgejst og en god portion ærgerrighed, og selv om jeg var heldig at få en rolle i en vellykket tv-serie, kunne jeg ikke stille mig tilfreds med at ende som ”ham, der var med i ”Rejseholdet”. Jeg har glædet mig over mine lejlighedsvise eventyr i filmens verden, men det er sangene, der er mit hjem. Jeg vil først og fremmest være sangskriver.

Drengen med flitsbuen på coveret, som sigter ud i verdensrummet med sin pil, er vel det drømmende barn, der bor i enhver voksen, der ikke har mistet sin livsgnist og sin kampgejst. Når vi mister tilliden til, at vi kan nå mere som mennesker, så er målet vel nået eller fælden klappet. Når vi opgiver af søge den ægte balance i os selv, så er det nok, at vi begynder den lange dødskamp, hvad enten det sker i form af apati, vrede, misbrug og/eller depression. Vi holder op med at spænde buen; vi tror, at fremtiden er forsvundet i vores udsigt; vi lukker ned. Jeg kan ikke tillade mig at hævde, at håbet kan leve i alle, for jeg har set et par mennesker, hvor fremtiden vitterlig var kommet til at ligne en kulsort skærm. Men de fleste af os skal simpelthen bare have fjernet vores blinde vinkler, så vi kan se, hvor mulighederne nu har rykket sig hen. De er der, men vi kommer måske ikke sovende til dem.

”Sigter efter månen” er tæt på nattedrømmene. En særlig natlig ensomhedsfølelse i slægt med ”Palle alene i verden”. Der sker ting i sangen, der er mindre konkret forståelige, fordi sandheden netop ikke altid er konkret. Det er nogle fragmenter af en nattestemning, hvor fortidens smerte har frit slag, og hvor enhver nutids gimmicks laver larm. Fra Halloween til Black Friday. Den filosofiske formel bliver, at fremskridtstroen er livsvigtig for mennesket, og at midlet bliver at forbedre vores evne til at være medmenneske. Det er som om, at det mest triste ved livet egentlig ikke er, at vi skal dø, men at vi risikerer at holde op med at elske miste vores gejst, længe før vi dør.



For tiden er jeg ikke er nær så meget i ”kampen mod mig selv”, som jeg har været. Der var nogle store bump på vejen, som jeg er kommet over. I hvert fald for en tid. Der kan selvfølgelig sagtens komme flere af dem, lige pludselig. Men jeg har været så heldig, at jeg er kommet til at føle, at jeg mener at være tættere på at finde ”min rette størrelse”, end det var muligt for mig tidligere. Jeg måtte sluge nogle kameler for at komme til at indse mine begrænsninger, men til gengæld kan jeg nu sige, at inden for visse rammer, der kan jeg udfolde mig max.!

”Mod indre uro” er en sang til andre, der står midt i de store dilemmaer og er plagede og ramt på sjælen. Jeg føler, at jeg undervejs har lært fortvivlelsen at kende, i mig selv og i andre, men at den ikke længere – eller i hvert ikke for tiden – er en skræmmende modstander for mig. Jeg har jo stadig kontakt med mange mennesker, der befinder sig midt i deres hårde livskamp og søger med lys og lygte efter holdepunkter for at kunne rejse sig igen.
Nu er det for mig ikke sådan, at jeg vælger temaer, som jeg så skriver sange ud fra. Jeg læner mig helt op ad umiddelbarheden der. Og min umiddelbarhed er kraftig, somme tider alt for kraftig, og så bliver den en modspiller. Men der kommer umiddelbart nogle ord, som trækker nogle andre ord med sig, når min indre dødkedelige perfektionist ikke blander sig for meget, og så opstår der pludselig en sammenhæng, en lille miniatureverden. 
For mig er poesi ikke noget, jeg kan bestille eller bestemme mig for. Det er dybest set ikke noget intellektuelt projekt. Poesien kommer, som den vil, og i så høj grad som jeg er modtagelig for den. Jeg er jo ikke lyriker; jeg er ikke digter. Jeg er sangskriver. Min lyriske antenne er ikke så veludviklet som de rigtige digteres. Til gengæld kommer mine verslinjer med melodi og akkorder på, og den sammensmeltning af poetiske linjer og melodi, der bliver leveret i en rocksang af en art, er min mission.
Den psykologiske sangskrivning har jo meget at gøre med valgte af fokus. Når jeg skildrer sider af det mentale eller det åndelige, så er jeg selvfølgelig afhængig af, at tekstlinjerne ikke bliver kliniske, men poetiske. Jeg stikker en finger i jorden og rækker den i vejret og håber det bedste.
”Mod indre uro” er egentlig den tekstlinje, der står på etiketten på hård sovemedicin! Så min måde at dreje den på er nok ikke ligefrem nogen støtte til medicinalindustrien! Det bliver eksistentielt. Hvad kan være modgiften mod den dybe uro? Sange kan være en ven i nøden, når vi er i ensomheden og fortvivlelsen. Det er igen den der ”psykologiske sangskrivning”, som jeg egentlige mener, at John Lennon opfandt med en sang som ”Mother”. Men hvis vi antager, at indre uro er et vilkår for langt de fleste, i hvert fald følsomme, mennesker, så bliver det også en livsopgave for hver enkelt af os at finde frem til det, der kan være modgiften mod uroen. Og vel at mærke en modgift, der ikke bedøver, men holder os i skarpt nærvær. Det er den større sammenhæng, som vores erkendelse uafladelig søger, men som aldrig kommer på kommando. Det kan være der, hvor vi pludselig er i stand til at forlade vores position med overgjort fokus på vores frustrationer og får et helt nyt blik for taknemmelighed.  

Mit nye album rummer en gennemgående rød tråd omkring vores måde at kommunikere med hinanden på. Det sproglige. Det åbner med den typiske tavshed i en elevator, og så forsøger jeg ellers at følge ordene rundt i mange slags livssituationer, fra barndommens definerende oplevelser, og de unges drøm om skæbne, i forelskelsen, i fortvivlelsen, helt dertil hvor ordene ikke rækker, og sangene forstummer ved selvmordsforsøget, i regnskabets time og endnu længere ud til der, hvor vi siger farvel til et nært medmenneske. Og en sjæl forlader jorden og rejser ud i verdensrummet.

En sang som ”Vogt dig” leger noget lakonisk med den paranoia, der med god grund præger en tid som vores. Den består jo meget markant i den konstante trussel fra de voldelige jihadisters side. Det er både dem og alle andre slags fundamentalister som fx tidens aggressive ateister, jeg tænker på, når jeg synger om ”manden, der aldrig ler”. Humoren er altid det første, man mister, når man bliver firkantet. Den militante terror, der bruger Islam som dække, har desværre været en enorm succes indtil nu. Det er lykkedes jihadisterne at skabe en markant polarisering i den vestlige verden, og herhjemme har flygtningespørgsmålet pisket stemningen op og øget afstanden mellem os. Ligesom jidadisterne kommer vi til at fokusere på en ydre fjende. Det matcher vores kulturtilstand rigtig godt, fordi vi lever i en kulturfase, hvor evnen til selvkritik er ved at forfalde, og hvor vi puster en gold ego-narcissisme op med vores selfiestænger og indsmigrende facebookfotos. Se bare min egen facebook-side! Men djævelen bor jo i hver enkelt af os, i dig. I mig.    
Men disse store ydre trusler, og den kulturarrogance, der præger et offentlighed som den danske, bidrager til at fjerne det kritiske blik fra os selv. Og det er måske den største fare: At vi ikke aner, at vi selv hver især er den farligste fjende. Og så er der jo ham, der advarer os mod alle farerne og fjenderne, altså i dette tilfælde mig. Så tæppet bliver trukket væk under sangskriveren og enhver anden, der puster sig op som bedrevidende autoritet… ”I keep a close watch on this heart of mine”, sang Johnny Cash. Det er ikke ret udbredt i vores tid. Vi lever ikke efter Søren Kierkegaards recept. Han roterer nok i sin grav på Assistents over os og vores tid!

Det med at fylde 60 år bliver selvfølgelig et tema. Det er jo en skillelinje, også selv om 60-årige idag ofte har noget mere punch i handskerne, end de havde det, da jeg var dreng. Men for mig, der som ung ikke regnede med at kunne blive 30 år, er det mest noget, der giver mig smil på læben. Jeg har været så snydeheldig at kunne holde mig i en nogenlunde fysisk form, fordi en diskusprolaps på min 40 års fødselsdag lige siden har tvunget mig til daglig træning. Jeg løb så panden mod en mur for små 15 år siden og måtte mentalt ned at skrabe bunden. Men da jeg først indså, at en omlægning af min livsstil og en korrektion af mine tankemønstre måske kunne give mig livsglæden tilbage, så blev min kollaps pludselig et vendepunkt, der blev enormt konstruktivt. Jeg er måske nok i min anden eller tredje panikalder, men jeg faneme taknemmelig over at opleve en kreativitet så heftig, som jeg ikke har kendt siden de første år med MALURT. Så de 60 år er ikke nær så skrækindjagende, som jeg førhen troede, de ville blive. Jo, jeg mærker måske nok dødens ånde i nakken lidt tættere på, sådan er det. Men jeg er kommet ud i ”forlænget spilletid”, tænker jeg, og der skal sparkes nogle bolde i kassen nu, også fordi jeg er klar over, at jeg måske ikke har en evighed til det.

På nogle områder er jeg imidlertid ved at gå i stå. Jeg tror fx, at jeg har været til min sidste stadionkoncert. Der skal jeg ikke være længere. Jeg har oplevet alle de navne, jeg godt ville se. Resten kan jeg tage, når de måske en gang kommer helt ned i størrelse igen. U2 var det sidste af mine hovednavne, jeg manglede at se live. Da jeg så dem i Horsens sidst, var det ligesom om, at nu havde jeg været der. Tog så selvfølgelig lige Neil Young igen-igen-igen i Forum, og Dylan igen-igen i Falkoner, og så lige Stones igen på Roskilde. Nu er der nyere navne, jeg måske gerne vil fange - Tame Impala fx er jeg ret meget oppe på for tiden. Men det bliver ikke på store steder.
Men selvfølgelig gør det indtryk, at de helte, jeg rådyrkede som teenager i Tønder, stadig er så vitale. Rocken måtte jo med tiden opgive udelukkende at se sig selv som ungdomsfænomen, da artisterne begyndte at ældes. Nogle forsvinder jo, men andre er i stand til at holde sig i tiden, om end ude i kanten af tidsåndens billede. Og selv om man skræller sex og drugs fra, så er der jo stadig rock´n´roll tilbage. En musikform så bred, at den kan rumme alt; en kategori så tom som varm luft. Men alligevel knytter mange af os en hel masse principper, stemninger og adfærdsformer til navnet. For mig betyder rock´n´roll slet og ret ”livsgejst”!

Det er stort for mig, at nogle af min gamle sange, som fx Mød mig i Mørket og I et Land uden høje Bjerge har overlevet hele den tur fra dengang og stadig kendes af mange. I svære tider måtte jeg ligesom bruge dem som krykstokke, fordi mine nye sange dengang havde svære vilkår. Men siden mit comeback i 2006 har mine nye sange fået meget mere fokus, og jeg hviler ikke længere så tungt på de gamle hits. Men de gør nu stadig et godt job for os alle derude på scenerne.
Jeg har stadig ambitioner. Jeg er ikke ude på at klinge af nu. Der kan også gå ild i gamle huse, som man siger, og jeg føler mig for tiden meget beslægtet med den grundfølelse, jeg havde i tidlig MALURT-tid. Der er noget, jeg vil! Jeg tror også, at dette års samarbejde med Poul Krebs har været godt for mig. Vi har virkelig haft mange smukke oplevelser sammen derude på scenerne, og jeg har nydt det og hvilet i det. Jeg behøvede ikke sparke så meget til tingene, fordi jeg vidste, at jeg til marts skal ud med noget, der larmer en hel del mere.
Til marts tager jeg på en turné med DÉT BAND til en stribe landets bedste kulturhuse og med et meget heftigt og rocket udtryk efter det nye album.

Jeg er sangskriver; jeg er hverken terapeut, prædikant eller en Svend Brinkmann. Det virker på mig, som om han - en bestseller-psykolog med hul igennem til tidsånden - desværre standser ved fortvivlelsen. Han har sine fine provokerende pointer, men det er, som om han tror, at alle mennesker som udgangspunkt bare er robuste, velbjærgede, feel good-overskudsmennesker, for hvem det er et stort tag-selv-bord at vælge livsholdninger og livsstil. Folk som Brinkmann synes ikke at regne fortvivlelsen ind i deres teoretiske verdensbilleder. Måske fordi de ikke kender den indefra. Brinkmann har udtalt, at han ikke selv har været i noget langvarigt terapeutisk forløb, fordi han ikke har brug for det. Måske derfor kommer han til at tro, at alle har lige så frit valg på alle hylder, som han selv har. Jeg tror simpelthen ikke, at han kender den halvdel af den danske befolkning, der ganske vist fungerer, men ikke har nær samme nemme adgang til det gode selvværd, som han har. Gid han ville åbne øjnene for det. Fortvivlelsen er der. Den ligger lige nede under vores tynde hud.

Det er den poetiske tilgang til det at skildre menneskets vilkår på planeten jorden, der kan give mig luft for min undren, min betagelse, min oplevelse af fortvivlelse og min modvilje mod alt for skråsikre typer. Jeg er en stor tilhænger af tvivlen som udgangspunkt. Jeg tror, at de mest sikre ender med en dag at måtte æde deres halve sandheder. Selv en Einstein og en Newton må nok en dag i deres himmel erkende, at de kun var tæt på at gennemskue nogle vigtige sammenhænge. Alle bliver overhalet, og al videnskabelig tro er kun foreløbig. I morgen ser dagens sandhed lidt anderledes ud, og om 100 eller 1000 år er den en sød, naiv vildfarelse, som fremtidens mennesker ryster overbærende på hovedet af. På den måde blive sange som mine lidt en slags protestsange mod tyngdekraften. For selv vores opfattelse af et fænomen som tyngdekraften vil givetvis blive revideret markant en dag. Måske vil det endda blive revolutioneret. Man vil erkende, at det, vi troede var tyngdekraft, i virkeligheden fungerer i en helt anden sammenhæng, som vi intet aner om i dag.

Jeg tror ikke, at åndelig overbevisning eller religiøsitet skal fungere som et værn mod realiteterne. For der er intet værn mod livet. Livet er livet. Tværtimod er det mit indtryk, at religiøse mennesker tit mærker livets dramaer og dilemmaer endnu klarere end folk uden markant tro. Men der ligger nok en befrielse i at erkende, at man ikke selv er gud. At sammenhængen i universet nok er større end som så. Mange åndelige mennesker bliver nok bedre i stand til at være i deres følelser uden behov for at flygte. Men religion er til indvortes brug, mener jeg. For mit eget vedkommende vil jeg nøjes med at vise drengen, der sigter ud i verdensrummet, sikkert fordi han i sin drengedrøm tænker, at han garanteret vil løse universets gåde en dag.

 “Tavs som i en elevator” er en bøn - med det stumme jeg og de unge falsetsangere, der skal illustrere det dilemma, at jeg jo stadig befinder mig lyslevende i tilværelsen, men uden reelt adgangskort til tidsånden. Jeg er udenfor – og ’jeg’ her forstået i bred forstand. Kompensationen for denne langsomme eksklusion, som alle mennesker oplever i deres livsforløb, skulle så være vores erfaring. I teksten følger der nogle ”alting samtidig”-erfaringsbilleder om, hvordan menneskelivet kan tage sig ud for den, der har betragtet det i lang tid, og som står udenfor selve kamppladsen. ”Som et omkvæd” betyder vel de temaer, der er gennemgående. De unge drømmere med deres Jack Kerouac-bog placeret narcissistisk synligt i jakkelommen ønsker sig brændende et legendarisk liv, en skæbne, men er stadig nærmest uden skrammer, så de har stadig kun adgang til myten. Også det kender jeg ret indgående fra engang. Jeg bærer ikke selv min stemme.



Jeg har sådan en fornemmelse af, at langt de fleste af os faktisk slet ikke ønsker at betale prisen for at få adgang til en mere permanent tilstand af ægthed og balance. For mange er prisen nemlig meget høj, og den indebærer måske mange afkald og en decideret omstyrtning af vores selvbillede. Så bliver vi nok hellere hængende i den almindelige leverpostejsagtige frustration, der dog er til at leve med, omend på en utilfredsstillende måde. Vi må nøjes med dette, tænker vi. At gå ind i den forandring, hvor vi virkelig begynder at stå ved, hvad der er vigtigt for os, altså vigtigt for alvor - det er ikke nødvendigvis bare hygge eller fest og ballade.

Måske har jeg nogle af de mest trofaste fans i landet. Der er en pænt stor gruppe mennesker, som måske føler, at de i mine sange kan spejle noget af de eksistentielle temaer, de kender fra deres eget liv. De har været villige til at følge mig gennem op- og nedture gennem årene og er ikke stået af, selv om jeg ind i mellem skifter toneart eller slår en skævert. Det giver mig en stor følelse af taknemmelighed. Jeg ved, at det ikke er nogen selvfølge. Ret beset er det de mennesker, der giver mig adgang til at kunne leve et liv som skabende artist med sangskrivning og performance som centrum. Det er jo dem, der finansierer mit kreative liv og forærer mig meningsfuldheden.
Så har det jo desuden været tydeligt, at mine albums og shows de seneste 10 år har kaldt en masse nye mennesker frem, selv om jeg ikke ligefrem har dyrket middle of the road og solstrålehistorier. Eller måske netop derfor. Det har været en stærk oplevelse for mig at se, hvordan mine sange siden 2006 også er blevet interessante for yngre mennesker, og for folk, der måske ikke kunne drømme om at lytte til mig førhen. Den slags glæder og motiverer også.

Jeg tror, at mange opfatter det sådan, at de er deres tanker. Men tankerne er jo kun en del af vores bevidsthed, af vores sind, af vores sjæl. Heldigvis, for hvor er der meget ragelse i det tankemylder! Det har interesseret mig i at komme ind bag tankerne, ind under sproget, og ind og ud af drømmene. Jeg er kommet så tilpas langt hen i mit liv, at jeg mener, at jeg kan skrive om det, der popper op fra de mere ubevidste lag. Albummet er skrevet til ud fra fornemmelsen af at vågne om natten af en forvirrende drøm. Den drøm, der rummer alle tider i sig, alle ens oplevelser, alle ens følelser gennem undervejs, måske endda noget ur-stof, og som vil fortælle én noget på sit eget mystiske, tavse sprog. Det er, som om den banker på døren til vores inderste og spørger os, hvad vi egentlig vil. 


Sangskrivningen handler for mig om at skabe nogle intense rum. At få oplevelsen af noget meget nært, hvorfra der samtidig er udsigt til verdensrummet. Det er vel noget med at forsøge at koble det intime med noget kosmisk. At skabe den der forestilling om sammenhæng, som vi lever på, vel vidende, at det bare er forestilling, håb. Men håb kan være det eneste værn, vi har, imod den kynisme i livssynet, som jeg først og fremmest synger op imod. Selvmedlidenhed er en fare; vrede en anden, men kynisme er den største fare. 

Selvudleveringen er altid en risiko, når man skriver sange, som jeg gør. Og jeg er villig til at gå langt. Men jeg har også tiltro til, at jeg efterhånden kender grænsen til det kreativt selvudleverende og følelsespornoen. Jeg tror, at jeg har måttet blive ekstremt personlig for at opnå en slags originalitet. Ligesom jeg i de sidste 10 år har måttet tumle gevaldigt med min sangskrivning, ofte med Lars Skjærbæk som min Rick Rubin og sparringspartner i bestræbelsen på at løfte mig et lille stykke ud af det meget traditionelle og det ordinære for at få fat i noget, der musikalsk set er, måske ikke dybt originalt, men dog meget personligt. Og ikke bare er en gentagelse af en formel fra album til album. Selv om menneskers gennemgående temaer reelt forbliver det samme omkvæd, der går igennem vores sang, så er det muligt at finde forskellige vinkler på dem.

Det er jo så nemt at være kæk, når man er på afstand af tingene. Lige nu mærker jeg ingen alvorlige tegn på, at manden med leen ånder mig i nakken. Jeg tror ikke, at jeg er bange for at dø. Men når jeg mærker, hvordan min ellers kurerede højdeskræk igen og igen kan gribe mig med vild frygt, så tør jeg ikke svare for dødsangsten. Alderen bringer os jo statistisk set tættere på. Jeg tror, at jeg vil blive meget, meget tungsindig over at skulle herfra, når den tid kommer. Der er meget, jeg rigtig gerne vil følge længere på vej. Jeg kan pendle mellem et standpunkt, hvor jeg vitterlig kan føle, at jeg efterhånden har prøvet nok, har set nok, har kæmpet nok. For så i næste øjeblik at føle, at jeg jo nærmest først lige for alvor er begyndt igen. Og at jeg fandengalemig vil slås for at nå frem til en dag nå at få formuleret det, præcis som det føles. Ikke som det er, for sandheden er så relativt et begreb. Derfor må jeg nøjes med at drømme om at skrive, hvordan det kan føles at være menneske i vores tid. Og det er faneme også noget af en opgave at stille sig selv. Det er det der med protestsangene mod tyngdekraften.

Michael Falch, november 2016


                                       

                                          

4 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Michael. Dejligt at få beskrevet det ubeskrivelige. Får lyst til meditation igen, og troen på at sange på dansk er tættere på essensen end det engelske man kan gemme sig lidt bagved som kunstner. Kan virkeligt relatere til dit udsagn om at "Det er som om, at det mest triste ved livet egentlig ikke er, at vi skal dø, men at vi risikerer at holde op med at elske miste vores gejst, længe før vi dør". Må ikk køre træt som Peter A.G. siger. Tak for dit mod og din fornyelseskraft. Der er et liv på den anden side af at nå bunden, viser du med din nye livskraft. ses i Gjethuset.

      Slet
  2. Smukt skrevet. Hvordan det kan føles, og er glad for at håbet overlever og fortsat giver mod til at protestere. Protest er kærlige ønsker med livsgejst:-) rock on, mr. Falch!

    SvarSlet
  3. Smukt skrevet. Hvordan det kan føles, og er glad for at håbet overlever og fortsat giver mod til at protestere. Protest er kærlige ønsker med livsgejst:-) rock on, mr. Falch!

    SvarSlet